Elming: Tanker fra torsdag. Who woulda thought?

0

NFL er bare vidunderlig uforudsigelig. For anden torsdag i træk åbnede spillerunden med lidt af chok.

New York Giants leverede en nærmest endnu større sensation end 49ers sidste torsdag, da de åbnede sjette spillerunde med at besejre de forsvarende Super Bowl mestre med 34-17.

Fire dage efter Jaxson Dart og Cam Skattebo lavede fire turnovers tilsammen og Giants tabte i New Orleans, der leverede de to rookies en pragtpræstation og stod for alle fem touchdowns i Giants choksejr over Eagles. I øvrigt første gang i 13 år, at Giants har scoret fem touchdowns mod Eagles.

Skatteboooooo

Når Giants og Eagles mødes, så er det helt naturligt, at der er fokus på Saquon Barkley, der forlod førstnævnte sidste år og vandt Super Bowl med sidstnævnte.

Men bortset fra to gode løb i starten af kampen, så var fokus på en helt anden runningback, nemlig Giants rookie Cam Skattebo, der på trods af bare et enkelt o udtales som buhhhh. Skattebooooo.

Torsdag var der ikke noget at buhe af, men tilskuerne elsker at råbe booooo, hver gang bulderbassen får bolden. Han løb for 98 yards og greb to bolde for to yards, så han nåede præcis 100 yards i kampen, men måske endnu vigtigere: Han scorede tre touchdowns.

Han var til tider ustoppelig, som dette touchdown meget godt viser, hvor han bare bliver ved med at mose på.

Giants har ramt bulls eye

Jaxson Dart. Ja, det er jo svært ikke at bruge dart-terminologi, når man taler om ham og resten af Giants rookie-årgang. Jaxson Dart og Skatteboo til angrebet, og Abdul Carter til forsvaret. Tre spillere, der allerede seks uger inde i deres NFL-karriere har haft stor succes.

Efter to middelmådige kampe spillede Jaxson Dart forrygende torsdag nat. Igen og igen leverede han præcise bolde eller stak af fra Eagles forsvar og løb sig til første down.

Han ramte på 17 af sine 25 kast for 195 yards og et touchdown.

Og han løb bolden 13 gange for 58 yards og et touchdown. MEN… for anden gang på tre uger var han også lige et smut i det blå telt for at blive checket for hjernerystelse.

Han SKAL passe bedre på sig selv, hvis han skal holde hele sæsonen, og hvis han vil have en lang karriere. Lige nu er han ubestridt den vigtigste spiller for de nye Giants.

Han blev i øvrigt den første Giants rookie quarterback til at besejre Eagles siden 1950!

Flott kamp

Sejren var i den grad overraskende, og selvom Giants smed en 10-point føring, så kom de tilbage igen og byggede bare en ny 10-point føring, og bedst som man troede, at nu kom Eagles tilbage, så kom kampens største play. Ja, man kunne jo kalde det et Flott play.

Cor’dale Flott lavede en interception og blev først stoppet dybt nede på Eagles banehalvdel. Få plays senere scorede Skattebo for tredje gang. Game over.

Spillet var symptomatisk for begge holds aften. Giants var opportunistiske og troede på sensationen. Eagles har store udfordringer i kastespillet og virker modløse og uden harmoni.

NFC East og hvad nu?

Med nederlaget har Egales nu tabt to kampe i træk og er 4-2. Det åbner døren for Washington Commanders, der er 3-2 og med en sejr mandag over Chicago Bears kan komme op og dele førstepladsen.

Dallas Cowboys har spillet én uafgjort og derfor er de kun 2-2-1, men kan med en sejr over Carolina Panthers komme på 3-2-1 og skimte førstepladsen i NFC East.

Og Giants? Ja, man kan jo ikke afskrive dem nu. Den her sejr var vigtig på mange parametre, og de er nu 2-4 men på den ingen måder ude af kampen om hverken divisionstitel eller playoffpladser.

Who woulda thought?