Hver uge udvælger vi fire interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Femte spillerunde i NFL bød på flere store resultater fra hold, der retmæssigt bør mene, at de fortjener mere opmærksomhed. Indianapolis Colts besejrede på overraskende vis Kansas City Chiefs efter at have domineret med løbespillet. San Francisco 49ers brugte samme formular til at knuse Cleveland Browns i Monday Night-kampen. Efter flere år i kulkælderen lader San Francisco til at være et hold, man kan regne med i NFC. Det er bestemt også en overraskelse. Andetsted i NFL var alt dog som det plejer. Både Washington Redskins og New York Jets leverede begge en miserabel indsats og har stadig deres første sejr til gode, mens Falcons atter en gang blev kastet i sænk.

Nu til ugens fire sjove matchups

1. Los Angeles Rams’ kasteangreb vs. San Francisco 49ers’ forsvar

Havde man kigget på dette opgøre inden sæsonen, var det nok de færreste, der havde forventet, at 49ers på nuværende tidspunkt ville være ubesejrede, og at Rams ville være i småproblemer. Det er dog virkeligheden inden sjette spillerunde, hvor vi fokuserer på en meget bred matchup i opgøret.

Los Angeles Rams havde i fjor ligaens næstmest effektive angreb, kun overgået af Chiefs. Det er ikke tilfældet i år, hvor holdet ligger på en middelmådig 12. plads. Los Angeles kan være ramt af de famøse Super Bowl-tømmermænd, men det meste tyder på, at det faldende niveau på den offensive linje er skurken. Jared Goff er ifølge Pro Football Focus den quarterback i NFL, der har været under pres flest gange. Det har noget at gøre med de mange gange, som Rams kaster bolden, men selv målt i procentdel er Goff blandt de fire mest pressede quarterbacks i NFL. Det er aldrig godt, men specielt ikke med en quarterback som Goff.

Den unge angrebsgenerel i Los Angeles er en fin spiller, men i sine fire sæsoner i NFL har han altid været dårligere end gennemsnittet, når han blev sat under pres. Så selv om Rams stadig flytter bolden og sætter point på tavlen, så sker det med langt lavere effektivitet end i 2018. Todd Gurleys skuffende sæson har også bidraget til problemerne i Los Angeles. Efter at have fået konstateret gigt i knæet er den talentfulde runningback blevet en mindre del af angrebet. Rams kaster langt mere på første down end på samme tidspunkt i fjor, og både løbespillet og kastespillet er mindre effektivt.

På angrebet er receiver-trioen bestående af Robert Woods, Brandin Cooks og Cooper Kupp dog stadig en velspillende og farlig gruppe. Specielt Cooper Kupp imponerer uge efter uge. Efter en grim knæskade i fjor har han lavet et imponerende comeback og er klart quarterbackens yndlingsmål. Holdets dybe trussel, Brandin Cooks, er tvivlsom til opgøret, men lad os håbe, han bliver klar.

Det bliver nemlig en svær opgave mod 49ers, der ifølge det anerkendte analysesite Football Outsiders, har ligaens næstbedste forsvar og dét bedste kasteforsvar i NFL. Det kommer som noget af en overraskelse, da holdet var blandt de seks dårligste i den kategori i den forgangne sæson. Spillere som K’Waun Williams og Akhello Witherspoon har dog taget et gevaldigt skridt op, og veteranen Richard Sherman spiller endnu bedre end i 2018, hvor han kæmpede sig tilbage fra en knæskade. Det betyder, at 49ers kun tillader 175 kasteyards per kamp, næstbedst i hele NFL. San Francisco er kun overgået af Patriots, der inden denne runde i fem kampe har mødt fire af ligaens mest ineffektive quarterbacks.

Witherspoon har været blandt ligaens mest effektive cornerbacks. Ifølge Pro Football Focus har han været i opdækning på 116 spil, blevet kastet efter 18 gange og kun tilladt seks catches. Desværre for San Francisco lader det ikke til, at han bliver klar. Witherspoons erstatning, unge Emmanuel Moseley, har dog gjort det fremragende. Hvordan Sherman, Williams og Moseley klarer sig over for Los Angeles’ tre dygtige receivere bliver en fryd at observere. Men holdet er mere end deres cornerbacks.

Nytilføjelser som Dee Ford og Kwon Alexander har været strålende succeser, mens holdets defensive linje lever op til deres potentiale. Nick Bosa, Arik Armstead og DeForest Buckner er blandt ligaens mest farlige på deres respektive positioner, og de tre kan få fest mod Los Angeles’ tvivlsomme indvendige offensive linje.

2.Dalvin Cook vs. Eagles’ løbeforsvar

En af denne sæsons store åbenbaringer har været den raske Dalvin Cook. Efter den dynamiske angrebsspiller fik ødelagt sine første to sæsoner af skader, har han været krumtappen for Minnesota Vikings. Den 24-årige runningback har på fem kampe løbet for mere end 500 yards, grebet bolde for 200 yards og snitter 5,9 yards per løb. Det er imponerende taget i betragtning af, at Vikings’ offensive linje ikke er blandt de dygtigste i NFL, tværtimod.

