Så er vi endelig kommet i gang med sæsonen! Første spillerunde bød på masser af spændende kampe, og Gul Kluds skribenter giver dig her en tanke eller observation til alle 32 holds præstation.

Første spillerunde giver altid masser af overraskelse og nye navne, vi skal lære at kende. En stribe af Gul Kluds skribenter har set kampene igennem og giver dig her en tanke eller observation til første rundes 16 kampe.

Chicago Bears – Green Bay Packers (3-10)

Bears: Allen Robinson viste glimt af sit tidligere topniveau
Det var virkelig en skidt kamp fra Trubiskys side, og Bears skal virkelig håbe på, at han i de kommende kampe viser noget af den forbedring, som er nødvendigt, hvis Bears skal gøre sig forhåbninger om noget i januar. Det var dog positivt at se Allen Robinson spille en virkelig god kamp. Han var så forrygende i 2015, men viste i 2018 ikke helt samme niveau ovenpå den alvorlige knæskade i 2017. Kampen mod Packers giver dog håb om, at Robinson igen kan finde det topniveau. I alt blev det til 102 yards, men det kunne have været meget mere med en bedre spillende quarterback.

Packers: Lovende start for de to nye Smiths
Sikke en forsvarspræstation. Det er ikke mange gange de sidste par år, at man har kunne sige det om Packers. Det var måske på en billig baggrund, og det må resten af sæsonen vise, men det var meget lovende specielt oppe foran. De to nye free agency-investeringer Preston Smith og Za’Darius Smith fik især vist sig flot frem. Preston havde seks pressures, heriblandt et sack, mens Za’Darius havde 10 pressures heriblandt et sack. Det lover virkelig godt fra de to dyre herre.

Teis Joranger

Carolina Panthers – Los Angeles Rams (27-30)

Panthers: D.J. Moores turnovers blev dyre
Panthers valgte D.J. Moore i første runde af NFL-draften i 2018, og receiverens første sæson i NFL havde både op- og nedture. Et stort problem var hans tendens til at fumble bolden, og han var den receiver med næstflest fumbles i 2018-sæsonen. 2019-sæsonen startede han også ud med at lave en dyr fumble efter et ellers flot drive af Panthers i slutningen af første quarter. Faktisk var han også impliceret i en anden fumble, hvor han og Cam Newton gik skævt af hinanden tidligt i andet quarter. De turnovers skal D.J. Moore skære ned på.

Rams: Dante Fowler viser lovende takter
Dante Fowlers første tid i Rams i 2018 var ikke en udpræget succes, og pass rusheren stod blot for to sacks på otte kampe i regular season. Starten på Dante Fowlers anden sæson i Los Angeles var dog noget bedre. Imod Panthers stod han for to sacks, og han var konstant en trussel på ydersiden, hvor han lagde pres på Cam Newton seks gange ifølge ProFootballFocus.

Victor Risager

Philadelphia Eagles – Washington Redskins (32-27)

Eagles: DeSean Jackson er stadig en lynhurtig playmaker 
Den 32-årige DeSean Jackson viste med sine to +50-yard touchdowns, at han stadig er en af ligaens farligste dybe våben. Jackson var desuden en vital brik i Eagles sejr over Redskins, hvor holdet for alvor først kom i gang efter Jacksons scoring. Den lynhurtige playmaker er med 31 scoringer på over 50 yards kun bag Jerry Rice(36) i den statistik. Jackson får uden tvivl en stor andel i Eagles succes i denne sæson. 

Redskins: Terry McLaurin kan blive Redskins bedste offensive våben
I de seneste par sæsoner har Redskins receiverkorps haft det meget svært, men rookie Terry Mclaurin ser ud til at kunne skabe optimisme omkring positionen. Mclaurin havde især en fantastisk 1. halvleg mod Eagles, og sluttede kampen med 125 yards og ét touchdown. Han har virkelig god fart i stængerne, og havde Keenum været lidt mere præcis, kunne han sagtens have haft en scoring mere. Måske er McLaurin fremtidens 1. receiver for hovedstadsklubben.

