Washington Post har nu afsløret, at Dan Snyder har udsat en tidligere cheerleader for sexchikane i forbindelse med et velgørenhedsarrangement.

Det er blot en måned siden, at 15 kvinder stod frem (de fleste anonymt) og fortalte om det rædselsfulde arbejdsmiljø, som gennemsyrede Washington Football Team, mens de var under ansættelse.

De 15 kvinder berettede, hvordan de blev udsat for systematisk sexchikane fra bl.a. talentspejdere og mellemledere. Anklagerne handler primært om nedværdigende kommentarer af seksuel karakter, opfordringer til at gå i mere afslørende tøj samt anmodninger om at flirte med sponsorer og andet klientel for at lukke salgsaftaler.

I kan læse mere om skandalen via dette link.

Kvinderne rettede på daværende tidspunkt ikke direkte anklager mod ejer Dan Snyder, men nu har Washington Post afsløret, at hovedstadsklubbens ejer tidligere har udsat en kvinde i organisationen for direkte sexchikane.

Det drejer sig om tidligere cheerleader Tiffany Bacon Scourby, som påstår, at Dan Snyder – i forbindelse med et velgørenhedsarrangement – bad hende om at “besøge” holdets øjenlæge på hans hotelværelse, så de “kunne lære hinanden bedre at kende”.

Tiffany Bacon Scourby meldte efterfølgende hændelsen til den tidligere koordinator for holdets cheerleadere, men sagen blev hurtigt lagt på is.

Washington Posts afsløringer viser også, at en tidligere højtstående leder fra Washington Football Team, Larry Michael, pressede holdets cheerleadere til at få taget grænseoverskridende billeder til Dan Snyder tilbage i 2008.

Det skulle være sket i forbindelse med, at kvinderne fik taget billeder til den faste ‘swimsuit kalender’, hvor Michael efterfølgende pressede dem til at få taget de stødende billeder til Dan Snyder.

Dan Snyder har efterfølgende offentliggjort en udtalelse, hvori han afviser den konkrete hændelse med Tiffany Bacon Scourby. Snyder tager dog ansvaret for den rådne kultur i organisationen, hvortil han påpeger, at han har iværksat en række initiativer, som skal sikre et “inkluderende og respektfuldt arbejdsmiljø”.

Udtalelsen ændrer imidlertid ikke på, at presset er enormt på Dan Snyder. Flere medier og tidligere spillere kræver, at Snyder trækker sig fra sin position.