Vi har fundet de fire konferencefinalister efter fire geniale kampe i divisionsrunde. Der er både nye ansigter og gamle kendinge, og alle fire konferencefinalister overkom hård modstand og seriøse udfordringer for at nå dertil. Her er en tanke til alle otte hold i aktion i divisionsrunden.

Tre kampe tilbage af 2021-sæsonen. To konferencefinaler og Super Bowl. Kun fire hold kan nu løfte Super Bowl-trofæet, og de fire hold blev fundet i en intens og spændende divisionsrunde.

I divisionsrunden måtte Joe Burrow overkomme sin egen offensive linje, mens Packers’ special teams blev voldsomt dyrt. Hos Rams høster man nu frugterne af de aggressive investeringer, mens Bills og Chiefs spillede en af de bedste kampe i NFL-historien. Her er en tanke til alle otte hold i aktion i divisionsrunden af 2021-slutspillet.

Tennessee Titans – Cincinnati Bengals (16-19)

Titans: Fejl skal ikke overskygge fremskridt på forsvaret
I opgøret mellem Titans og Bengals var det ikke til at overse, at personlige fejl kostede Tennessee. Tannehills tre interceptions var en af de afgørende forskelle, i et opgør, hvor dele af forsvaret og AJ Brown viste klasse. Nederlaget var skuffende, men efter en sæson, hvor Titans, grundet skader og COVID, har brugt flere spillere end noget andet hold i NFL-historien skal det ikke ses som værende en katastrofe. Titans havde i 2020 et af ligaens mest ineffektive forsvar, og med en defensivt orienteret cheftræner som Mike Vrabel er det bare ikke i orden. 2021 har været anderledes for Tennessee, der har fundet et farligt pass rush, der blev vist frem mod Bengals. Harold Landry har spillet karrierens bedste sæson, Jeffrey Simmons er i gang med udbasunere sit fantastiske talent og breddespillere som Denico Autry har leveret over forventning. Der er seriøse mangler på cornerback-positionen, men kan Titans få styr på det og undgå skader, så vidner de mange defensive fremskridt om, at holdet igen til næste år kan være med, hvor det er sjovest.

Bengals: Joe Burrow overvandt sin egen offensive linje
For første gang i en menneskealder skal Cincinnati Bengals spille med i AFC Mesterskabskampen, men det er ikke takket været holdets offensive linje, der viste sig frem fra sin værste side mod Titans. Specielt højresiden bestående af tackle, Isaiah Prince, og guard Hakeem Adeniji blev gang på gang slået af Titans’ pass rush. Joe Burrow blev nedlagt hele ni gange i opgøret, men den kølige quarterback formåede stadig at spille en god kamp. Det var ikke perfekt, Burrow havde selv en andel i nogle sacks, og tog for store tab på nogle af spillene. Når det er sagt, så ramte han på 75% af sine kast, leverede dybe bolde til Chase og Higgins, men også velovervejede korte bolde til CJ Uzomah og brugte også runningback Joe Mixon som sikkerhedsventil på en dag, hvor han ikke havde meget succes i løbespillet. Som forventet før sæsonen, så er den offensive linje et problem for Bengals, men med en quarterback som Burrow og dygtige våben på angrebet, så har holdet nok kvalitet til at overvinde en dag med dårligt spil fra egne rækker. Dét er grundet til, at Bengals og ikke Titans på søndag kan spille mod Chiefs.

