
New York Jets har indgået en længeventet treårig aftale med deres offensive talisman Breece Hall.
New York Jets har længe insisteret på, at Breece Hall skulle være en byggesten for fremtiden. Nu bliver intentionerne omsat til virkelighed.
Jets og Hall har landet en treårig aftale, som kan indbringe sidstnævnte i omegnen af 290 millioner danske kroner ($45.75 mio.).
Det er kun Philadelphia Eagles’ Saquon Barkley og San Francisco 49ers’ Christian McCaffrey, som står til at tjene mere end Breece Hall i løbet af de næste tre år af alle ligaens runningbacks.
Kontrakten er indgået i kølvandet på et længere forhandlingsforløb, hvor Breece Hall har været et brandvarmt navn på rygtebørsen. Det var især tilfældet, da transfermarkedet lukkede sidste år, hvor Jets handlede adskillige profiler væk for at spare lønkroner og starte genopbygningen af holdet.
Men New York Jets har løbende understreget, at Hall ikke var til salg – og det understregede de senest, da de benyttede deres franchise tag på den 24-årige runningback.
Breece Hall spillede sin hidtil bedste sæson som professionel i fjor, hvor han løb for 1.065 yards, greb 350 yards og scorede fem touchdowns.
Samlet set står Hall noteret for 3.398 løbede yards, 1.642 grebne yards og 27 touchdowns i sine første fire sæsoner som professionel. Det var også Jets, der oprindeligt valgte Hall i anden runde af 2022-draften.








