
Titans har ansat Mike Borgonzi som ny general manager. Borgonzi skifter til Tennessee fra en stilling som assisterende general manager hos Kansas City Chiefs.
Til trods for store armbevægelser og brede spenderbukser, så skuffede Tennessee Titans fælt i 2024-sæsonen, hvor de bare vandt tre af 17 kampe i grundspillet. Som følge sluttede Titans nederst i den samlede stilling i NFL.
Derfor var det ingen overraskelse, da Tennessee Titans afskedigede general manager Ran Carthon efter sæsonafslutningen. Titans vandt bare ni af 34 grundspilskampe med Carthon i spidsen i den sportslige sektor.
10 dage senere fandt Titans afløseren for Carthon. Valget er faldet på Kansas City Chiefs’ assisterende general manager Mike Borgonzi, som har skrevet under på en femårig aftale.
Mike Borgonzi har arbejdet for Kansas City Chiefs i de seneste 16 sæsoner og han har således været en afgørende figur i opbygningen af det nuværende dynasti. Ifølge avisen New York Times har Borgonzi haft hovedansvaret for Chiefs’ talentspejderafdeling, siden han blev udnævnt til assisterende general manager i 2021.
Nu skal Mike Borgonzi forsøge at sprede Chiefs-magien i Nashville, hvor han i første omgang ser ind i et travlt forår. Ifølge analysemediet Over the Cap har Titans omkring 320 mio. danske kroner ($44 mio.) til rådighed, mens de råder over det første valg i 2025-draften.