Sheldon Rankins har fået sit gennembrud: Tanker fra uge 12

0

Bengals bør starte forfra, Andrew Luck er tilbage, og Saints’ Sheldon Rankins er blevet en stjerne. Fire af Gul Kluds skribenter giver her en tanke til alle holdene, der var i aktion i 12. spillerunde.

Sidste NFL-søndag i november er ovre, og vi er nu på vej ind i den afgørende måned. Mange af holdene må se de kolde kendsgerninger i øjnene, mens andre drømmer om football i januar. Bengals’ kollaps, Andrew Lucks tilbagekomst og Sheldon Rankins gennembrud er blot nogle af de ting fire af Gul Kluds skribenter vender i deres tanker fra 12. spillerunde.

Detroit Lions – Chicago Bears 16-23

Detroit Lions: Jim Bob Cooters skal smides for porten
Jeg påpegede det for nogle uger siden, at Jim Bob Cooters offensive system var forudsigeligt mod Minnesota Vikings, der havde let ved at lukke det ned. Denne uges kamp mod Chicago Bears lukkede sagen for mit vedkommende. Lions bliver nødt til at fyre Bob Cooter efter sæsonen. Mens resten af ligaens kasteangreb udvikler sig med kreative og agressive angrebssystemer, er Lions’ angreb kedeligt, konservativt og ineffektivt. I alt for høj grad bliver der kastet korte screens, kast til flatten og andet ligegyldigt. I denne uge sagde Eddie Jackson, at han havde læst tight endens rute, da han greb en interception og returnerede den for touchdown. Det er nu tredje gang (Jets og Vikings var de andre) i år, at en modstander er ude og kalde Lions’ angreb forudsigeligt. Det er uholdbart.

Chicago Bears: Jordan Howard ligner en færdig mand i Chicago
Mens forsvaret hos Bears har gang i en forrygende sæson, ligner Jordan Howard en mand, der ikke passer ind i Bears’ angreb. Howards fysiske lige fremover løbestil virker ikke til at passe ind i Bears’ angreb, der godt kan lide at angribe udvendigt på forsvaret. I år snitter han kun 3,3 yards pr. løb, og mit gæt er, at Bears vil lede efter alternativer i off season. Det vil sandsynligvis også medføre, at Howard bliver tradet væk.

Teis Joranger

Dallas Cowboys – Washington Redskins 31-23

Dallas Cowboys: En god dag for Cowboys’ secondary
Det var en god dag for Cowboys’ unge secondary. Der har været meget snak om cornerback Byron Jones’ fantastiske præstationer, men i denne uge leverede flere af de andre unge som Xavier Woods og Chidobe Awuzie også nogle fine præstationer, hvor Awuzie blandt andet forsvarede et kast, som Woods endte med at intercepte. Også cornerback Anthony Brown gjorde det fint med en interception og et sent sack. Noget af skylden skal tilfalde Redskins’ quarterbackvikar, Colt McCoy, men det var en opløftende præstation fra de unge Cowboys.

Washington Redskins: En dårlig dag for Redskins’ secondary
Men mens det var en god dag for Cowboys’ secondary, var det en dårlig dag for Redskins’ ditto. Forsvaret har ellers i store dele af denne sæson været en styrke for mandskabet, men mod Dallas lignede det tværtimod en svaghed. Selv om den defensive linje fik lagt pres på Dak Prescott ofte, var der store svagheder i bagkæden, hvor Amari Cooper fik frit løb og noterede sig for 180 yards og to touchdowns. Cornerbacks Fabian Moreau og Quinton Dunbar var hver især impliceret i et touchdown, og de imponerede langt fra.

Victor Risager

New Orleans Saints – Atlanta Falcons 31-17

Atlanta Falcons: Red zone-problemer vender tilbage
Falcons bør være skuffede over, at de blot satte 17 point på tavlen mod Saints. Hele fire gange fumblede de nemlig bolden i red zone, og tre af gangene endte Saints med at få fat i bolden. To af dem var fra Matt Ryan, der ikke kunne finde en åben receiver, mens de øvrige var fra henholdsvis Julio Jones og Calvin Ridley, hvor Saints’ cornerbacks skal roses. Problemerne i red zone har været vedholdende for Falcons, siden de ansatte Steve Sarkisian som offensiv koordinator, og spørgsmålet er, om han overlever denne skuffende sæson.