Cook har fremvist en imponerende kombination af balance, hastighed og godt fodarbejde. Runningbackens effektivitet i kastespillet såvel som løbespillet har været en kontinuerlig grund til glæde for Vikings-fans. Havde det ikke været for fremragende Christian McCaffrey, så havde vi talt meget mere om den sæson, som Cook har gang i.

Runningbacken bliver dog for alvor testet i søndagens tidlige opgør mod Philadelphia Eagles. Selv om Eagles har været slemt plaget af skader og forsvaret ikke helt har været på det niveau, som måske kunne forventes, så har holdet stadig ligaens statistisk bedste løbeforsvar. 63 yards per kamp tillader Philadelphia-forsvaret, hvis defensive linje bliver ledt an af Fletcher Cox og Brandon Graham.

De skal forsøge at neutralisere Cook på samme måde, som Chicago Bears formåede at gøre i spilleuge fire. Det er den eneste kamp i sæsonen, hvor et hold fik lukket ned for runningbacken. Eagles kan på deres bedste dage komme i nærheden af Bears-forsvaret, men deres linebackere burde ikke være så talentfulde i opdækningsspillet. Får de lukket ned for Cook i løbespillet, kan han gøre skade i kastespillet.

3. Patrick Mahomes vs. Deshaun Watson

To af ligaens mest opsigtsvækkende, højdepunktsskabende og dynamiske quarterbacks mødes søndag i det, der forhåbentlig bliver et brag af en kamp. Mahomes og Watson er begge blandt de fem quarterbacks, der i gennemsnit kaster for flest yards per kast. De to quarterbacks kommer dog helt forskelligt ind til opgøret.

Efter en forventet brandvarm start på sæsonen for sidste sæsons MVP, så har Mahomes været ukarakteristisk ineffektiv de seneste to uger. Chiefs slap med nød og næppe fra Detroit med en sejr og led sæsonens første nederlag til Colts søndag nat. I de to opgør har magiske Mahomes ramt på under 57% af sine kast og kun kastet et enkelt touchdown. Det står i stærk kontrast til det, vi forventer han leverer. Mahomes har stadig produceret flere fantastiske spil i de to kampe, men når det kommer til effektiviteten på banens sidste 20 yards, så står det skidt til. Efter at have været ligaens bedste quarterback i RedZone i 2018, er han ligaens tredjedårligste i denne sæson. Det skal Chiefs have styr på, hvis de vil nå langt.

Teksten fortsætter under tweeted

Texans derimod går ind til kampen med tanken fyldt med selvtillid. Holdet rundbarberede Falcons i spillerunde fem, og specielt Deshaun Watson var fantastisk. Quarterbacken forvandlede et par håbløse situationer til store spil og kastede Atlanta i stykker. For anden gang i karrieren blev Watson ikke sacket, og han takkede sin offensive linje ved at kaste for 426 yards, fem touchdowns og opnå en perfekt quarterback rating. Præcis som sin modpart i opgøret, så kan Watson levere det spektakulære, når man mindst venter det. Med våben som Deandre Hopkins og Will Fuller, så har han redskaberne til levere mange point, hvis den offensive linje kan beskytte Texans-quarterbacken.

Får Chiefs Tyreek Hill og Sammy Watkins tilbage, så er der lagt i kakkelovnen til et eksplosivt opgør.

4.Dolphins & Redskins vs. Endnu et nederlag

Hverken Washington Redskins eller Miami Dolphins har vundet en kamp endnu. Faktisk er de to hold blandt de mest deprimerende historier i år. Forskellen mellem de to mandskaber er dog, som den amerikanske journalist Kevin Clark fint pointerer, at Dolphins reelt ønsker at vinde så få kampe som muligt.

Miami mangler en quarterback for fremtiden, og har med stor sandsynlighed sigtekornet fæstet på Alabama-quarterback Tua Tagovailoa i næste års draft. Det krævet et højt draftvalg, og ved at handle mange af deres gode spillere væk, har Miami i år et historisk dårligt holdt. Yes!

Redskins forsøger at vinde så mange kampe som muligt. Det går dog ikke specielt godt grundet elendigt ejerskab, skam dig Daniel Snyder. Holdet fyrede tidligere på ugen cheftræner Jay Gruden og kan nu se frem til den ottende træner på mindre end 20 år med Snyder som ejer. Kun Norv Turner, den første træner under holdets nuværende ejer, vandt flere kampe end han tabte. Redskins’ største stjerne, venstre tackle Trent Williams nægter at spille for holdet, Washingtons to startende quarterbacks  (Alex Smith og Case Keenum) er begge ude med skader, Gruden ville ikke starte førsterundevalget Dwayne Haskins og det ser ud til, at Colt McCoy igen får lov til at lede tropperne igen. Holdets midlertidige cheftræner Bill Callahan har svoret, at han vil fokusere på at løbe bolden endnu mere end før. Alle statistikker viser, at Washington er væsentlige værre offensivt, når det løber bolden.

Ifølge Football Outsiders har Miami både ligaens klart dårligste forsvar OG dårligste angreb, mens Redskins på imponerende vis kun har det tredjedårligste angreb og fjerdedårligste forsvar. Tillykke Washington!

Dette bliver på mange måder et af rundens mest interessante dueller. Desværre på en ret så trist måde. Alt tyder dog på, at et af disse hold kan gå ind til næste spillerunde med sæsonens første sejr.  Undskyld til alle, der ser denne kamp.