Hvordan er det gået dit hold på Thanksgiving?

0

Torsdag er der hele tre Thanksgiving-kampe i dit fjernsyn. Men hvordan er det gået de forskellige hold på denne amerikanske football-helligdag?

Gul Klud, Chicago

Lions og Cowboys er blevet lige så meget en del af amerikanernes Thanksgiving som kalkuner og familiehygge. Og forhåbentlig sidder rigtig mange danskere også klar ved tv-skærmen med lidt fugl og brun sovs.

De to NFL-hold har i årtier været faste traditioner på helligdagen. Og udover maden på tallerknen så har Detroit og Dallas længe ageret forret og hovedret, mens NFL først introducerede desserten i form af en tredje kamp i 2006.

Selvom helligdagen i USA står i familiens tegn og er en anledning til hygge, mad og glade ansigter, så er Løverne og Cowboyderne gennem tiden ikke altid gået fra banen med et smil på læberne. Kampene tæller trods alt, og udeholdet kommer med målet om at ødelægge festen.

Så… hvor gode har Lions og Cowboys egentlig været på Thanksgiving? Og gør det en forskel at være hjemmehold i denne årlige midtugekamp?

Her er et tilbageblik på, hvordan hvert NFL-hold har klaret sig på kalkundagen:

Hvordan er det gået Detroit Lions’ på Thanksgiving?

Lions har været værter for Thanksgiving-kampe i 90 år, men ikke uden kontroverser.

Detroit spillede sin første Thanksgiving-kamp mod Chicago Bears i 1934 og har spillet på den amerikanske helligdag hvert år siden 1945. Holdet har ikke altid været lige så skarpt, som vi ser nu i disse glade Jared Goff dage (tak for ham, siger de nok i Detroit), så i deres 84 Thanksgiving-kampe, har de kun vundet 37, tabt 45 og spillet to uafgjort.

I dette århundrede har Lions sjældent kunne mønstre et særlig godt mandskab, og de er 6-18 på Thanksgiving siden år 2000, inklusiv en ordentlig lussing sidste år af Green Bay. De har faktisk ikke vundet siden 2016, og det er bestemt ikke noget nemt opgør de har torsdag mod divisionsrivalen Chicago Bears.

På grund af de mange elendige Lions-hold, opstod der nærmest et krav om at fjerne holdet fra Thanksgiving. Helt skidt var det i 2008, hvor Lions var 0-11 i sæsonen og havde tabt sine seneste fire Thanksgiving-kampe. Det blev endnu værre, da de blev kørt over med 47-10 af Tennessee Titans, men NFL fastholdt heldigvis traditionen, og Lions har stadig sin faste plads som forret på Thanksgiving.

Hvordan er det gået Dallas Cowboys på Thanksgiving?

Im modsætning til Lions, så har Cowboys vundet flere kampe, end de har tabt på Thanksgiving gennem tiden. Cowboys blev en fast tradition på den fjerde torsdag i november i 1966, og har med undtagelse af 1975 ageret andenviolin hvert år siden.

Af deres hidtidige 56 kampe på Thanksgiving har Cowboys vundet de 33, tabt 22 og spillet en enkelt uafgjort.

Deres bedste Thanksgiving-periode var i begyndelsen af 1980’erne, hvor holdet satte en klubrekord ved at vinde seks Thanksgiving-kampe i træk fra 1980 til 1985.

Cowboys har dog kun været en smule bedre end Lions på Thanksgiving i de senere år. Dallas havde tabt tre kampe i træk fra 2019-21, før de brød den dårlige stime mod divisionsrivalerne New York Giants i 2022 og derefter besejrede Washington Commanders sidste år. Torsdag står de igen over for Giants.

Hvem har IKKE spillet på Thanksgiving? Og hvordan er det gået dit hold? Fortsæt artikel