
Pittsburgh Steelers’ George Pickens scorede sit andet touchdown i 2024-sæsonen med stil, da han på akrobatisk vis udmanøvrerede Noah Igbinoghene i Washington Commanders’ endzone.
Ligaens receivers har leveret et overflødighedshorn af spektakulære touchdowns i grundspillet anno 2024. I tiende spillerunde blev Pittsburgh Steelers’ George Pickens den seneste receiver i rækken.
George Pickens åbnede ballet med stil, da han scorede det første touchdown i opgøret mellem Washington Commanders og Pittsburgh Steelers. Den 23-årige receiver modtog bolden i hjørnet af Commanders’ endzone, efter at han på akrobatisk vis kastede sig hen over sin direkte modstander Noah Igbinoghene og udviste fantastisk boldkontrol.
Det var George Pickens’ andet touchdown i 2024-sæsonen, efter at han havde grebet 35 bolde for 548 yards og en scoring før tiende spillerunde. Således står Pickens også noteret for flest grebne yards af alle Steelers’ spillere i år.
Pittsburgh Steelers valgte oprindeligt George Pickens i anden runde af 2022-draften. Før denne spillerunde havde Pickens spillet 42 kampe for Steelers med 2.489 yards og 10 touchdowns som følge.








