Commanders har fundet deres nye defensive koordinator

0

Washington Commanders har fundet deres nye defensive koordinator. En trænerprofil, der senest har været ansvarlig for defensive backs hos Minnesota Vikings.

Ansættelsen kommer i kølvandet på en større rokade i trænerstaben i Washington. I begyndelsen af holdets offseason sagde Commanders farvel til både offensiv koordinator Kliff Kingsbury og defensiv koordinator Joe Whitt Jr. Head coach Dan Quinn har allerede forfremmet David Blough til offensiv koordinator og har nu også sin defensive koordinator på plads med ansættelsen af Daronte Jones.

Joe Whitt Jr. mistede sit play-calling-ansvar allerede ti kampe inde i 2025-sæsonen, som endte katastrofalt for Commanders med en 5-12-record. Det var et markant tilbageskridt efter holdets overraskende tur til NFC-finalen i 2024-sæsonen.

Forsvaret, der i 2024 var solidt placeret midt i ligaen med en 13.-plads i tilladte yards og nummer 18 i point imod, kollapsede fuldstændigt i 2025. Washington sluttede sæsonen som ligaens dårligste forsvar målt på yards og var nummer 27 i tilladte point.

Nu bliver det Daronte Jones’ opgave at få styr på defensiven igen. Det er endnu uvist, om Dan Quinn vil fortsætte med selv at kalde spil, eller om ansvaret gives videre til Jones.

Jones, der er 47 år, har solid NFL-erfaring. Han har tidligere haft roller hos Miami Dolphins og Cincinnati Bengals, før han kom til Vikings i 2020. I 2021 var han defensiv koordinator hos collegeholdet LSU, inden han vendte tilbage til Minnesota, hvor han de seneste tre sæsoner har arbejdet under Brian Flores.

Med ansættelsen af Jones har Commanders nu begge koordinatorer på plads frem mod 2026-sæsonen. Både han og David Blough får deres første job som koordinatorer i NFL, mens Washington håber at finde tilbage til niveauet fra 2024 efter en skuffende 2025-sæson.