Mikkel Nielsen

New York Jets – Buffalo Bills (16-17)

Jets: Ineffektivt Jets-angreb
Mange har store forventninger til Jets i denne sæson, men Adam Gase skal i den grad få mere ud af angrebet, end han gjorde mod Bills, hvis det skal blive en god sæson. Angrebet var skuffende og stod blot for otte af 16 point i kampen. Især kastespillet var ineffektivt, hvilket blev eksemplificeret af Jamison Crowder, der greb 14 bolde for blot 99 yards. Det er syv yards per gennemsnit! Dertil havde Jets ikke et spil, der gik for mere end 20 yards, og det er simpelthen ikke godt nok. Det skyldes dels quarterback Sam Darnold, men også cheftræner Adam Gases spilkald. 

Bills: Større rolle i vente for Devin Singletary
Buffalo Bills sagde farvel til LeSean McCoy kort før sæsonstart, og det har Devin Singletary nok indirekte været skyld i. Den unge runningback så spændende ud i preseason, og det gjorde han også mod New York Jets. Han fik først lov til at løbe bolden i anden halvleg, men så udnyttede han også chancen og spillede en stor rolle på to af Bills’ scorende drives. Han viste god adræthed og beslutningstagen, og der bør bestemt være en større rolle i vente for Devin Singletary.  

Victor Risager

Minnesota Vikings – Atlanta Falcons (28-12)

Vikings: Garrett Bradbury fik en hård start på NFL-karrieren
Forsvaret så rigtig godt ud for Vikings, og løbeangrebet som helhed var lovende. Jeg kunne dog ikke undgå at lægge mærke til rookie-center Garrett Bradbury, der virkelig havde en hård start på NFL-karrieren. Det skal nok blive bedre over sæsonen, men Bradbury var virkelig på glatis mod Tyeler Davidson og Grady Jarrett. Mindst 10-15 gange i løbet af kampen misser han fuldstændig og bliver slået på under et sekund. Vikings har brug for, at Bradbury og venstre guard Pat Elflein løfter niveauet lidt i løbet af året.

Falcons: Takk McKinley skal lære at spille i kontrol og disciplineret
Sikke en tam indsats af Falcons i alle spillets faser. På forsvaret var holdets evne til at stoppe Vikings’ outside zone-løbespil især ringe. Holdets defensive ends og linebacker var meget dårlige til at sætte kanten på forsvaret og tvinge Vikings’ runningbacks indvendigt på deres løb. Specielt førsterundevalget fra 2017 Takkarist McKinley skal spille klogere fremover. Han tonser rundt, men kommer for ofte ud af position, fordi han ikke spiller i kontrol. På mange spil buser han bare afsted uden særlig meget omtanke, og det var dyrt mod Vikings, da han bare blev låst indvendigt på mange spil.

Teis Joranger

Miami Dolphins – Baltimore Ravens (10-59)

Dolphins: Er magien sluppet op for Ryan Fitzpatrick?
Ryan Fitzpatrick har tidligere udøvet mirakler i rollen som undertippet, men magien blev aldrig sat i spil mod Baltimore Ravens. I stedet blev det til sølle 185 yards og en enkelt interception for den 36-årige quarterback, som desuden blev banket til plukfisk af Ravens’ pass rush i gentagende sekvenser. Det endte sågar med, at Ryan Fitzpatrick blev bænket til fordel for Josh Rosen. Derfor er spørgsmålet, om Fitzpatrick kommer til at tage fusen på et mandskab i NFL igen?

