Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Tiden flyver, og over halvdelen af kampene grundspillet er allerede blevet spillet. Torsdag nat tog Seahawks og Packers hul på 11. spillerunde i et ekstremt vigtigt NFC-opgør, og henover weekenden og mandag er der mange flere fede kampe i verdens bedste football-liga.

Derfor er det som traditionen tro blevet tid til fem interessante matchups, du bare ikke må gå glip af.

1. Andrew Luck vs. Titans’ forsvar
Selvom Houston Texans i øjeblikket fører AFC South efter seks sejre i træk, er divisionen fuldstændig åben. Derfor er det et ekstremt vigtigt opgør, når Indianapolis og Tennessee brager sammen søndag.

bleedingcool.com

Begge hold er rigtig godt kørende med henholdsvis tre og to sejre i træk og ser ud til at være seriøse slutspilskandidater. Colts og Titans er virkelig stærke på hver sin side af bolden. Frank Reich har sat sit tydelige præg på Colts’ offensiv, hvor en forrygende spillende Andrew Luck (mindst tre kastetouchdowns de seneste seks kampe) og en bundsolid offensiv linje udgør et sprudlende angreb. Modsat er Titans’ forsvar bare godt hele vejen rundt og har tilladt færrest point af alle hold i denne sæson med 16,8 per kamp.

Hvorvidt Colts kan fortsætte sin offensive dominans, eller om Titans kan tryne hjemmeholdets angreb, som de gjorde mod Patriots i seneste spillerunde, er nøglen i opgøret. Luck er under Reich fremragende til at sprede bolden rundt til alle sine receivere, så alt ikke hviler på T.Y. Hiltons skuldre. Men Titans har en stærk secondary, der kan gøre livet surt for de fleste receivergrupper. Med Adoree’ Jackson, Logan Ryan, Kevin Byard og Kenny Vaccaro kan Tennessee både dække eksplosive og vævre receivere samt tight ends, som Reich og Luck er yderst glade for at benytte. Jeg kan ikke vente med at se, hvem der trækker det længste strå i duellen mellem to super dygtige enheder.

2. John Harbaugh vs. Marvin Lewis
Både Ravens og Bengals er stadig en del af slutspilsbilledet, men de to AFC North-mandskabers formkurver er stærkt nedadgående. Ravens har tabt tre kampe i træk, mens Bengals har måttet se sig slået i tre af de seneste fire kampe med en ydmygelse hjemme mod Saints i frisk erindring. Derfor er det to cheftrænere under et gevaldigt pres. De er begge i fare for at miste deres job, og den tabende træner må sammen med sit hold højst sandsynligt kigge langt efter slutspillet i denne sæson.

***LÆS OGSÅ: Hue Jackson er tilbage i Cincinnati!

Ud over den manglende jobsikkerhed er der også flere interessante aspekter i opgøret, som jeg er virkelig spændt på, hvordan de to trænere håndtere. Harbaugh skal undvære sin startende quarterback Joe Flacco. Dermed skal enten førsteårs-quarterback Lamar Jackson eller den tidligere Redskins-stjerne Robert Griffin III i aktion, og det er virkelig afgørende, hvor godt Harbaugh lykkes med at klæde den udvalgte starter bag center på. Modsat har Bengals’ forsvar været horribelt i mange kampe, hvilket ellers skulle være Lewis’ ekspertise. Den defensive koordinator Teryl Austin er smidt på porten, og hvis defensiven ikke viser fremskridt, må det falde tilbage på cheftræneren.

3. Steelers’ angreb vs. Jaguars’ forsvar
Der er løbet meget vand under broen, siden Jaguars overraskende slog Steelers ud af slutspillet i sidste sæson. Jaguars har slet ikke været i nærheden af 2017-sæsonens høje niveau, og især forsvaret er fuldstændig ugenkendeligt. Modsat startede Steelers sæsonen langsomt, men har været fremragende de seneste mange kampe. Allersenest udraderede Pittsburgh anført af en blændende Ben Roethlisberger Carolina Panthers ved at score 52 point (45 point af angrebet). Jalen Ramsey og co. er altså nødt til at finde tilbage til sidste års storspil for at kunne følge med brandvarme Steelers. Jacksonville SKAL vinde for at holde det spinkle slutspilshåb i live, og selvom det kan lyde som en cliché, forventer jeg, at de kommer ekstremt tændte og velforberedte til opgøret.

