Richard Sherman er stadig fantastisk, Aaron Jones imponerer og A.J. Green er uundværlig. NFL-sæsonens 10. spillerunde bød på flere interessante opgør, og fire af Gul Kluds skribenter giver dig her en tanke til alle hold, der var i aktion i 10. spillerunde

10. spillerunde af NFL-sæsonen bød på flere overraskende resultater og et par gedigne afklapsninger. Her får du en tanke til alle hold, der var i aktion, fra Alexander Paaske, Victor Risager, Dennis Cordsen og Teis Joranger.

Carolina Panthers – Pittsburgh Steelers: 21-52

Carolina Panthers: Der skal investeres i den offensive linje
Det var den store bekymring inden sæsonen, men Norv Turners system har indtil nu fint maskeret problemerne på den offensive linje. Mod Pittsburgh Steelers blev det dog tydeligt, at den offensive linje fortjener noget nyt talent inden 2019. Specielt indvendigt med Greg Van Roten og aldrende Ryan Kalil havde Panthers problemer, og det ville være et god sted at starte, da fremtiden ser sikret ud på tackle med Daryl Williams og Taylor Moton.

Pittsburgh Steelers: Randy Fichtner har været en klar forbedring
Steelers’ offensive koordinator Randy Fichtner var et helt ubeskrevet blad som koordinator, da han blev forfremmet fra quarterback-træner til offensiv koordinator. Her lidt over halvvejs inde i sæsonen ligner det en klar forbedring i forhold til Todd Haley, der ellers gjorde det glimrende i Pittsburgh. Steelers har i år været ligaens bedste hold i redzone og et af ligaens bedste på tredje down. De to områder var Haleys store svaghed, og selvom Big Ben helt sikkert er mere involveret i angrebet, fortjener Fichtner stor ros for mange fine spildesigns netop i disse situationer. Det er strålende effektiv football.

Teis Joranger

New Orleans Saints – Cincinnati Bengals: 51-14

New Orleans Saints: Mark Ingram kom i gang
Efter runningback Mark Ingram vendte tilbage efter fire spilledages karantæne i uge 5, har vi ventet på en stor præstation af ham. Det leverede han mod Bengals med 13 løb for 104 yards. Ingram lignede en mand på det høje niveau, han havde sidste år, da han løb beslutsomt, brutalt og med en fin fart i stængerne. Kan Ingram fortsætte det niveau, har Saints nu endnu et våben, som modstanderne skal forsøge at stoppe. Hvem er de andre våben, spørger du? MVP-favoritten Drew Brees, runningback Alvin Kamara og den ustoppelige wide receiver, Michael Thomas.

Cincinnati Bengals: A.J. Green er uundværlig
Wide receiver A.J. Green er den bedste spiller på Bengals’ hold. Hvorfor lyder jeg så overbevist? Først fremmest er Green fantastisk til at gribe bolde, og dernæst så vi hans enorme betydning for tigernes angreb mod Saints, hvor han ikke var med på grund af en tåskade. Andy Dalton kastede for sølle 153 yards i kampen og havde store udfordringer med at finde frie medspillere. Det var slet ikke til at se, at Bengals-angrebet har set stærkt ud flere gange i sæsonen. Før skaden til A.J. Green havde jeg ikke den store tiltro til Cincinnati, og med angrebsstjernen ude indtil december kan jeg ikke se Dalton og co. sætte nok point på tavlen til at vinde kampe. Specielt ikke når forsvaret er dårligt på samme tid.

Alexander Paaske

Atlanta Falcons – Cleveland Browns: 16-28

Atlanta Falcons: Irvin skal hjælpe det skuffende pass rush
Falcons har haft umådeligt svært ved at lægge pres på modstandernes quarterback i denne sæson, og det var igen tilfældet mod Browns. Vic Beasley er milevidt fra sin gode 2016-sæson, mens Takkarist McKinley har været svingende i sine præstationer. Af den grund hentede Falcons for nylig Bruce Irvin, og han fik debut mod Browns. Selv om han blot spille en håndfuld snaps, fik han vist, at han kan lidt, og man håbe, at han ender med at blive en forbedring for Falcons’ pass rush. De har nemlig brug for al den hjælp, de kan få.

