Tusindvis af fans var arrige, da NFL søndag aflyste den årlige Hall of Fame kamp. 

Normalt aflyser NFL kun kampe, hvis der er tale om ekstreme vejr-forhold, som f.eks. et tag der kollapser i Minnesota, eller en bane, der ligger begravet i sne. 

Natten til mandag var det dog helt andre forhold, der gjorde sig gældende, da den traditionsrige Hall of Fame kamp blev aflyst. 

NFL havde simpelthen ikke nået at få banen i orden til kampstart. 

De har ellers lagt masser af billeder på Twitter og andre sociale medier med “Nu er vi næsten kampklar” og “her skal snart spilles football” – men sådan gik det ikke. 

Green Bay Packers og Indianapolis Colts skulle have åbnet deres og NFLs pre-season med kampen i Canton, men dagen efter tre af deres største helte blev indlemmet i Hall of Fame, kunne de skuffede forlade den lille by i Ohio igen.   

Skuffelsen står dog ikke mål med de mange tusinder fremmødte fans. Mange som er kommet langvejs fra for at se kampen. 

Banen var i så dårlig forfatning efter en Tim McGraw koncert fredag aften og den store Hall of Fame ceremoni lørdag, at NFL vurderede den var uforsvarlig at spille på. 

Da banepersonalet tog plader og pressenning af, der havde “beskyttet” græstæppet, var såvel midten af banen som de to end zones stenhårde og meget glatte.

Det var angiveligt banemalingen, der var smeltet og havde gjort underlaget mere til asfalt end græs. Efter flere timers forsøg på at forbedre forholdene måtte de ansvarlige til sidst give op, og NFL valgte valgte at aflyse opgøret. 

I stedet forsøgte NFL, at råde bod på skaderne ved at lave en hyggefest med fans og spillere, og tilbød fans at de kunne få billetterne refunderet (de sagde dog ikke noget om flybilletter, hotel mm.).

Det er et kæmpe nederlag for den store PR-maskine, og det vil uden tvivl få konsekvenser for den fremtidige afvikling af hele Hall of Fame arrangementet.