Tennessee Titans har ansat San Francisco 49ers’ assisterende cheftræner Gus Bradley som deres nye defensive koordinator.
Så står det klart, at Gus Bradley får en ny chance som defensiv koordinator i NFL.
Det er Tennessee Titans, der har ansat Gus Bradley som holdets nye forsvarsstyrmand. I Nashville bliver Bradley genforenet med Robert Saleh, der for nyligt blev ansat som Titans’ cheftræner.
De to kender hinanden indgående fra den forgangne sæson, hvor Robert Saleh var tilbage som 49ers’ defensive koordinator, mens Gus Bradley arbejdede som assisterende cheftræner til Kyle Shanahan.
Selvom Gus Bradley har et væld af erfaring som defensiv koordinator, så kommer han ikke til at kalde de defensive spil i Tennessee. Det bliver i stedet cheftræner Robert Saleh, som har bekendtgjort, at han vil kalde de defensive spil i 2026-sæsonen.
Siden 2009 har Gus Bradley tidligere været defensiv koordinator à fire omgange (Seattle Seahawks, Los Angeles Chargers, Las Vegas Raiders og Indianapolis Colts), mens han også har været cheftræner for Jacksonville Jaguars fra 2013 til 2016.
I løbet af de seneste 17 år har Bradleys forsvar rangeret blandt de 10 bedste i forhold til antal tilladte point à fire omgange, mens de har rangeret blandt de 10 bedste i forhold til antal tilladte yards à seks omgange.
Læs også: Robert Saleh er Titans’ nye cheftræner