Ravens: Debutanternes drømmekamp
Lamar Jackson stjal rampelyset med en fænomenal præstation i Miami, der vil dæmpe kritikken af hans ukonventionelle spillestil i den kommende uge. Men der var flere store historier i Ravens’ præstation, som fortjener spalteplads.
Opgøret mod Dolphins markerede således Eric DeCostas første som general manager for Baltimore Ravens – og han kunne næppe have ønsket sig en bedre start! Alle DeCostas nyerhvervede profiler i form af Mark Ingram (107 yards og to touchdowns), Earl Thomas (en interception) og Marquise ”Hollywood” Brown (147 yards og to touchdowns) leverede regulære magtpræstationer. Det var i sandhed debutanternes drømmekamp i Miami!

Nicholas Jørgensen

Jacksonville Jaguars – Kansas City Chiefs (26-40)

Jaguars: Flot debut af Gardner Minshew
Det er (næsten) altid katastrofalt at miste sin startende quarterback, men tabet bliver måske ikke helt så stort for Jaguars, efter Foles’ reserve, rookie Gardner Minshew, spillede en fremragende kamp. Minshew viste både præcision og ro i lommen, mens han ramte på formidable 22 af 25 kast for 275 yards, to touchdowns og en enkelt interception. Faktisk ligner forsvaret et større problem for Jacksonville, efter Todd Wash’s tropper spillede håbløst udisciplineret mod Chiefs.

Chiefs: Er det året for Sammy Watkins?
Sammy Watkins har aldrig rigtig levet op til de høje forventningerne, han blev draftet med, men mod Jacksonville lignede han langt om længe den spiller, som eksperter mente ville blive 2014-draftens bedste. Han så meget mere komfortabel ud i sin anden sæson hos Chiefs, og havde flere flotte spil, hvor han gjorde korte kast til lange spil. Han greb i alt for 198 yards og tre touchdowns, og selvom to af disse skyldtes forsvarskiks, er det svært at komme udenom, at Watkins spillede en brandkamp.

Nikolaj Sattrup

Cleveland Browns – Tennessee Titans (13-43)

Browns: Udisciplineret
Aldrig har ét ord været mere dækkende for et holds præstation, end dette er om Cleveland Browns’ første kamp. Holdets nye cheftræner Freddy Kitchens får noget at skulle have styr på inden kampen næste uge mod New York Jets. Browns fik 18 gule klude kastet mod sig for samlede 182 strafyards. Det blev også til en udvisning, da startende venstre tackle Greg Robinson sparkede en Titans-spiller. Derudover kommer et utal af andre træk, der viste mangel på disciplin, som eksempelvis de tre interceptions fra Baker Mayfield. Straffe peger ofte tilbage på cheftræneren (Patriots er eksempelvis altid blandt de mindst straffede hold). Browns var inde i kampen i lang tid, men fejlene ødelagde et væld af gode offensive og defensive spil. Det skal der rettes op på.

Titans: Cameron Wake er tidsløs og uovertruffen
Efter flere grimme skader og en alder af 37 år skulle man tro, at Wakes tid var forbi, men bortset fra, at han har skiftet Miami ud med Tennessee, er alt som det plejer. Passrusheren er stadig et mareridt for enhver quarterback. Wake sluttede kampen mod det meget hypede Browns-mandskab med 2,5 sack, en af disse fra veteranen resulterede i en safety og to point til Titans. Cleveland måtte rokere på deres offensive linje, men det ændrer ikke på, at Wake spillede en flot kamp. Med de 2,5 sacks er han nu over 100 i karrieren.

Jacob Graversen

Los Angeles Chargers – Indianapolis Colts (30-24 (OT))

Chargers: Ekeler er en fuldgod erstatning for Gordon
Austin Ekeler gjorde ondt på Colts’ forsvar og på Melvin Gordons tegnebog. Den alsidige løber var med 58 yards på jorden og 96 yards på jorden arkitekten bag Chargers knebne sejr, i en kamp hvor han fandt endzone hele tre gange. Han havde et par fænomenale spil, blandt andet da han brød tacklinger fra Darius Leonard og Pierre Desir og fik 55 yards på en screen. Det er svært at se, hvorfor Chargers skulle være interesseret i at betale Melvin Gordon en stor sum penge, når Austin Ekeler spiller mindst lige så godt.