Cleveland Browns: Joe Schobert er en virkelig dygtig linebacker
Linebacker Joe Schobert er ikke et meget kendt navn, men han fortjener en del kredit for sine præstationer for Browns. Imod Falcons var han tilbage fra en skade, som havde holdt ham ude i tre uger, og det kunne mærkes. Schobert var god imod løbet og er især dygtig i opdækningen, hvor han blot tillod en grebet bold for to yards i opgøret, og han er en hjørnesten og profil på Browns’ forsvar, der efterhånden besidder en hel del talent.

Victor Risager

Detroit Lions – Chicago Bears: 22-34

Detroit Lions: Der skal investeres tungt på cornerback i foråret
Det er klart, at det ikke hjælper, når Darius Slay er skadet, men resten af cornerback-gruppen lever simpelthen ikke op til den standard, man kan forvente af NFL-hold. Nevin Lawson, DeShawn Shead og Teez Tabor har alle haft store problemer i år, og kun Tabor har manglende erfaren som undskyldning. Inden 2019 skal der investeres tungt i bagkæden af forsvaret, der holder holdet tilbage lige nu.

Chicago Bears: Allen Robinson fik vist topniveauet
Allen Robinson havde sin bedste kamp i sin Bears-tid mod Lions. Det hænger selvfølgelig sammen med ovenstående pointe om Lions’ cornerbacks, men Robinson fik vist, hvad han på sine bedste dage kan bidrage med. Nu er det op til Robinson at holde niveauet hold og blive det pålidelige våben, som Bears betalte for i free agency. Hvis det lykkes har Bears fået endnu en spændende streng at spille på i det spændende Matt Nagy angreb.

Teis Joranger

Arizona Cardinals – Kansas City Chiefs: 14-26

Arizona Cardinals: Chandler Jones vil give Eric Fisher mareridt
Cardinals leverede deres måske mest helstøbte præstation mod Chiefs, hvor der kom gang i stjernerunningbacken David Johnson, mens forsvaret “holdt” Chiefs til 26 point. En af grundene til netop den udmærkede forsvarspræstation var Chandler Jones. Den dygtige pass rusher gjorde i den grad livet surt for Chiefs’ venstre tackle, Eric Fisher, og Jones formåede at nedlægge Patrick Mahomes to gange. Det var ganske enkelt en dominerende præstation af Jones.

Kansas City Chiefs: Fremragende pass rush redder forsvaret
Mens Chiefs’ angreb har kørt derudaf hele denne sæson, fik Chiefs’ forsvar meget kritik i starten af sæsonen. Det er stadig ikke et decideret godt forsvar, men Chiefs har trods alt en god håndfuld dygtige pass rushere, og et godt pass rush kan gøre et dårligt forsvar middelmådigt. I opgøret mod Cardinals var både Dee Ford, Justin Houston og Chris Jones i hopla, og de tre var konstant i nærheden af Rosen, der blev presset til dårlige kast flere gange. I alt noterede de tre profiler sig for tilsammen 20 pressures og tre sacks. Med en skræmmende trio, der kan afgøre kampe på egen hånd, samt et højtflvende angreb, ser Chiefs endnu mere skræmmende ud.

Victor Risager

New England Patriots – Tennessee Titans: 10-34

New England Patriots: Stephon Gilmore viste bekymrende svaghedstegn
Patriots har et forsvar uden de store stjerner og skal derfor spille disciplineret som en enhed. Det var bestemt ikke tilfældet mod Titans, og en af årsagerne skal findes i, at en af dem, der faktisk er en stor profil, viste overraskende svaghedstegn. Cornerback Stephon Gilmore blev nemlig drevet rundt i manegen af unge Corey Davis, der greb for 125 yards og brændte Gilmore for et touchdown. Gilmores opgave hver uge er at lukke ned for modstanderens bedste receiver. Det lykkedes fint mod Davante Adams i uge 9, men bestemt ikke mod Davis. Det er for tidligt at male fanden på væggen, men Patriots-forsvaret er maksimalt middelmådigt, hvis Gilmore ikke løfter niveauet igen.

Tennessee Titans: Mariota begynder at ligne en konge af tredje downs
Titans smadrede Patriots i alle facetter af spillet, og Marcus Mariota var især imponerende. Quarterbacken ligner en mand fyldt med selvtillid, og det afspejlede sig for anden kamp i træk i fantastisk spil af Mariota på tredje downs. Hver gang Patriots troede, at de kunne sende Titans-angrebet tilbage på sidelinjen, diskede Mariota op med et fremragende kast, der holdt hjemmeholdets respektive angrebsserie i live. Titans konverterede 41 procent af holdets tredje downs, men den procent kunne sagtens have været højere, hvis ikke Tennessee var begyndt at spille en smule konservativt med en kæmpe føring i fjerde quarter.