New Orleans Saints: Sheldon Rankins ligner en stjerne
Saints forsvar er godt igen. I løbet af de sidste seks uger har de blot tilladt mere end 25 point én gang (til Rams), og i de sidste tre har de ikke tilladt mere end 17. Det skyldes dels en forbedret secondary, men de bedste spillere på forsvaret i år er at finde oppe foran.
På den defensive linje er Cameron Jordan som altid forrygende, men Sheldon Rankins har også fået sit endelige gennembrud efter to middelmådige sæsoner. Førsterundevalget fra 2016 har i år været en force mod løbet, men er ligeledes forrygende i pass rush, hvor han ifølge PFF har 32 pressures og syv sacks i denne sæson. Han har gang i en forrygende sæson.

Victor Risager

Baltimore Ravens – Oakland Raiders 34-17

Baltimore Ravens: Brent Urban er en klassisk Ravens-spiller
Er der en ting, som Ravens kan i søvne, er det at finde og udvikle indvendige defensive linjefolk. En af de mere oversete spillere, som jeg egentlig godt kan lide, er Brent Urban. Den 27-årige 3-4 defensive end er en rigtig solid spiller mod løbet og har været det hele året. Det er første sæson, hvor han har været fast starter, da han tidligt blev skadet i 2017. Urban er ikke en spiller, der laver det ene store spil efter det andet, men han er en bundsolid rotationsspiller. Og så er han free agent efter sæsonen. Kan være en undervurderet nyerhvervelse for et hold.

Oakland Raiders: Karl Joseph har fem kampe til at sikre sit job
Førsterundevalget fra 2016, Karl Joseph, blev i starten af sæsonen pillet ud af startopstillingen, og han spillede næsten ikke før for tre uger siden. Nu virker det dog til, at Jon Gruden har indset, at nogle af de unge spillere skal have chancen, og derfor har Joseph spillet en hel del mere de sidste par kampe. Mod Ravens gjorde han det ganske hæderligt, og for Joseph vil de sidste fem kampe handle om at bevise for Gruden, at han fortjener et job næste år.

Teis Joranger

Buffalo Bills – Jacksonville Jaguars 24-21

Buffalo Bills: Kelvin Benjamin var en fejlinvestering
I sidste sæson valgte Buffalo Bills at smide et tredjerundevalg efter Kelvin Benjamin, og det ligner nu en kæmpe fejltagelse. Benjamin har ikke rigtig vist noget siden hans ankomst, og i weekenden var han degraderet til at spille langt færre snaps end spillere som undraftede rookie Robert Foster og Broncos-floppet Isaiah McKenzie. Alt peger på, at Benjamin efter sæsonen vil forlade holdet som free agent, og det tredjerundevalg kunne virkelig have været brugt bedre.

Jacksonville Jaguars: Leonard Fournette har udviklet sig som runningback
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er den største fan af Leonard Fournette, som jeg egentlig ikke mener har været en specielt god runningback. De sidste par uger, synes jeg dog, at jeg har set nogle positive tendenser fra Fournettes side. Mod Steelers i sidste uge og mod Bills i denne uge har Fournette løbet med bedre tålmodighed end tidligere, og han har i højere grad gået efter at må modstanderen til at misse tacklingen i stedet for bare at tromle ind i kontakten hver gang. Det er nogle af de ting, jeg synes, Fournette skal blive ved med at udvikle, hvis han vil blive en toprunningback i ligaen.

Teis Joranger

Carolina Panthers- Seattle Seahawks 27-30

Carolina Panthers: Panthers er i problemer, hvis Donte Jackson er skadet
Donte Jackson udgik af kampen efter de første defensive spil, og efterfølgende betød det megen spilletid til Captain Munnerlyn og Corn Elder, der ikke magtede opgaven mod Seahawks og Russell Wilson. Normalt er Munnerlyn en brugbar cornerback, men Corn Elder så fortabt ud i flere omgange, og hvis Donte Jacksons skade koster kampdeltagelser, er Munnerlyn og Elder blandt de svageste punkter på Panthersdefensiven.

Seattle Seahawks: Russell Wilson er stadigvæk fremragende
Vi ved det. I ved det. Og Seattles modstandere ved det. Alligevel kan de fleste NFL-hold ikke afholde Russell Wilson fra at købe sig den nødvendige tid i og udenfor lommen. Det er kun fire uger siden, vi skrev, at Russell Wilson er en af ligaens bedste quarterbacks, og efter søndagens kamp vil vi have lov til lovprise Ciaras kæreste endnu engang.
Få angreb ville falde så meget i niveau, hvis de mistede deres quarterback, som det er tilfældet med Seattle Seahawks.

