Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Endelig! NFL-sæsonen er over os. De forsvarende mestre fra Philadelphia Eagles åbnede sæsonen hjemme mod Atlanta Falcons i et intenst opgør, som efter en nervepirrende afslutning endte 18-12 til Eagles.

Søndag gælder det så den første rigtige NFL ’Sunday’ i otte måneder, når der er 13 kampe på programmet, mens der er dobbelt op på Monday Night Football natten til tirsdag dansk tid.

Lige som sidste år giver vi dig hver uge fem interessante matchups, du ikke må gå glip af. Her får du de fem fedeste i første spillerunde.

1. Odell Beckham Jr. vs. Jalen Ramsey
Hvad siger du til en omgang af ligaens bedste receiver mod den bedste cornerback? Det er i hvert fald to af de bedste på hver sin position, når OBJ og Jalen Ramsey står over for hinanden. Og ikke nok med, at det er to ekstremt talentfulde spillere, der er garant for ypperlig football, så er det også to spillere med karisma og følelser. To spillere, der elsker spillet. To spillere, der er fyldt med selvtillid. OBJ er nu den bedst betalte receiver i NFL, mens Ramsey har svinet de fleste af ligaens quarterbacks – deriblandt Eli Manning.

https://twitter.com/JordanRaanan/status/1037368209249366017

Den direkte stjerneduel bliver meget afgørende for kampens udfald. Odell Beckham er nødt til at vinde duellen, for ellers bliver det for svært for Giants at flytte bolden mod et virkeligt stærkt Jaguars-forsvar. Modsat kan man sige, at Ramsey skal ramme sit topniveau, for OBJ kan tage bolden til huset på ethvert spil, og så er det ligegyldigt, om holdkammeraterne har gjort deres arbejde. Du kan godt finde popcornene frem til det her matchup!

2. Deshaun Watson vs. Patriots’ forsvar
Deshaun Watson leverede adskillige fornemme præstationer, før han rev sit korsbånd over midtvejs i hans rookie-sæson. De allerførste prøver på det store talent kom på Gillette Stadium i starten sæsonen, hvor Watson var tæt på at bryde den forbandelse, der hviler over førsteårs-quarterbacks, når de står over for et forsvar anført af Bill Belichick. Men et sublimt touchdown fra Tom Brady til Brandin Cooks med få sekunder tilbage reddede Patriots.

Boston Herald

I første spillerunde har Texans’ franchise-quarterback mulighed for revanche, når han spiller sin første betydende kamp siden den alvorlige skade. Det bliver ekstremt interessant at se Watson mod et Patriots-forsvar, som quarterbacken splittede ad for et år siden, og som har meget at bevise efter en elendig indsats i Super Bowl. Linebacker Dont’a Hightower gør formentlig comeback for New England, mens vi også får holdets lovende pass rushere at se. Det store spørgsmål er dog, om Watson er skarp nok til at udnytte, at mindre dygtige Eric Rowe starter på cornerback for Patriots.

3. Myles Garrett vs. Alejandro Villanueva
Sjældent er en offensiv tackle blev trynet så meget som Eagles’ Vaitai, da han stod over for Myles Garrett i preseason. Garrett, der blev valgt som den allerførste spiller i sidste års draft, kunne meget vel stå foran en kæmpe sæson. En sæson, der begynder mod de forsvarende NFC North-mestre fra Pittsburgh Steelers, som har besejret Browns igen og igen og igen det seneste årti.

Her kommer Garrett til at stå over en rigtig god offensiv linje og se meget til bundsolide Alejandro Villanueva i en nøgleduel for kampens udfald. Garretts succesrate med at vriste sig fri af Villanuevas blokeringer bliver meget afgørende for Browns’ muligheder for at holde Steelers nede på et antal point, der giver Browns chancen for at vinde opgøret. Den brutalt stærke og atletiske pass rusher kan virkelig gøre det til en lang aften for Big Ben, og han kan også gøre ondt på unge James Conner i backfield, hvis han får chancen. Så Alejandro, du har en stor opgave foran dig.

4. Cowboys’ offensive linje vs. Panthers’ front syv
Cowboys’ helt store styrke de seneste år er måske ikke så stor en styrke længere. All-Pro center Travis Frederick er nemlig ude på ubestemt tid, mens det er tvivlsomt, om venstre tackle Tyron Smith er i topform efter at have døjet med adskillige skader i sidste sæson. Chancen for succes afhænger i høj grad af den offensive linje og løbeangrebet med Ezekiel Elliott, der er og skal være hjertet på det her Cowboys-mandskab. Men med skaden til Frederick og rokeringerne på linjen er det umuligt at sige, hvilket niveau enheden har.

Det får vi en idé om i sæsonpremieren mod et Carolina Panthers-forsvar, der har sin styrke i fronten med en god defensiv linje og selvfølgelig lederen over dem alle, linebacker Luke Kuechly. Carolina vil uden tvivl sætte otte eller ni mand i boksen og gøre alt for at stoppe løbet. Tidligere har det ikke forhindret Cowboys i at løbe bolden effektivt, men med den svækkede offensive linje kan det blive meget vanskeligere for Dallas at dominere i skyttegravene. ’America’s Team’ skal vise, at de kan flytte bolden langs jorden mod et godt løbeforsvar, ellers taber de både kampen og sæsonen på sigt.

5. Aaron Rodgers vs. Bears’ forsvar
”Tager du pis på mig? Skal jeg også tænke på Khalil Mack nu?!” Sådan har det meget vel lydt oppe i hovedet på Aaron Rodgers, da han fandt ud af, at hans første modstander i sæsonen havde fået fingrene i en af NFL’s allerbedste pass rushere. For det kan godt være, at A-Rod og Packers har haft overhånden i ligaens ældste rivalopgør de seneste mange år, men det er længe siden, at ostehovederne har stået over for så godt et Bears-forsvar. Ud over Mack kan den defensive koordinator, Vic Fangio, gøre brug af dygtige spillere som DT Akiem Hicks, DE Leonard Floyd, LB Danny Trevathan, LB Roquan Smith, CB Kyle Fuller og S Adrian Amos.

LÆS OGSÅ: Raiders sender Khalil Mack til Chicago

Det er en enhed, der har potentialet til at få selv den bedste quarterback til at se ordinær ud, og derfor kan vi få noget af en sværdvægtsfight i sæsonens første ’Sunday Night Football’-opgør. Jeg kan simpelthen ikke vente med at se, hvordan geniet Fangio vil benytte sine brikker. Stoler han på, at Floyd og Mack kan kreere så meget pass rush, at han ikke behøver at blitze, eller sender han en masse folk efter Rodgers og håber på, at de dygtige folk i bagenden kan klare sig? Det bliver et skakspil af høj kvalitet. Derudover skal vi holde et vågent øje med duellen mellem wide receiver Davante Adams og cornerback Kyle Fuller. Begge spillere bliver bedre og bedre og er ved at etablere sig blandt de bedste på deres respektive position.