Alexander Paaske

Washington Redskins – Tampa Bay Buccaneers: 16-3

Washington Redskins: Skaderne har gjort Redskinsangrebet tandløst.
Med de to guards Brandon Scherff og Shawn Lauvao, receiver Paul Richardson og runningbacken Derrius Guice har Redskinsangrebet mistet fire vigtige spillere for sæsonen. I søndagens opgør sad Trent Williams, Jamison Crowder og Chris Thompson tilmed også ude med skader, og derfor er det ikke så underligt, at angrebet havde ganske store problemer mod et normalt dårligt Buccaneersforsvar.

Redskins er 6-3 og får virkelig brug for at undgå skader fremadrettet, hvis de skal have nogen former for chancer i januar, hvis de formår at gå i slutspillet.

Tampa Bay Buccaneers: Sjældent set sløseri i Redzone
Buccaneers scorede tre sølle point i en kamp, hvor holdet på seks ud af ni angrebsserier kom i redzone – altså inden for modstandernes 20-yard-linje.

De angrebsserier nåede til 19’eren, 12’eren, 15’eren, 16’eren, 19eren og 2’eren, men sluttede med interception, misset FG, tre point, endnu et misset FG, fumble og endnu en fumble. På en syvende angrebsserie var Fitzpatrick efter et scramble på vej til 25-yard-linjen og en første down, da han håbløst kastede bolden fremad og til siden efter line of scrimmage… Buccaneers og Fitzpatrick flyttede bolden efter behag, og med alle andre quarterbacks end Fitzpatrick (i hans nuværende form) burde holdet have scoret mindst 20 point.

Dennis Cordsen

Buffalo Bills – New York Jets: 41-10

Buffalo Bills: Zay Jones har spillet rimeligt i år
Det har været svært at vurdere de involverede parter i Bills’ kasteangreb, da det har været historiens dårligste kasteangreb nogensinde. På trods af det har Zay Jones fremstået som udmærket spillende i år, og i søndagens kamp mod Jets havde han en rigtig god kamp. I alt blev det til lige under 100 yards, og han ligner en mand, som kan bidrage udmærket i de kommende år, hvor angrebet også som helhed formentlig bliver bedre.

New York Jets: Skræmmende ringe fra McCown
Inden kampen var jeg ikke sikker på, at Josh McCown ville være værre end rookie Sam Darnold, der har haft en noget svingende rookiesæson. De sidste par år har rutinerede McCown altid været nogenlunde habil, når han har spillet, og han spillede også en pæn 2017-sæson for Jets. I kampen mod Bills var det dog langt fra en dans på roser for 39-årige McCown. Det var mildest talt et skuffende niveau, og der er nu ingen tvivl om, at Darnold er den bedste løsning også på nuværende tidspunkt.

Teis Joranger

Jacksonville Jaguars – Indianapolis Colts 26-29

Jacksonville Jaguars: Josh Walker er en katastrofe på venstre tackle
Efter skader til Cam Robinson og Josh Wells er Josh Walker blevet kastet i aktion på venstre tackle for Jacksonville Jaguars. Nu er det blevet til fem kampe for Walker, og der tegner sig desværre et ærgerligt billede. I forhold til ligaens andre startende tackles har han kun spillet cirka halvt så mange snaps, men alligevel er han den tackle i ligaen, der har tilladt tredjeflest pressures overhovedet. Det er klart, at han var tredjereserve, men det giver en del problemer for angrebet lige nu. Jeg siger ikke, at Ereck Flowers skal have chancen, men det siger jeg lidt.

Indianapolis Colts: Angrebet er super spændende under Reich
Det er interessant at se det angreb, som Frank Reich har fået samlet i Indianapolis. For selvom holdet mangler wide receivere og heller ikke har en stabil runningback, får de flyttet bolden ganske effektivt. Hele angrebet ser bare veldesignet ud, og spillerne bliver ofte sat i rigtig favorable situationer pga. Reichs spildesigns. Det er spørgsmålet om Reich ikke fortjener stor del af æren for Eagles’ angreb sidste år, selvom Doug Pederson kaldte spillene. I år ser Colts-angrebet i hvert fald noget mere velsmurt ud end Eagles’.