Cincinnati Bengals – Cleveland Browns 20-35

Cincinnati Bengals: Tid til at starte forfra
Det hele ramler for Cincinnati Bengals. Forsvaret er den sidste håndfuld kampe faldet fuldstændig fra hinanden, og angrebet er også gået i stå. Nu er Andy Dalton skadet resten af året, og det ligner en skrækkelig sidste del af sæsonen kan være i vente. Ledelsen har været utroligt tålmodige med Marvin Lewis, men truppen ligner i den grad et hold, der har tabt troen på Lewis de seneste par år. Holdet kunne virkelig bruge en frisk start og nogle nye idéer hele vejen ned igennem organisationen, trænerstaben og spillertruppen. Og nej, her menes der ikke, at Hue Jackson er et nyt frisk pust.

Cleveland Browns: Greg Robinson har gjort det hæderligt
Jeg ved ikke helt, om jeg selv tror mine egne øjne, men Greg Robinson har gjort det ganske fint siden han blev starter på venstre tackle. Robinson var et enormt fejlvalg af Rams i første runde af 2014-draften, men den 26-årige tackle har virkelig grebet chancen i Cleveland. Han bliver aldrig en toptackle, men han har gjort det fint og ikke mindst været en kolossal opgradering i forhold til rookie Desmond Harrison, der startede sæsonen for Browns. Robinson fortjener helt sikkert noget af æren for Browns’ offensive forbedringer de sidste par uger.

Teis Joranger

New York Jets – New England Patriots 13-27

New York Jets: Uforståelig ubalance mellem løb og kast
15 løb. 45 kast. Det kan godt være, at NFL er en kasteliga, og det hører fortiden til at fordele løb og kast ligeligt, men Jets burde have løbet bolden langt mere mod Patriots. New England har ikke et specielt godt løbeforsvar, og på de 15 løb i kampen snittede ‘Gang Green‘ da også flotte fem yards per spil. Det undrer mig bare meget. Kampen var nemlig tæt ind til midten af fjerde quarter, så de manglende løb af Isaiah Crowell og co. kan ikke forsvares med, at Jets skulle jagte en føring. Den dårlige ‘game plan’ kan endnu en gang føres tilbage til Todd Bowles, hvis trænersæde er mere end brandvarmt.

New England Patriots: Når den offensive linje er skadesfri, dominerer den.
27 point mod et middelmådigt Jets-forsvar lyder ikke af meget, men Patriots’ angreb dominerede opgøret. 498 offensive yards blev det til deriblandt hele 215 langs jorden, hvilket i høj grad skyldes den offensive linje, der endelig er intakt igen. Højre tackle Marcus Cannon og guard Shaq Mason er tilbage efter skader, og deres betydning for linjens samarbejde og niveau var tydelig at se mod Jets. Enheden trynede Jets’ defensive front, åbnede store huller til runningback Sony Michel og tillod ikke et eneste sack. Når Patriots’ offensive linje er på toppen af sit niveau, er den blandt ligaens allerbedste.

Alexander Paaske

Philadelphia Eagles – New York Giants 25-22

Philadelphia Eagles: Eagles er ved at have en solid tredjelinebacker
På vej ind til sæsonen var der ganske meget tvivl om dybden bag Jordan Hicks og Nigel Bradham, men Kamu Grugier-Hill er stille og rolig begyndt at vise sig som en linebacker, Eagles kan stole på. I Grugier-Hills to første år i NFL spillede han primært special teams, men i kampen mod Giants – og i en del af årets andre kampe – har den tidligere Eastern Illinois-linebacker vist niveau til at blive en fremtidig starter. Han bliver nok aldrig en stjerne, men mindre kan også gøre det i en liga, der i den grad skriger på opgraderinger på linebackerpositionen.

New York Giants: Grant Haley skal ses an i resten af 2018
Alec Ogletree var dårlig igen i denne uge, men der skal nok blive rigeligt med muligheder for at nævne ham, så ugens spotlight falder på den unge og undraftede cornerback Grant Haley. I de sidste fire uger har Haley været holdets primære slotcornerback, og selvom vi kun er cirka 160 snaps inde i den rapfodede cornerbacks karriere, så har han vist sig frem på en sådan måde, at han som minimum skal spille nickelcornerback for Giants i resten af sæsonen. Nogen vil måske sågar argumentere for, at Giants skal prøve ham af som fast cornerback foran snart 29-årige B.W Webb.

