Ravens har tradet den 24-årige Kamalei Correa til Titans i bytte for et sjetterundevalg i næste års draft. Correa nåede blot at spille to sæsoner hos Baltimore.

Correa blev valgt med valg nummer 42 i 2016-draften. Han nåede at spille i 25 kampe hos Ravens, heraf fire fra start. Han har spillet både inderside og yderside linebacker, men aldrig godt nok til at få en starterplads.

Han spillede dog fremragende i den første preseason-kamp mod Chicago Bears, hvor han på blot 37 snaps havde seks tacklinger, tre sacks, en fremtvungen fumble, en interception og slog to kast til jorden.

Han er en spiller med et potentiale, som han dog aldrig fik forløst hos Ravens. I Tennessee håber man at kunne få det bedste ud af en spiller, som man kender særdeles godt. Holdets nye defensive koordinator, Dean Pees, stod nemlig i spidsen for Ravens forsvar begge år Correa spillede der.