– Jacob Graversen

Green Bay Packers – San Francisco 49ers (10-13)

Packers: Special Teams blev seneste grund til et skuffende slutspil
For tredje år i træk vandt Green Bay Packers i grundspillet og for tredje år i træk nåede man ikke Super Bowl. To konferencefinaler, to første seeds, to MVP-sæsoner. Alt sammen spildt, hvis målet er at løfte Lombardi-trofæet. Denne gang måtte Matt LaFleur og Aaron Rodgers se special teams have en stor del af skylden for, at sejren mod 49ers blev smidt væk. Et blokeret field goal og et blokeret punt, som stod for 10 af 49ers’ point, var prikken over i’et i en ræddelig special teams-sæson i Green Bay. Angrebet står dog på ingen måde uden ansvar, da man med 10 point på hjemmebane med to ugers forberedelse ikke kan forvente at vinde mange kampe. Jovist, 49ers har da et fantastisk forsvar, og vejret var da også drilsk, men det er stadig endnu en skuffelse for Aaron Rodgers og Matt LaFleur. Og det kommer i en sæson, der af mange var udskreget som den sidste chance med Rodgers ovenpå en turbulent off season. Ingen ved om Rodgers spiller i Green Bay i 2022, og ingen ved, hvordan holdet kommer til at se ud forud for mange kontraktudløb. Dette var den store chance for Packers og Rodgers til endelig at få den anden Super Bowl-ring, men de fejlede desværre for tredje år i træk.

49ers: DeMeco Ryans cementerer sit navn som en kommende head coach
Der er mange hold, der lige nu er i gang med at ansætte deres næste cheftræner, men hos San Francisco 49ers er den defensive koordinator DeMeco Ryans ved at cementere sig som en fremtidig head coach. Og sådan som 49ers’ forsvar spiller, så går der vist ikke længde. DeMeco Ryans overtog forsvaret fra Robert Saleh, og han har i år langsomt fundet sit til rette i rollen som forsvarschef. Forsvaret er gradvist blevet bedre og bedre, og lige nu topper enheden på alle parametre. Han har fået genskab den dominerende defensive linje, der var afgørende for 49ers’ Super Bowl for to sæsoner siden, og han har udviklet en forrygende linebacker-gruppe anført af enestående Fred Warner. Bagkæden har været forsvarets store svaghed hele året, men der er kommet mere ro på med Emmanuel Moseley, Dontae Johnson og K’Waun Williams alle klar gennem en stribe kampe nu. Ryans’ forsvar er meget varieret, og det er virkelig dygtigt til maskere, hvilken opdækning de arbejder i. De blitzer ikke meget, men til gengæld benytter de mange stunts oppe foran, hvor typer som Nick Bosa og Arik Armstead virkelig dominerer og derudover komplementeres godt af typer som Samson Ebukam, D.J. Jones og Arden Key. Hvis et hold kan skabe pres med fire mand, som 49ers kan, bliver det ofte meget svært at spille angreb. Og sådan som Ryans har udviklet enheden gennem sæsonen, så ligner han en head coach enten allerede i år eller senest efter 2022-sæsonen.

– Teis Joranger

Tampa Bay Buccaneers –  Los Angeles Rams (27-30)

Los Angeles Rams: Les Sneads modige investeringer har givet pote   
Los Angeles Rams’ General Manager Les Snead er kendt for sin ukonventionelle tilgang til sammensætningen af sin spillertrup. Dertil har Snead aldrig været bleg for at investere i mere rutinerede spillere, der tidligere har bevist sig i NFL på bekostning af højt rangerede valg i fremtidens drafts. Faktum er imidlertid, at Sneads beslutninger og investeringer har givet pote i denne sæson. Matthew Stafford – som Snead betalte en bondegård for at få fingrene i inden sæsonen – leverede varen med sæsonen på højkant, da han fandt Cooper Kupp på et 44-yard langt kast, som gav Matt Gay optimale betingelser til at levere det kampafgørende spark. Og rutinerede spillere som Von Miller og Odell Beckham Jr. spillede også afgørende roller i Rams’ flotte sejr på udebane over de forsvarende mestre. Det var spillere, som Snead turde satse på og investere i midtvejs gennem sæsonen – og de har ganske enkelt kvitteret for tilliden ved kasse et. Det er både modigt og dygtigt købmandskab, som på den korte bane har gjort Rams til en reel Super Bowl-bejler.

