
Temperaturen var under frysepunktet, da Green Bay Packers var vært for den sene Thanksgiving-kamp mod Miami Dolphins.
Gul Klud, Green Bay
Med 24 point i en flot første halvleg sikrede Green Bay Packers sig en 30-17 sejr i den sene Thanksgiving-kamp. Dolphins indledte et sent comeback, men måtte tage tilbage til Miami med forfrysninger i sejrskolonnen efter tre sejre i træk.
Title Town
Green Bay er en søvnig lille by i det nordlige Wisconsin, hvor der ikke sker ret meget… bortset fra når de lokale yndlinge fra Packers spiller. Så er byen fyldt med forventningsfulde fans, der kommer langvejs fra, fylder barer, griller på parkeringspladser, og drikker shots for at holde varmen, mens man overalt hører kampråbet: Go Pack Go.
Sådan er det otte-ni søndage i efteråret, men sjældent om torsdagen. Faktisk var kampen i aften blot anden gang nogensinde, at det legendariske Lambeau Field var vært for en Thanksgiving-kamp. Borset fra en kamp mod Bears i 2015, skal man helt tilbage til 1923 for at finde den seneste Thanksgiving-kamp i Green Bay, og dengang spillede Packers på Bellevue Field.
Torsdag aften var der helt præcist 77.301 tilskuere på plads på det 67 år gamle stadion. Eller sagt på en anden måde: Der er kun fire byer i Danmark, der er større end det antal fans, der torsdag aften trodsede frostgrader og familiehygge for at heppe på deres helte.
Katastrofeplay gav Packers tidlig føring
Dolphins startede kampen fint og fik stoppet Packers på deres første drive, men når man kommer fra solrige Florida og er på besøg i the Frozen Tundra, så kan alt ske. Forholdene er anderledes, banen er anderledes, bolden opfører sig anderledes, og man har små 80.000 rabiate osteklædte fans, der larmer mere end et DJ sæt til et beachparty i Miami.
Det måtte Dolphins punt returner Malik Washington sande, da han muffede Packers punt dybt i eget territorie, og Packers-spillerne fik fat i den løse bold til øredøvende jubel fra lægterne på Lambeau Field.
Få plays senere eksploderede det legendariske stadion igen i jubel, da Jordan Love fandt receiver Jayden Reed til kampens første scoring og en 7-0 føring til hjemmeholdet.
Reed all about it…
Packers kom også foran 14-0 i første quarter, da holdets nye runningback Josh Jacobs scorede et kort touchdown, inden Dolphins fik reduceret til 14-3 på et Jason Sanders field goal.
Hjemmeholdet og Jayden Reed var dog ikke helt færdige med at give det frysende publikum noget at varme sig på. Kort før pausen fandt Jordan Love igen sin yndlings-receiver, og med gode blokeringer foran sig kunne han score sit andet touchdown.
Og for bare lige at gnide mere ost i delfinernes finner, nåede Packers at score et field goal, så stillingen ved pausen var 24-3 til hjemmeholdet.
Dybfrosne Dolphins
Miami Dolphins har ikke vundet en kamp siden 2016, når temperaturen har været under 5 grader, og faktisk har quarterback Tua Togavailoa aldrig vundet, når termometret rammer nul grader.
I Green Bay torsdag aften dalede sneen stille ned, mens termometret viste minus tre grader. De solvante Dolphins-spillere fandt dog lidt at varme sig på, da Devon Achane scorede touchdown i slutningen af tredje quarter og Jaylen Waddle tilføjede en two-point-conversion til 27-11.
Kampens afgørelse kom dog ikke på en scoring, men tværtimod på en misset mulighed. Med 10 minutter tilbage stod Dolphins på Packers 1 yard linje, men kunne i tre forsøg ikke få bolden ind, så Packers føring forblev på 16 point, hvor en yderligere Dolphins-reducering kunne have gjort resten af kampen særdeles spændende.
Det lykkedes dog Dolphins at score et touchdown kort før tid, hvor Tua Togavailoa viste, hvor hurtigt og effektivt angrebet kan være, da han få ganske få plays kørte sit hold ned af banen og kastede et noget heldigt touchdown til Tyreek Hill, hvor bolden ramte både fjender og venner, inden den landede i hænderne på Hill.
Brandon McManus lavede alle Packers point i anden halvleg, da han scorede to field goals efter pausen.
LaFleur i fint selskab
Packers headcoach Matt LaFleur har været meget succesrig i sin tid i Green Bay. Faktisk så succesrig, at han torsdag overhalede legender som Andy Reid, Mike Holmgren og Bill Cowher for flest sejre i sine første seks sæsoner som headcoach.
LaFleurs 65 sejre er næstflest nogensinde – kun overgået af George Seifert, der vandt 75 kampe i sine første seks sæsoner i spidsen for 49ers.
Han er nu også 19-9 mod modstandere fra AFC-halvdelen. Bedst af alle trænere siden han tiltrådte i 2019.
Hvad venter der nu?
Med nederlaget kan Miami Dolphins er nu 5-7, og det betyder at divisionsrivalen Buffalo Bills allerede på søndag kan sikre sig AFC East divisionen. Se her hvad det kræver. Næste kamp for Dolphins er søndag i spilleuge 14 mod New York Jets.
Så længe skal Packers (9-3) ikke vente. De skal nemlig spille igen allerede på torsdag, når der er topbrag i NFC North mod Detroit Lions (11-1). Lions vandt tidligere torsdag over Chicago Bears, hvor sidstnævnte begik en kæmpe brøler til sidst i kampen.







