Packers blev løbet midt over, og trænerstaben viste sig ikke opgaven voksen mod et velspillende 49ers-hold. Samtidig blev Ryan Tannehills begrænsninger tydeligere som slutspillet skred frem. Her er en tanke til de fire hold, der nåede konferencefinalerne.

Kansas City Chiefs – Tennessee Titans (35-24)

Chiefs: Stefen Wisniewski har været bundsolid
Undervejs i sæsonen led Chiefs’ offensive linje under en del skader, og det fik holdet til at prøve lidt forskellige folk. Blandt andet hev man den erfarne Stefen Wisniewski ind som reserve, og det har vist sig at være en godt træk. I uge 16 overtog han nemlig som starter for en skadet Andrew Wylie, og det har han gjort på flot vis. Især i kastespillet har han været bundsolid og på fire kampe er det kun blevet til tre pressures tilladt. Derfor har han også  fået lov til at fortsætte som starter, selvom Wylie er blevet sin skade kvit. Nu ser det ud til, at Wisniewski får fornøjelsen af 49ers’ stærke defensive linje i Super Bowl. 

Titans: Tannehills begræsninger har været tydeligere i slutspillet
Ryan Tannehill var forrygende i grundspillet, og selvom meget af hans manglende produktion i slutspillet kommer af Titans’ løbetunge filosofi og kampenes udvikling, så synes jeg stadig, at nogle af hans begrænsninger har været tydelige. Han er komfortabel, når han kan droppe tilbage, kigge ned ad banen og fyre en bold afsted til sit første read. Når han skal til at læse større dele af banen, så synes jeg dog, det går for langsomt, og så ender han ofte med at holde på bolden lidt for længe. Den stil passer fint til Titans’ mange dybe play action-skud, men kan man i længden bygge et angreb op, hvor quarterbacken lidt er en one trick pony? Det spørgsmål skal Titans prøve at besvare i off season, hvor man står overfor nogle interessante kontraktforhandlinger med Tannehill.

– Teis Joranger

San Francisco 49ers – Green Bay Packers (37-20)

49ers: Den indvendige offensive linje har været bedre end forventet
Raheem Mostert har fortjent stjålet mange overskrifter med hans historiske præstation, men jeg vil i stedet flytte fokus lidt over på de folk, som baner vejen for ham. Her har især den indvendige del af den offensive linje imponeret mig over sæsonen. Det er nemlig ikke de store navne eller dyre investeringer, som 49ers har løbende rundt. Laken Tomlinson er et tidligere førsterundevalg, men han floppede i Detroit, og 49ers fik ham for et sølle femterundevalg. Mike Person har haft lidt af en nomadekarriere i ligaen og løber rundt på en kontrakt til blot tre millioner dollar om året. Billigt. På center har erfarne Ben Garland, der har brugt det meste af sin karriere som backup, taget over efter Weston Richburgs skade, og Garland har gjort det rigtig godt. At få så meget fint spil ud af sådan en trio er imponerende og vidner om god scouting og god coaching. 

Packers: Trænerstaben var ikke opgaven voksen endnu
Efter Packers tidligere i sæsonen fik en øretæve af netop 49ers, havde man håbet på, at trænerstaben havde fundet en ny gameplan, der kunne udfordre 49ers. Det var desværre slet ikke tilfældet, og det endte i endnu en afklapsning. Forsvaret blev løbet over i en grad, som ikke bør være muligt i en konferencefinale, og angrebet kom ud med en konservativ plan, hvor man næsten var overforsigtig og bange for 49ers’ pass rush. Især forsvaret, synes jeg, var dybt kritisabelt, og Pettines forsvar havde intet modsvar mod Packers’ mange udvendige løb. Noget af det er spillermaterialet, hvor de i høj grad mangler en dygtig linebacker, men at du på intet tidspunkt i kampen finder noget der bare minder om et modsvar, så modstanderen kan tillade sig at kaste bolden kun ni gange, det holder bare ikke. Det kan ikke siges på andre måder end, at LaFleur og Pettine blev outcoached så hårdt som overhovedet muligt, og de i 2019-sæsonen ikke var klar til at tage det sidste skridt.

– Teis Joranger

Skriv en kommentar