Tennessee Titans har ansat Cincinnati Bengals’ nu forhenværende offensive koordinator Brian Callahan som ny cheftræner.

Bare to uger efter at Tennessee Titans afskedigede Mike Vrabel har de fundet deres nye cheftræner. Valget er faldet på Cincinnati Bengals’ nu forhenværende offensive koordinator Brian Callahan.

Brian Callahan skifter til Titans efter fem succesfulde sæsoner i Cincinnati, hvor han har været en vigtig brik i Zac Taylors trænerstab. Callahan blev ansat som offensiv koordinator i 2019 og har været med til at forløse Joe Burrows potentiale og føre Cincinnati Bengals frem til Super Bowl LVI.

Derudover har Brian Callahan tidligere arbejdet som offensiv assistent for Denver Broncos og Peyton Manning, mens han også har arbejdet som quarterback-træner for Detroit Lions med Matthew Stafford og Oakland Raiders med Derek Carr. Callahan har også sporten helt inde under huden, da hans far Bill Callahan selv har en lang og glorværdig trænerkarriere i NFL bag sig.

Nu får Brian Callahan til opgave at skulle forløse Will Levis og Tennessee Titans’ potentiale. Titans valgte Levis i anden runde af 2023-draften, og han overtog tøjlerne fra Ryan Tannehill i løbet af sæsonen. Levis sluttede sin første sæson i NFL med 1.808 kastede yards, otte touchdowns og fire interceptions, mens Titans bare vandt seks af 17 kampe og sluttede sidst i AFC South.