Khalil Herbert rykker til junglen

0

Khalil Herbert var kommet i overskud i Chicago, og derfor har Bears indgået en handel med Cincinnati Bengals om den 26-årige runningback.

Chicago Bears har slået en handel af med Bengals, der sender Khalil Herbert til Cincinnati. Bengals betaler et valg i syvende runde af 2025-draften retur til Illinois.

Khalil Herbert var kommet i overskud i Chicago, efter at Bears forstærkede sig med D’Andre Swift i foråret. Derfor var det naturligt, at Bears forsøgte at slippe af med Herbert før transfervinduet lukker klokken 22:00 dansk tid tirsdag d. 5. november 2024.

Læs også: Gul Kluds Trade Tracker!

Således står Khalil Herbert også bare noteret for otte boldberøringer i 2024-sæsonen med 20 offensive yards og et touchdown som følge. Til sammenligning har D’Andre Swift produceret 534 offensive yards og scoret fire touchdowns i år.

I Cincinnati skal Herbert supplere Chase Brown i Bengals’ løbeangreb. Brown har spillet en flot halvsæson, hvor han har løbet for 479 yards, grebet 98 yards og scoret seks touchdowns. Dermed sidder Chase Brown også tungt på rollen som startende runningback hos Bengals.

Dermed skal Khalil Herbert først og fremmest forstærke bredden i Cincinnati Bengals’ løbeangreb. Efter ni spillerunder har Bengals vundet fire af ni kampe og de indtager aktuelt en tredjeplads i AFC North. Bengals møder divisionsrivalerne fra Baltimore Ravens i den kommende torsdagskamp.

Læs også: Lions henter Hutchinson-afløser i Cleveland