Der er masser af rygter om Seahawks quarterback Russell Wilsons fremtid, men foreløbig bliver han i Seattle.

Washington Commanders (ja, det hedder de nu…) føler, at de kun er en quarterback væk fra at have et virkelig godt mandskab. Og efter at have set, hvad Tom Brady gjorde for Buccaneers og Matthew Stafford lige har gjort for Rams, så smed de et tilbud på bordet for Russell Wilson.

Ifølge kilder tæt på Washington, så tilbød klubben “flere valg i første runde” for den 33-årige quarterback. Det vil altså sige mindst to picks i første runde og måske endda flere end det.

Men forslaget gik ingen vegne, fortalte NFL Network journalist Ian Rapoport fredag ​​ved NFL Scouting Combinen i Indianapolis.

Tidligere på ugen sagde Seattle-træner Pete Carroll da også, at holdet “ikke har til hensigt” at trade deres quarterback gennem de sidste 10 år.

Commanders er til gengæld på hidsig jagt efter en quarterback. De har masser af unge spillere på plads både på angreb og forsvar, men mangler en spilstyrer, der kan tage det hele op på et højere niveau.

Headcoach Ron Rivera har således angiveligt ringet rundt til samtlige andre klubber, der har en interessant quarterback, for at høre om en mulig trade.

Ron Rivera fortalte i denne uge, at Washington laver sit hjemmearbejde på de kommende free agents og også de nye quarterbacks, der kommer ind via draften. Men med et talentfuldt hold, der i teorien kun er den rigtige quarterback fra at være blandt NFLs bedste, er en erfaren quarterback at foretrække.

Sidste år hev klubben Ryan Fitzpatrick ind som den store redningsmand, men han blev skadet i sin første kamp for klubben, og selvom backup Taylor Heinicke viste glimt af storhed, så føler klubben ikke, at han er svaret på den lange bane eller på spørgsmålet om, hvem der laver den næste Brady eller Stafford.

Et stort navn i en stor trade ville fjerne fokus fra alle de andre mere uheldige overskrifter Washington og dets ejer Daniel Snyder tiltrækker sig i øjeblikket, men i første omgang er en handel for Russell Wilson gået i vasken