Det største fokus ligger på matchup’et mellem Steelers-angrebet og Jauars-forsvaret. Florida-holdets defensiv fik Big Ben til at ligne en færdig quarterback i de to holds første indbyrdes møde sidste år, mens Big Ben for det meste var flyvende i slutspilsnederlaget i januar. Jalen Ramsey og A.J. Bouye har begge haft virkelig vanskeligt ved at dække Antonio Brown. Det bliver de nødt til at forbedre søndag uden at give for meget frirum til JuJu Smith-Schuster. Derudover er Jacksonvilles løbeforsvar nødt til at steppe op, hvis ikke James Conner skal fortsætte sin fantastiske produktion i hans første kamp efter Le’Veon Bell-sagaens afslutning. Det er ”show up eller go home” for hjemmeholdet.

4. Bears’ offensive linje vs. Vikings’ defensive linje
Søndag nat får vi en hårdtslående lækkerbisken, når et propfyldt Soldier Field i Chicago lægger græs til en direkte kamp om førstepladsen i NFC North. Som vi ellers har været vant til de seneste mange år i divisionen, er Packers ikke involveret i kampen om førstepladsen (ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald), men i stedet er Bears igen at finde på den store scene, og de møder naturligvis Vikings. Kampen summer af intensitet, brutale hits og spænding til det sidste. Personligt forventer jeg altså ikke et offensivt festfyrværkeri, men glæder mig til et fysisk brag en kamp.

Af den årsag kigger jeg også mod skyttegravene for at finde kampens fedeste duel. NFLmings lilla helte har en fantastisk defensiv linje, der er på en delt førsteplads over sacks i NFL med 31. Senest blev det til 11 sacks og en klubrekord, da Minnesota trynede Detroit før holdets bye-week, hvor Danielle Hunter noterede sig for hele 3,5 af slagsen. Hunter og co. får dog ikke en overkommelig vej ind til quarterbacken mod Bears, der har en bundsolid offensiv linje. Blot 18 gange i sæsonen har Mitchell Trubisky måttet bide i græsset efter et sack, og kun otte andre hold beskytter quarterbacken bedre end det. Det skal dog påpeges, at Bears’ linje er en smule svækket på grund af en skade til G Kyle Long, men det ændre ikke på kvaliteten og vigtigheden af kampen i skyttegravene.

5. Los Angeles Rams vs. Kansas City Chiefs
Sæsonens måske fedeste opgør er blevet flyttet fra Mexico til Los Angeles, men det ændrer ikke på, at vi får en helt ekstraordinær fed kamp at se. Det er to af NFL’s bedste og mest underholdende hold, der støder sammen, når Rams får besøg Chiefs. Det er en meget mulig Super Bowl-konstellation. En kamp mellem to af ligaens bedste cheftrænere i Sean McVay og Andy Reid. En kamp mellem to af ligaens allerbedste angreb. Og i det hele taget et topbrag med en kæmpe bunke af højkvalitets dueller. Så mange, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal starte.

***LÆS OGSÅ: NFL flytter Rams-Chiefs brag til Los Angeles

Jeg vil dog nævne et par af de mest interessante. Først og fremmest bliver det ekstremt interessant, hvordan Marcus Peters klarer sig mod sit tidligere hold og ikke mindst Tyreek Hill. Peters er kendt for sin aggressivitet, der har ført til mange store spil og interceptions, men i denne sæson er han for det meste blevet brændt. Og hvis der er noget, Hill er god til, så er det at brænde cornerbacks med sin uhyggelige fart og retningsskift. Derudover er det naturligvis virkelig afgørende, hvilken af de to quarterbacks og MVP-kandidater, Jared Goff og Patrick Mahomes, der gør det bedst. Og ja, så er der ham Aaron Donald, som Chiefs er nødt til at have en grundig plan for at håndtere. Ellers kan han afgøre kampen på egen hånd. Fik jeg sagt, at jeg glæder mig!?