Der var spænding til det sidste, da ærkerivalerne Kansas City Chiefs og Las Vegas Raiders tørnede sammen på Arrowhead Stadium i Missouri.
Kansas City Chiefs er klar til slutspillet igen, efter at de besejrede Las Vegas Raiders med 19-17 på hjemmebane. De forsvarende mestre er således også det første hold, som har sikret slutspilsavancement i 2024-sæsonen.
Raiders skød sig selv i foden
Der skulle imidlertid en gedigen og uprovokeret fejl til fra Raiders’ side, før Chiefs kunne drage et lettelsens suk. Raiders havde nemlig en gylden mulighed for at stjæle en overraskende sejr.
I de døende sekunder havde Aidan O’Connell ført sit angreb frem til dét, der burde være en overkommelig field goal-afstand. Bevares, Daniel Carlson havde brændt tre spark tidligere på aftenen, men det var fra betydeligt længere afstand, og det lå i kortene, at han skulle bæres fra Arrowhead Stadium som helten, der fældede Chiefs.
Men Daniel Carlson fik slet ikke chancen for at udleve sin helterolle. I stedet begik Raiders’ center Jackson Powers-Johnson en kampafgørende fejl, da han sendte et skævt snap afsted til Aidan O’Connell på det sidste angrebsspil, hvor Raiders vitterligt bare skulle positionere sparket til Carlson. O’Connell kunne ikke håndtere snappet, som Chiefs i stedet samlede op.
Mahomes skrev Chiefs-historie
Forinden havde Patrick Mahomes skrevet historie, da han kastede sit 238. touchdown i karrieren. Med scoringen overgår Mahomes den tidligere quarterback Len Dawson på listen over spillere i Kansas City Chiefs’ historie, som har kastet flest touchdowns.
Scoringen indtraf i begyndelsen af opgøret, da Mahomes fandt sin receiver Justin Watson i endzone for et seks yard langt touchdown. Det var desuden 14. kamp i træk mellem Chiefs og Raiders, at Mahomes kastede et touchdown, hvilket er den længste aktuelle og indbyrdes stime i NFL.
Men som resultatet også indikerer, så havde Kansas City Chiefs’ angreb en relativt svær dag på kontoret. Det skyldtes ikke mindst, at Maxx Crosby og K’Lavon Chaisson konstant brød igennem Chiefs’ offensive linje og skabte kaos omkring Mahomes. Chiefs sluttede med 329 offensive yards, mens de måtte indkassere fem sacks.
“The Brock Bowers Show”
Hvis vi ser bort fra Raiders’ ihærdige forsvarsindsats, så spillede rookie Brock Bowers også en nøglerolle i Black Friday-opgøret. Steve Spagnuolos forsvar kunne slet ikke håndtere den talentfulde tight end, som sluttede opgøret med 10 grebne bolde for 140 yards og et touchdown.
Efter 13 spillerunder står Brock Bowers noteret for 84 grebne bolde, hvilket er fjerdeflest i NFL, mens han har grebet 884 yards og fire touchdowns. Således er Bowers faretruende tæt på rookie-rekorden for flest grebne bolde (86) og yards (1.076) af en tight end i NFL’s historie.
Summa summarum. Las Vegas Raiders viste flere positive takter, og var ualmindeligt tæt på at chokere NFL-verdenen ved at overvinde de forsvarende mestre på udebane. Kansas City Chiefs havde igen marginalerne på sin side, og de er nu slutspilsklar med 11 sejre i 12 forsøg.
Læs også: Optakt til Hjalte Froholdts opgør mod Vikings’ aggressive forsvar