Den Pro Bowl-udnævnte Rodger Saffold skal se sig om efter en ny arbejdsgiver.

Tennessee Titans har torsdag besluttet at fritstille 33-årige Rodger Saffold, som ellers har leveret solid beskyttelse fra sin guard-position i de seneste tre sæsoner i Nashville.

Rodger Saffold stod til at indtræde det sidste af de fire år, som hans kontrakt berettigede. Ved at fritstille Saffold sparer Tennessee Titans i omegnen af 70 millioner danske kroner i forhold til lønloftet.

I løbet af sine tre år i Tennessee startede Saffold 46 kampe for Titans, hvortil han har været en væsentlig spiller i holdets opstandelse – fra middelmådighed til fast slutspilsdeltagelse under Mike Vrabels kyndige hånd.

Kulminationen indtraf i fjor, da Rodger Saffold leverede sin foreløbigt bedste sæson for Titans og blev udnævnt til Pro Bowl. Således var han afgørende for, at Titans sluttede sæsonen med 12 sejre og bare fem nederlag, hvilket rakte til en førsteplads i AFC.

Rodger Saffold blev valgt i anden runde af daværende St. Louis Rams tilbage i 2010, som han nåede 114 kampe for inden sit skifte til Tennessee Titans.

Foruden Rodger Saffold har Tennessee Titans også fritstillet højre tackle Kendall Lamm.