Antonio Brown er efter sigende endelig færdig i Pittsburgh Steelers. Han skal fremover spille for Buffalo Bills.


Opdatering 13.30: Bills’ general manager afviser, at Brown kommer til Bills. De har dog været i forhandlinger med Steelers, bekræfter han. Læs mere her.


Opdatering 07.00: Flere journalister fra andre medier har afvist NFL Network-journalisten Ian Rapoports historie om, at Antonio Brown skulle være på vej til Bills. Brown selv har også kommenteret “Fake news” til et opslag på Instagram. NFL Network har dog ikke trukket historien tilbage.  


Så skulle der komme en konklusion på sagaen om Antonio Brown.

Antonio Brown har igennem hele foråret været utilfreds i Pittsburgh Steelers og skulle flere gange have bedt om at blive sendt til et andet hold – et ønske, Steeelers angiveligt har været villige til at opfylde.

Forleden rapporterede flere pålidelige NFL-journalister, at de kom tættere og tættere på en handel, og at handlen formentlig allerede ville falde på plads før fredag. Og det ser ud til, at de får ret.

Torsdag aften amerikansk tid – og tidligt fredag morgen dansk tid – kan NFL Networks Ian Rapoport således rapportere, at Antonio Brown er meget tæt på at ryge til Buffalo Bills. Der er dog stadig et par småting, der skal løses, meddeler han.

Brown, 30 år, bliver straks Buffalo Bills’ største receiverprofil. I sidste sæson var Zay Jones og Robert Foster de to bedste receivere i Bills, og de to stod tilsammen for 1.193 yards og 10 touchdowns. Til sammenligning stod Brown alene for 1.297 yards og 15 touchdowns for Steelers, og det er altså en giftig receiver, som Buffalo Bills’ andenårsquarterback Josh Allen får sig.

I de seneste otte sæsoner har Brown kun grebet for under 1000 yards i én sæson, og det var tilbage i 2012, hvor han kun spillede 13 kampe.