Antonio Brown kommer ikke til Buffalo Bills, slår holdets general manager fast.

En spøjs sag ser ud til at være overstået, men det er Antonio Brown-sagaen til gengæld ikke.

Tidligt fredag morgen dansk tid kunne NFL Network ellers rapportere, at Pittsburgh Steelers og Buffalo Bills var detaljer fra at blive enige om en handel, som ville sende den utilfredse stjernereceiver til Buffalo.

*** Medie: Bills forsøger at hente Antonio Brown

Den afsløring blev til gengæld mødt med stor skepsis fra flere andre NFL-journalister, og flere såede hurtigt tvivl om handlen. Blandt andre skrev Buffalo News-journalisten Vic Carucci på Twitter, at kilder fortalte ham, at en sådan handel var usandsynlig.

Et par timer senere blandede ESPN’s NFL-insider Adam Schefter sig også, og han erklærede, at handlen allerede var død i onsdags. Siden har Schefter også hørt fra Buffalo Bills’ general manager, Brandon Beane, der lukker døren for, at Brown kommer til Bills. Parterne forhandlede ellers, fortæller Beane.

– Vi henvendte os angående Antonio Brown tirsdag og holdt samtaler med Steelers. Vi havde positive diskussioner, men i sidste ende gav det ikke mening for nogen af os. Så selvom Antonio Brown er en virkelig dygtig spiller, er vi kommet videre, og vores fokus er på free agency, fortæller Beane.

NFL Network-journalisten Ian Rapoport har efterfølgende også meldt ud, at handlen ikke bliver til noget.

Hvem der henter Antonio Brown forbliver altså i det uvisse lidt endnu. Det forlød ellers, at Steelers forventede, at en handel ville falde på plads fredag, men efter at forhandlingerne med Bills brød sammen tidligere på ugen, ser det ud til at blive svært.