Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller førsteårs-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Tiden flyver, og vi nærmer os halvvejspunktet i grundspillet. Torsdag nat tog Cardinals og Broncos hul på syvende spillerunde, og henover weekenden og mandag er der 13 kampe i verdens bedste football-liga.

Derfor er det som traditionen tro blevet tid til fem fede matchups, du ikke må gå glip af.

1. DeAndre Hopkins vs. Jalen Ramsey
Efter tre sejre i træk til Texans og to klare – nok nærmere ydmygende – nederlag til Jaguars er AFC South helt åben igen. Derfor er det et sindssygt vigtigt divisionsopgør søndag, når Houston tager turen østpå til Jacksonville. Og når vi dykker ned i enkeltstående dueller, er der specielt én, der skiller sig ud. En duel mellem to stjerner. To kamphaner. To spillere, der altid træder ind på banen fyldt med selvtillid. Det er selvfølgelig Texans-receiver DeAndre Hopkins og Jaguars-cornerback Jalen Ramsey.

https://twitter.com/PirateLifeFF/status/1013979976650186752

Siden Ramseys indtræden i NFL i 2016 har de to stjerner haft flere drabelige dueller og givet hinanden kamp til stregen. I weekenden kommer de uden tvivl til at se en masse til hinanden igen, og jeg kan kun trække ved smilebåndet ved tanken om, hvor meget især Ramsey vil lade stemmebåndet køre. Hopkins har været fuldstændig ustyrlig i de seneste to kampe, og han afgjorde egenhændigt kampen mod Cowboys i overtid for små to uger siden. På den anden side må Ramsey være revanchelysten efter to kampe under niveau fra ham og resten af forsvaret. Det her matchup bliver fantastisk og virkelig afgørende for kampens udfald.

2. Sam Darnold vs. Vikings’ forsvar
Jets’ førsteårs-quarterback, Sam Darnold, har været elektrisk i de seneste to kampe. Søndag står han over for sin på papiret sværeste opgave i hans hidtil spæde karriere, når Vikings’ frygtede forsvar venter. Men vikingernes defensiv har ikke været helt så frygtindgydende i denne sæson som i sidste, og især holdets secondary har tilladt ukarakteristisk mange store spil. I seks kampe har NFLmings helte tilladt hele 26 kastespil på over 20 yards, mens modstanderne syv gange har flyttet bolden over 40 yards på et kastespil. Og hvis der er et område, hvor Darnold allerede har vist sig skarp, er det de dybe kast. Specielt i de seneste to kampe har han haft held med at finde blandt andre Robby Anderson dybt.

nhregister.com

Men det er ikke sikkert, at Darnold får tiden til at slynge bolden af sted, for mens de bagerste geledder har haltet, har pass rushet været særdeles giftigt. Især Danielle Hunter har været fantastisk spillende i Everson Griffens fravær og fører i øjeblikket NFL i sacks med syv af slagsen (førstepladsen deles med J.J. Watt). Så meget afhænger også af, hvor god beskyttelse den unge signal-caller får, og om han kan købe sig selv tid med sine atletiske evner. Det bliver en fed test for Gang Green’s nye franchise quarterback

3. Bears’ angreb vs. Patriots’ forsvar
Patriots fik en virkelig sejr i kampen om AFC-tronen, da Patrick Mahomes og Chiefs blev besejret 43-40 i et sandt pointorgie. Modsat måtte Bears lidt overraskende se sig besejret af Patriots’ divisionsrivaler fra Miami efter overtid. Nu står de to mandskab over for hinanden i et opgør, hvor jeg forventer problemer for Patriots på trods af favoritværdigheden. Bears’ angreb har nemlig mange af de styrker, der har givet Patriots-forsvaret problemer de seneste år. Her tænker jeg på et stærkt løbeangreb anført af Jordan Howard med den lille, lynhurtige schweizerkniv, Tarik Cohen, der kan det hele, og en kreativ spilkalder i cheftræner Matt Nagy.

Nagy kommer nemlig fra Chiefs og Andy Reid-skolen, så han hiver altid en masse kreative formationer op af hatten. Her bliver det især interessant, hvordan han bruger den dybe trussel Taylor Gabriel og førnævnte Cohen mod New Engand. Gabriel har mange af de samme kvaliteter som Chiefs’ Tyreek Hill, der brændte Patriots for 142 yards og tre touchdowns i SNF, mens Cohen kan gøre rigtig ondt på Patriots, hvis han isoleres mod linebackere som Dont’a Hightower eller Kyle Van Noy. Skakspillet mellem Nagy og Belichick er lige noget for NFL-nørder.

4. Adrian Peterson vs. Ezekiel Elliott
”Det er obligatorisk for os at slå Redskins.” Sådan sagde Ezekiel Elliott torsdag om Dallas Cowboys’ møde med divisionsrivalen Washington Redskins. Og selvom det lyder arrogant, er der noget om snakken, for Cowboys har vundet de seneste fire indbyrdes opgør og fører den indbyrdes statistik 70-44. Men lige nu er Redskins med 3-2 faktisk i førerpositionen i NFC East en halv kamp foran Dallas. Derfor kan søndagens brag være meget sigende for resten af sæsonen.

Og her jeg ser netop Ezekiel Elliott som en af to hovedrolleindehavere. Den anden er en rutineret ræv, nemlig runningback Adrian Peterson. Elliott har været blændende de seneste kampe og er uden tvivl en af ligaens allerbedste på positionen, mens AP har bevist, at han stadig kan løbe over forsvarsspillere i NFL. Den af de to, der har mest succes i rivalopgøret, kan meget vel sikre sit mandskab sejren. Redskins har nok en bedre offensiv linje end Cowboys, men til gengæld har America’s Team et bedre forsvar. Hvem der vinder løbespilsduellen søndag, kan vi kun gisne om, men det bliver spændende!

5. Saints’ angreb’ vs. Ravens’ forsvar
Det var gåsehudsfremkaldende, da Drew Brees for små to uger siden blev den quarterback i NFL-historien med flest kasteyards efter et touchdownkast til Tre’Quan Smith. Og det var også gåsehudsfremkaldende for elskere af stærkt forsvar, da Baltimore Ravens nedlagde Marcus Mariota hele 11 gange for et sack i søndags. En franchise-rekord. Og så må vi ikke glemme, at Titans samtidig blev holdt til et stort rundt nul på pointtavlen. Det er ligaens mest scorende angreb mod det forsvar, der har tilladt færrest point og har flest sacks, når Saints besøger Ravens i denne runde.

Der er så mange ting, hvor jeg er spændt på, hvordan de udfolder sig. Hvordan vil Ravens stoppe stjernereceiver Michael Thomas? Følger Jimmy Smith ham hele kampen, også i slotten, eller vil Baltimore forsøge at bringe ham ud af spillet med både en cornerback og en safety. Hvad med det tohovede runningback-monster Alvin Kamara og Mark Ingram. Kommer vi for det meste til at se syv, otte eller ni mand i boksen? Og sidst, men ikke mindst vil Ravens’ pass rush fortsat dominere mod en super stærk offensiv linje og en quarterback, der skiller sig uhyre hurtigt af med bolden? Jeg har ikke oplagte svar på nogen af spørgsmålene, så derfor må det godt blive søndag nu!