Colts: Pres på Vinatiere efter skrækkamp
Adam Vinatieri er en af de bedste kickere i NFL’s historie, men søndag kostede han Colts sejren. For første gang i Vinatieris tusindårige karriere missede han to field goals og et ekstra point i samme kamp, hvorfor kampen endte i overtid, hvor et touchdown af Austin Ekeler sendte Colt slukørede hjem. Jacoby Brissett spillede udmærket, men hvis Colts skal vinde kampe, skal de skrabe alle de point sammen, de kan. Selvom han har noget nær ikonstatus i Colts, kan han ikke have mange flere kampe som denne, hvis han vil beholde sit job.

Nikolaj Sattrup

Seattle Seahawks – Cincinnati Bengals (21-20)

Bengals: John Ross er glad for at være sluppet af med Marvin Lewis.
Den lille, eksplosive receiver var ikke favorit hos den gamle cheftræner, men under holdets nye leder, Zac Taylor blomstrede Ross i første kamp. Taylor kaldte kastespil 51 gange og blot 14 løbespil. Det hurtige kastespil fra Bengals satte Seattle voldsomt under pres. Seahawks brugte størstedelen af tiden i deres basisforsvar (tre linebackere), og det straffede Ross. Seattles zoneforsvar fungerede på ingen måde, og Ross’ unikke fart og evne til at stoppe og starte på et splitsekund fik Tre Flowers og de tre linebackere til at se rundtossede ud. Så gjorde det heller ikke noget, at safety Tedric Thompson lavede en gigantisk brøler, der førte til et touchdown fra receiveren. Det er tidligt, men fortsætter Ross med sin flotte spil i angrebets venstre side, kan han blive en vigtig del af det nye Bengals-angreb.

Seahawks: Hold øje med Quinton Jefferson
Jeg kunne vælge at rante mod Brian Schottenheimers spilkald, men det skal der nok blive rig tid til i løbet af sæsonen. I stedet skal en ukendt helt hyldes. Quinton Jefferson redder dagen. Seattle var heldige med at slippe fra hjemmebanen med en sejr, og en stor del af den lykkekage tilfalder Jefferson. Stjernespilleren Jadeveon Clowney fik sin debut i kampen, men Jefferson var den klart mest farlige spiller på den defensive linje i søndagens opgør. Den 26-årige spiller lavede to sacks, men slog også to kast fra Andy Dalton i jorden. Jefferson havde et sack I fjerde quarter, men også en battet bold, der kom på en tredje down og syv med under fire minutter tilbage af kampen. Det var en væsentlig faktor i sejren.

Jacob Graveresen

Tampa Bay Buccaneers – San Francisco 49ers (17-31)

Bucs: Winston ligner sig selv, desværre 
På trods af ansættelsen af quarterback-guruen Bruce Arians, ligner Jameis Winston den samme quarterback, vi så det meste af 2018-sæsonen: For mange turnovers, for mange forventninger, for få resultater. Med hele tre interceptions, hvoraf to af dem blev returnernet for et touchdown, ligner det på ingen måde en ny og forbedret Winston. Hvis man genser kampen, er det heldigt, at der blot er tre turnovers. Winston havde glatte fingre og fumblede bolden to gange – dog blev de fanget af Buccaneers selv.

49’ers: Shanahan mangler tillid til Garoppolo
Garoppolos præstation var langt fra tilfredsstillende; om det er hans skyld, eller Kyle Shanahans, er svært at sige, da den vellønede quarterback ikke rigtigt fik mulighed for at vise, hvad han duer til. Størstedelen af de offensive-kastespil bestod af korte kast og hurtige reads. Det resulterede i 166 yards, et touchdown og en interception. I kampen fik 49’ers tilbagekaldt hele tre touchdown på grund af penalties, men det ændrer ikke på, hvordan Garoppolo så ud inde på banen. Enten stoler Shanahan ikke på Garoppolos evne til at lede et angreb, eller også har Garoppolo ikke talentet til at lede et succesfuldt angreb; begge dele er bekymringsvækkende for et ellers interessant 49’ers-hold.

