Benhårde George Kittle
San Francisco 49ers’ superstjerne George Kittle er tilbage igen, efter at han missede fem kampe med en forstrækning i sit ene baglår.
Til syvende og sidst kunne George Kittle ikke forhindre, at 49ers tabte med 26-15 til Houston Texans, men han markerede alligevel “National Tight Ends Day” med en iøjnefaldende scoring.
Mac Jones, som afløste den skadede Brock Purdy for sjette gang i sæsonen, satsede alt på sin tight end, da han kastede bolden ned mellem Texans’ forsvarskæder. George Kittle var omringet af to Texans-spillere, men han fik alligevel tilkæmpet sig den ovale kugle og holdt fast i bolden. Han er altså benhård, Kittle.
Glem det – det er min bold!
I Tampa Bay kom Buccaneers tilbage på sporet, da de besejrede upåagtede New Orleans Saints med 23-3.
Som resultatet indikerer, så var det i høj grad Todd Bowles’ forsvars fortjeneste, at Buccaneers overvandt divisionsrivalerne. Faktisk producerede Buccaneers bare 212 offensive yards i opgøret.
Det var også en Buccaneers-forsvarsstjerne, som leverede kampens højdepunkt, da Antoine Winfield Jr. viste sin fænomenale råstyrke og flåede bolden ud af hænderne på Chris Olave, som dårligt nåede at gribe den. Spillet endte som en interception, men det kunne lige så godt have været en fumble.
Velkommen til NFL rookie!
Vi slutter rundturen på Mile High i Denver, hvor Broncos satte Dallas Cowboys godt og grundigt til vægs med en knusende sejr på 44-24.
Ét af kampens store højdepunkter indtraf i slutningen af første halvleg, da Broncos’ førsteårsspiller Pat Bryant scorede sit første touchdown som professionel.
Bo Nix, der sluttede kampen med 247 kastede yards og fire touchdowns, fandt sin unge receiver i Cowboys’ endzone på et elegant kast. Pat Byant udviste både flot boldkontrol og lækre fødder, da han hev bolde ind. Velkommen til NFL rookie!







