
NFL serverer desserten i Baltimore, hvor superstjernerne Lamar Jackson og Joe Burrow krydser klinger.
NFL lukker og slukker Thanksgiving i Baltimore med et vaskeægte divisionsbrag. Det er Ravens mod Cincinnati Bengals, det er den dobbelte MVP Lamar Jackson mod fænomenale Joe Burrow.
I de seneste 19 år har NFL serveret en tredje kamp som dessert til sin Thanksgiving-menu. Mens traditionen byder, at de to tidlige kampe skal spilles i Detroit og i Dallas, så ligger det ikke på forhånd fast, hvem der skal lukke festen.
Det er tredje gang, at NFL spiller den sene Thanksgiving-kamp i Baltimore. Senest var i 2013, hvor Ravens besejrede ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers med 22-20.
Vi skal også helt tilbage til 2010 for at finde den seneste – og eneste – gang, hvor Cincinnati Bengals fik lov til at spille til Thanksgiving. Dengang tabte de med 26-10 til New York Jets.
Seneste nyt på skadesfronten
Alt tyder på, at selveste Joe Burrow vender tilbage denne torsdag, efter at han har misset de seneste ni kampe med en skadet tå. Siden Burrow blev skadet, har Bengals bare vundet en kamp, og de er snublende nær slutspilselimination.
Joe Burrow må dog undvære ét af sine favoritvåben, da Tee Higgins sidder ude med en hjernerystelse. Det er et hårdt slag for Bengals, da Higgins har spillet en flot sæson med 575 grebne yards og syv touchdowns, hvilket er fjerdeflest i NFL.
Værterne fra Baltimore fik sig en forskrækkelse, da deres alsidige forsvarsstjerne Kyle Hamilton udgik med en ankelskade i Ravens’ seneste sejr på 23-10 over New York Jets. Hamilton ser dog ud til at slippe skrækken, da han vendte tilbage til træning denne tirsdag.
Kyle Hamilton har været her, der og alle vegne, siden Ravens forskansede de bagerste forsvarsgeledder med Alohi Gilman. I de seneste to kampe alene har Hamilton leveret 19 tacklinger, et sack og fremtvunget en fumble.
Finder Ravens’ angreb rytmen?
Siden sjette spillerunde har Baltimore Ravens vundet fem kampe på stribe, og de generobrede senest føringen i AFC North. Men det er bestemt ikke angrebets fortjeneste – tværtimod.
Lamar Jackson har ikke lignet sig selv, efter han vendte tilbage fra sin forstrækning i baglåret i uge 7. I de fire seneste kampe har Jackson hverken kastet mere end 204 yards eller løbet flere end 36 yards i en kamp.
Samtidig har Baltimore Ravens’ løbeangreb haft det ukarakteristisk svært og senest blev Derrick Henry begrænset til 64 yards på hele 21 løbespil. Det er ikke hverdagskost for det kommende Hall of Fame-medlem.
Lamar Jackson og Derrick Henry burde dog have gunstige arbejdsbetingelser mod Cincinnati Bengals’ håbløse forsvar. Efter 12 spillerunder har Bengals tilladt flest point (32,7 pr. kamp) og yards (415,8 pr. kamp) i NFL.
Forudsigelse
Nuvel, Joe Burrow er tilbage fra sin skade, og Ja’Marr Chase har overstået sin karantæne, som han fik for at spytte en modstander i ansigtet. Det er en dødbringende duo, som kombinerede for flest grebne bolde, yards og touchdowns i NFL i fjor.
Ja’Marr Chase gjorde også ondt på Ravens i fjor, da han greb hele 21 bolde for 457 yards og fem touchdowns i holdenes to indbyrdes møder i 2024-sæsonen. Læs lige den statistik én gang til…!
Men gør det egentlig en forskel, når Bengals’ forsvar er så ringe, som det er tilfældet? Under Joe Burrows fravær har Bengals scoret flere end 30 point i tre kampe, men de har bare vundet ét af ni opgør.
Omvendt har Baltimore Ravens momentum, efter at de har vendt skrækstarten og nu fører an i AFC North. Forsvaret spiller fabelagtigt, og har i gennemsnit bare tilladt 15 point pr. kamp i de seneste tre kampe, og angrebet er stadigvæk en stjernespækket størrelse.
Jeg forventer, at Baltimore Ravens udnytter Bengals’ defensive mangler og Tee Higgins’ fravær, og vinder med 27-17.