Christian Hejbøl

Dallas Cowboys – New York Giants (35-17)

Cowboys: Dak Prescott overstrålede NFL’s bedst betalte running back 
Ezekiel Elliott var tilbage for Dallas Cowboys efter at have skrevet under på en seksårig kontraktforlængelse til værdi af svimlende 600 mio. kroner. Ikke desto mindre var det Dak Prescott og Cowboys’ kasteangreb, der strålede i sejren over New York Giants. 
Dak Prescott fordelte sin kast blandt syv forskellige receivere for i alt 405 yards og fire touchdowns. Hertil greb Amari Cooper, Michael Gallup og Randall Cobb for 333 yards samlet. Det var velsagtens Prescotts bedste kamp i NFL. 

Giants: Hvorfor gik Giants væk fra løbespillet?  
Saquon Barkley er med afstand New York Giants’ bedste spiller. Punktum. Derfor er det hovedrystende, at New York Giants kun løb bolden 11 gange mod Dallas Cowboys. Det var endda til trods for, at Saquon Barkley producerede 120 yards… 
Omvendt kastede Eli Manning hele 44 gange (!?) inden han gav plads til Daniel Jones i fjerde quarter. Det er ikke en opskrift på sejr, Pat Shurmur! 

Nicholas Jørgensen

Arizona Cardinals – Detroit Lions (27-27)

Cardinals: Kyler Murrays debut var en turbulent rutsjebanetur
Kyler Murray og Cardinals offensiv var en bipolær oplevelse i første runde. Kyler Murray kastede bolden hele 54 gange i sin debut, og Cardinals-offensiven viste både potentiale og grund til bekymring. Hele første halvleg kreerede det omdiskuterede air-raid-angreb kun sølle 58 yards, og Cardinals begyndte reelt set først at spille bold ved begyndelsen af fjerde-quarter. De sidste tolv minutter af kampen gav dog en smagsprøve på Kingsburys angrebsfilosofi i rytme. Cardinals har stadig det angreb, der er sværest at vurdere. Men hvis de spiller som i fjerde-quarter resten af sæsonen, så kan Murray og Kingsbury vise sig at være den træner-quarterback-duo, som Cardinals længe har ventet på.

Lions: Matt Patricia skyder sig selv i foden
Allerede før sæsonen begyndte var Matt Patricia underlagt kritik, og han har bestemt ikke gjort situationen bedre for sig selv efter et skuffende uafgjort-resultat mod Cardinals. Lions dominerede både offensivt og defensivt det meste af kampen, men Patricia valgte alt for tidligt at sætte en dæmper på spillet i form af konservative spilkald. Defensivt gik de for tidligt i et prevent-zone-forsvar, der tillod Kyler Murray at vade ned ad banen til sit første touchdown – efterfulgt af endnu et touchdown drivet efter. Offensivt blev deres angreb forudsigeligt i form af løbespil, der skulle trække tiden ud. Matt Patricia gav Cardinals lov til at komme tilbage i kampen, og må derfor nøjes med uafgjort. 

Christian Hejbøl

New England Patriots Patriots – Pittsburgh Steelers (33-3)