Tampa Bay Buccaneers – San Francisco 49ers 27-9

Tampa Bay Buccaneers: Vita Vea viser sit værd
Som sæsonen har skredet frem, har Buccaneers’ beslutning om at vælge Vita Vea i draften set mere og mere underlig ud, da Vea har haft en stille debutsæson, mens andre har imponeret. Vea fik dog vist sit værd med en god præstation mod 49ers, hvor han især var stærk i løbespillet med tre såkaldte “tackles for loss” (tacklinger, hvor angrebet taber yards, red.). Derudover tilføjede han endda et sack. Alt i alt var det en flot præstation af den defensive tackle.

San Francisco 49ers: Så kom Nick Mullens ned på jorden igen
Nick Mullens tog NFL med storm, da han startede som quarterback mod Raiders for et par uger siden og rev Oakland rundt i manegen. Nu er det imidlertid en anden historie. Søndag leverede han således sin absolut dårligste præstation hidtil – og det var endda mod Buccaneers’ dårlige forsvar. Efter kun at have kastet for 45 yards i første halvleg, sluttede han med 221 yards for et touchdown og to interceptions, men han var upræcis igennem hele kampen og ramte på blot 18 af 32 kast. Han får lov til at starte igen mod Seahawks, men det skal ikke udelukkes, at C.J. Beathard kommer i aktion, hvis Mullens’ nedtur fortsætter.

Victor Risager

Los Angeles Chargers – Arizona Cardinals 45-10

Los Angeles Chargers: Dan Feeney kan simpelthen ikke være bedre end Forrest Lamp
Mit favorithold vandt 45-10, og dermed bør jeg nok være tilfreds. Omvendt skal hold, der vinder være i stand til at se ud over sejrene og se, at nogle spillere simpelthen skader holdets chancer for at vinde kampene fremover. I nogle tilfælde – som på defensive tackle – har Chargers ikke nogle gode alternativer, men i tilfældet med venstre guarden Dan Feeney, der har været holdets ringeste linjemand, sidder sidste års andetrundevalg, Forrest Lamp, lige nu udenfor kamptruppen.
Anthony Lynn har udtalt, at han ikke vil spille Lamp nu og her, fordi han ikke spillede i camp, og fordi selve sæsonen ikke er stedet at teste spillere af. Problemet er bare, at Forrest Lamp med over 95% sandsynlighed ville være Dan Feeney ganske overlegen.
Mod Cardinals gav Feeney blandt andet to sacks op til Robert Nkemdiche.

Arizona Cardinals: Nkemdiche fik 2,5 sacks, men få ikke forhåbninger
Cardinals valgte Robert Nkemdiche i første runde af 2016-draften, og i hans hidtidige 24 kampe præsterede Nkemdiche sølle to sacks. Heldigvis for ham stod han bl.a. over for Dan Feeney i denne kamp, og derfor mere end fordoblede han karrieretotalen, så den nu lyder på 4,5 sacks.
Nkemdiche har været et af de mest hypede talenter siden high school, men intet tyder på, at denne kamp kan være kickstarteren til en god NFL-karriere.

Dennis Cordsen

Indianapolis Colts – Miami Dolphins 27-24

Indianapolis Colts: Andrew Luck er igen blandt NFL’s bedste
Det var ikke hans kønneste kamp, men Andrew Luck viste igen sin kvalitet, da Colts vandt over Dolphins. Han førte an i sidste ende ved at sætte en fornem angrebsserie sammen, der endte med et Adam Vinatieri-field goal, da tiden løb ud. Det sikrede Colts deres femte sejr i træk, og Luck sluttede kampen med tre eller flere touchdowns for ottende kamp i træk. Colts har nu så småt kurs mod en slutspilsbillet, og Luck har igen etableret sig som en af NFL’s ti bedste quarterbacks.

Miami Dolphins: Xavien Howard er en utrolig ballhawk
Efter sine to interceptions søndag har Xavien Howard nu ni interceptions i sine sidste 16 kampe, hvilket er flest af alle i NFL. Og de to, han havde mod Colts, viser hvorfor. Howard har et utroligt boldøje og er forrygende til at læse kastet. Selv om han til tider har haft lidt problemer i opdækningen i år, vil Howard være en frygtet ballhawk i år fremover.

Victor Risager

Denver Broncos – Pittsburgh Steelers 24-17

Denver Broncos: Angrebet begynder at finde sin identitet
To fantastiske sejre i træk for Denver Broncos, og holdet begynder endelig at finde formlen under Vance Joseph. Specielt angrebet virker til at have fundet en lidt bedre identitet end i starten, hvor Case Keenum følte sig tvunget til at tage for mange chancer. Nu benytter holdet i lidt højere grad den fantastiske undraftede rookie Phillip Lindsay, og de er blevet bedre til at give Keenum nogle bevægelige lommer, der passer til hans styrker som quarterback. Det har også medført, at Keenum har skruet gevaldigt ned på fejlene, og med et relativt godt forsvar gør det dem svære at slå.

