Redskins har franchisetagget holdets dygtige guard Brandon Scherff, men ønsker at skrive ny kontrakt med ham. Men ifølge ESPN’s John Keim ligger en forlængelse før deadline ikke i kortene

2019 var sidste sæson på Brandon Scherffs rookie-kontrakt, og tidligere på året valgte Redskins derfor at smække franchisetagget på den offensive guard.

Franchisetagget er dog kun en etårig kontrakt, og Redskins håber at beholde den tredobbelte Pro Bowler langt ud i fremtiden. Det kræver dog, at Scherff og klubben når til enighed om en ny kontrakt inden deadline den 15. juli.

Og ifølge ESPN’s journalist John Keim, er det ikke et sandsynligt scenarie. Keim har talt med en kilde tæt på situationen, som fortæller, at der ikke er meget optimisme om forhandlingerne.

Derfor er det mest sandsynlige scenarie, at Scherff spiller 2020-sæsonen på franchisetagget, der betaler ham 15,03 millioner dollars, og bliver free agent efter sæsonen.

Her får Redskins igen mulighed for at skrive en lang kontrakt med Scherff, men det samme gør de andre 31 hold i NFL – og derfor risikerer holdet at ende i en budkrig, hvis ikke man får Scherffs underskrift inden for den næste uges tid.