Patriots: Dont’a Hightower er så vigtig for Belichicks system
Bill Belichick er en mester til at finde spillere, der er gode til en eller to ting og så bruge dem i den specifikke rolle. Dont’a Hightower er på nuværende tidspunkt af karrieren et perfekt eksempel. Han er ikke lige så hurtig og eksplosiv som tidligere, hvilket gør, at han har problemer i opdækningen. Det ved Belichick, så han bliver sjældent sat på store opgaver i den del af spillet. Til gengæld har Hightower de sidste par år specialiseret sig i løbespillet og at være effektiv som blitzer. Og det er han RIGTIG god til på nuværende tidspunkt. Steelers kunne ikke få deres udvendige løbespil og deres pulls til at fungere, fordi Hightower ofte var umulig at blokere. Hans fysik og intelligens ødelagde spillene tidligt, og lukkede pladsen for James Conner. Derudover er han en virkelig dygtig blitzer, selvom det ikke var dér, han gjorde størst skade mod Steelers. Men Hightowers egenskaber har bare vist sig som værende ekstremt vigtige i midten af Patriots’ forsvar, og han er med sine spidskompetencer svær at håndtere, hvis man ikke kan lokke ham ud i opdækningsopgaver.

Steelers: Donte Moncrief var en katastrofe
Mange har snakket om, hvordan Steelers vil erstatte Antonio Brown i denne sæson. Et af svarene har været Donte Moncrief, som man havde håbet på kunne gå ind og bidrage. Debuten mod New England Patriots var dog noget nær et mareridt for Moncrief. Receiveren havde mindst fire tabte bolde, som han burde have grebet, og på trods af 10 kastede bolde i hans retning, blev det kun til elendige syv yards. Hvis Steelers skal have forhåbninger om noget i år, skal der komme mere fra receiverne, der ikke hedder JuJu Smith-Schuster.

Teis Joranger

New Orleans Saints – Houston Texans (30-28)

Saints: Latavius Murray går direkte ind i Mark Ingrams daværende rolle
Der har været megen snak om, hvorvidt Alvin Kamara ville få en større arbejdsbyrde som følge af Mark Ingrams afgang til Baltimore Ravens i foråret. Men – alene bedømt på mandagskampens forløb – det ser ud til, at nytilkomne Latavius Murray kommer til at dele relativt mange løb med Kamara i 2019. 
Således løb Murray seks gange for 43 yards og et touchdown, men Alvin Kamara løb bolden 13 gange for 97 yards. Det er essentielt for Saints’ angreb, at de formår at balancere Alvin Kamaras arbejdsbyrde, da han – som han beviste mod Texans – bliver afgørende for holdets succes.

Texans: J.J. Watt var tandløs uden Jadeveon Clowney
Houston Texans’ forsvar mistede som bekendt én af sine absolutte superstjerner, da Jadeveon Clowney blev handlet til Seattle Seahawks inden 2019-sæsonen. Det har efterladt J.J. Watt som den enlige majestæt på Texans’ defensive linje, men der var intet ekstraordinært over hans præstation mod New Orleans Saints. J.J. Watt formåede hverken at levere en tackling eller et sack, og hans pres blev generelt neutraliseret af Saints’ pass protection, der kunne fokusere på allokere runningbacks og tight ends til at hjælpe den offensive linje i Watts side.

Nicholas Jørgensen

Oakland Raiders – Denver Broncos (24-16)

Raiders: Darren Waller ligner et våben
Tight end Jared Cook har ført Raiders i gribeyards de sidste to år, så der var et solidt hul, der skulle lukkes på tight end. Det ser dog ud til, at Darren Waller er mand for den opgave. Waller har ikke tidligere præsteret noget i NFL, hvor han har kæmpet med alkohol og stofmisbrug, men det ser ud til, at han har fået karrieren på ret køl. På banen mod Broncos var han rigtig effektiv og viste god fart og sikre hænder. Det ser lovende ud for Wallers chancer for at blive et essentielt våben i Grudens angreb.

Broncos: Dalton Risner med en stærk debut
Flere rookie-offensive linjefolk havde problemer i første spillerunde, men Dalton Risner viste ikke tegn på manglende erfaring eller parathed. Denvers nye venstre guard var Broncos’ bedste offensive linjemand mod Denver, hvor hans styrke, anker og evne til at bruge sine hænder var tydeligt. Personligt var det en gåde, at han faldt til anden runde, og mod Raiders viste han potentiale til at ikke blot være en mangeårig starter, men måske også mere end blot en starter.

Teis Joranger