Tampa Bay Buccaneers: Skaderne indhentede langt om længe Buccaneers’ angreb
Tom Brady var snublende tæt på at levere et nyt uvirkelig comeback, da Tampa Bay Buccaneers’ titelforsvar sluttede med et nederlag på 30-27 til Los Angeles Rams. Men i sidste ende var Tristan Wirfs’ skade dråben, der fik bægeret til at flyde over for Bruce Arians’ hårdt prøvede mandskab. Vikarierende Josh Wells og Donovan Smith havde ualmindeligt svært ved at kontrollere Von Miller, der sluttede opgøret med fire tacklinger og et sack, der ovenikøbet kastede en fumble af sig. Von Miller spillede 40 spil, hvor han jagtede Tom Brady og ifølge Pro Football Focus lykkedes han med at skabe pres på 27,5 procent af disse spil. På samme vis havde Brady svært ved at kompensere for sit skadesplagede receiverkorps – og i stedet stirede han sig oftest blind på enten Mike Evans eller Rob Gronkowski, der tilsammen greb 12 af 27 kast. Bevares, Tom Brady var tæt på at levere det uvirkelige comeback, men det var tydeligt, at Rams-forsvaret havde overhånden i størstedelen af kampen – trods flere svære udgangspositioner – mod Buccaneers’ skadesplagede angreb.

– Nicholas Jørgensen

Kansas City Chiefs – Buffalo Bills (42-36)

Chiefs: Chiefs vandt den moralske Super Bowl
Har du fået pusten endnu efter den bedste og mest hæsblæsende NFL-kamp, ja måske nogensinde? Chiefs’ sejr over Bills vil gå over i historiebøgerne, for Mahomes og co. var døde og begravet. Men de genopstod. Den UTROLIGE sejr var i mine øjne nøglen for Chiefs i år, da det var kampen mellem sæsonens to bedste hold og ligaens pt. to bedste quarterbacks. Bengals og Joe Burrow kan måske drille Chiefs, men der skal tæt på mirakler til, hvis de skal slå Kansas City. Både 49ers og Rams kan med deres forsvar og pass rush gøre lidt ondt på Mahomes, men de får meget svært ved at score nok point på angrebet. Chiefs har klaret den største udfordring her i Divisions-runden, og de vinder den anden Super Bowl på tre år, hvis de leverer bare 80 procent af deres topniveau i AFC-finalen og Super Bowl LVI.

Bills: Aldrig har en quarterback spillet bedre og tabt
Buffalo Bills-fans, hvis I læser med længere end de næste par linjer, så bliver læsningen lidt mere opmuntrende end det, der kommer nu: Bills har haft mange forfærdelige oplevelser i slutspillet, blandt andet med de fire Super Bowl-nederlag i træk i starten af 90’erne. Men det vanvittige nederlag til Chiefs må alligevel være blandt de værste. Quarterback Josh Allen spillede en fuldstændig magisk kamp. Allen kastede for 329 yards og fire touchdowns, mens han også var Bills’ klart bedste “runningback” med 11 løb for 68 yards. Han førte Bills til to potentielt kampvindende touchdowns i slutningen af fjerde quarter, hvor hans fjerde og sidste touchdown til Gabriel Davis med 13 sekunder tilbage 999 ud af 1.000 gange ville føre til sejr. Men på ufattelig vis nåede Kansas City at udligne og afgjorde derefter kampen med det samme i overtime. Når den voldsomme smerte langsomt begynder at forsvinde for de mest inkarnerede i Bills Mafia, så kan de glæde sig over, at Josh Allen er en helt forrygende quarterback, og at ingen quarterback tidligere har spillet så mesterligt og alligevel tabt. For Josh Allen havde vundet kampen for Bills. Mon ikke Bills går med squib kicket næste gang, de er i en tilsvarende situation…

– Alexander Paaske