Pittsburgh Steelers: Turnovers er blevet et stort problem for Steelers
For Pittsburgh Steelers var dette en kamp, som holdet på alle måder burde have vundet. Ben Roethlisberger kastede for over 450 yards, og Broncos’ forsvar havde generelt meget svært ved at stoppe Steelers-angrebet. Alligevel fik Steelers dog kun sat 17 point på tavlen, og det kan kun tilskrives en ting – turnovers. Steelers fumblede bolden to gange dybt på Broncos’ banehalvdel, mens Ben Roethlisberger kastede to interceptions, den sidste fra 2 yard linjen med under et minut igen. Det begynder at være en tendens for Steelers, og kun seks hold (Bucs, Jets, Cards, Bills, Jags og 49ers) i år har lavet flere turnovers i år. Når man samtidig er blandt de 10 dårligste til at skabe turnovers, er kampene ofte op ad bakke. Det skal blive bedre resten af sæsonen, hvis holdet skal håbe på succes.

Teis Joranger

Minnesota Vikings – Green Bay Packers 24-17

Minnesota Vikings: Den defensive linje er nøglen
Vi vidste godt, at Minnesota Vikings havde et fremragende forsvar. Og hvis vi var i tvivl, blev vi i sejren over Green Bay mindet om, hvor defensivens – og holdets – helt store styrke ligge: På den defensive linje. Danielle Hunter, Linval Joseph, Everson Griffen, Sheldon Richardson og Tom Johnson udgør en frygtindgydende femkløver. De tre sidstnævnte stod bag holdets fire sacks af Aaron Rodgers, og især Richardson var blændende med to sacks og hele syv tacklinger. Hver uge er det en ny mand på linjen, der for alvor træder i karakter, og det er umuligt at dæmme helt op for alle de dygtige linjemænd. Vikings’ sæson starter og slutter med Hunter og co.

Green Bay Packers: Tredje down koster rigtig dyrt
Det var imponerende at se, hvor godt Packers flyttede bolden i den første tredjedel af kampen, men det var lige så chokerende at se, at angrebet derefter gik fuldstændig i stå. Det skyldes i høj grad, at Aaron Rodgers og resten af angrebet simpelthen ikke kan konvertere tredje down til et sæt nye forsøg. Ostehovederne havde blot succes på en femtedel af sine ‘money downs’ mod Vikings, mens det i forrigede spillerunde mod Seahawks ikke var meget bedre med 27 procent. Med så ringe procenter er det svært at sætte længerevarende angrebsserier sammen, og meget af det kan faktisk spores tilbage til uskarpt spil af Rodgers. Packers har nu tre procents chance for at gå i slutspillet. Tredje down-procenten skal forbedres langt mere fremover.

Alexander Paaske

Houston Texans – Tennessee Titans 34-17

Houston Texans: Texans’ pass rush er skræmmende
Efter at have siddet ude i mere eller mindre to år, er J.J. Watt endelig tilbage på sit bedste, og han er simpelthen forrygende at se på. Imod Titans dominerede han, og han noterede sig for 1,5 sack og en forceret fumble. Den opmærksomhed, han kræver, åbner samtidig for Texans’ øvrige pass rushere, Whitney Mercilus, Christian Covington og Jadeveon Clowney, og Texans endte med i alt seks sacks, hvilket var anden kamp i træk, at de nåede fem eller flere sacks.

Tennessee Titans: Mariota var god, men den offensive linje gør det ikke nemt
Marcus Mariota har efterhånden leveret en håndfuld gode præstationer i løbet af den sidste måned, og det gjorde quarterbacken også mod Texans. Han ramte på 22 af 23 kast for to touchdowns og kastede ingen interceptions. Men selv om det lyder imponerende, var mange af kastene meget korte kast til blandt andre runningback Dion Lewis, og det skyldtes især, at den offensive linje er tvivlsom. Linjen, der ellers har været imponerende i et par år, tillod hele seks sacks, og Mariota var ofte under pres. Når han endelig fik lidt tid, viste han også, hvad han kan med et par fine kast til Corey Davis. Hvis Titans skal gøre sig forhåbninger om slutspillet, skal linjen ordnes hurtigst muligt.

Victor Risager