Teis Joranger

Los Angeles Chargers – Oakland Raiders: 20-6

Los Angeles Chargers: Præcision er 100 gange mere vigtigt end styrke
Normalt er det armen på quarterbacken, der værdsættes alt for meget, men her vil jeg tillade mig at sige, at det samme sker for kickere. Det kan godt være, at Chargers’ nye kicker, Michael Badgley ikke kommer til at ramme spark på over 52 yards, men hvorfor tror vi, at Caleb Sturgis ville kunne ramme fra 52 yards, når han missede 1 ud af 3 ekstrapoint? Badgley har ramt på alle 14 spark i hans Chargers-karriere.

Oakland Raiders: Planen var fin, men holdt i lidt over et quarter
Oakland Raiders er i en situation, hvor de ganske enkelt er det dårligste hold i NFL, og derfor var det perfekt, da de fra starten af kampen kom ud og lykkedes med at gøre deres første tre angrebsserier fornuftigt langt tidsslugende. På den måde sikrede de, at Chargers havde færre muligheder for at vise niveauforskellen mellem de to hold. Raiders missede dog at score point på første angrebsserie, da de blev stoppet på 1yardlinjen, og samtidig ophørte de lange angrebserier fra Raiders, så Chargers til sidst kunne køre en sikker sejr hjem.

Dennis Cordsen

Seattle Seahawks – Los Angeles Rams: 31-36

Seattle Seahawks: Lidt medvind til Rashaad Penny
I løbet af sæsonens første otte runder var Seahawks’ førsterundevalg, Rashaad Penny, i årets NFL-draft nærmest usynlig, og Penny spillede udelukkende på special teams i flere uger. Men med den normale starter Chris Carson ude, fik Penny en chance for at vise sit værd, og den chance greb han. Hans første to løb resulterede i mere end 50 yards og et touchdown, og han fortsatte i anden halvleg, hvilket til slut resulterede i 108 yards og et touchdown på 12 løb.

Los Angeles Rams: Øget brug af tight ends skal gøre op for Kupps skade
Jared Goff skal se bort fra et af sine absolutte yndlingsmål i Cooper Kupp i resten af sæsonen, og det betyder, at andre skal præstere. Hvem det kan være, fik vi en forsmag på i sejren over Seahawks, hvor Rams’ to tight ends Tyler Higbee og Gerald Everett hver især leverede gode præstationer. De har fået større roller på det sidste og mod Seahawks stod de tilsammen for fem grebne bolde for 50 yards med to touchdowns. Kupps skade er et hårdt slag for Rams, men hvis Higbee og Everett fortsætter, kan de mindske slaget.

Victor Risager

Miami Dolphins – Green Bay Packers: 12-31

Miami Dolphins: Robert Quinn viste endelig noget
Pass rusher Robert Quinn har været en gedigen skuffelse for Dolphins i denne sæson. Miami havde helt sikkert håbet på, at den defensive end kunne genfinde noget, der mindede om hans tidligere vanvittige topniveau, men det har ikke været tilfældet. Mod Packers så vi dog endelig noget fra Quinns side, da han blev noteret for 1,5 sacks. 0,5 sack flere, end han havde inden opgøret. Forhåbentlig for delfinerne kan Quinn bygge videre på den præstation og langt om længe give holdet noget pass rush ud over evigt unge Cameron Wake.

Green Bay Packers: Aaron Jones er en blændende runningback
“Endelig fattede du det, Mike McCarthy.” Sådan bør alle Packers-fans tænke efter Aaron Jones’ sublime kamp mod Dolphins. Den unge runningback har ikke fået bolden så meget, som han burde indtil videre i sæsonen, men det fik han søndag. Det resulterede i hele 145 yards og to touchdowns på blot 15 løb. Jones har stort alle de kvaliteter, du ønsker i en runningback. Han er eksplosiv og kan læse sine linjemænds blokeringer, hvilket giver det ene positive spil efter det andet. Hvis Packers fortsætter med at give Aaron Jones bolden, vil det kun hjælpe Aaron Rodgers og angrebet fremadrettet.

Alexander Paaske

Dallas Cowboys – Philadelphia Eagles: 27-20

Dallas Cowboys: Cooper kan være det, Dak manglede
Dak Prescott spillede igen en halvtvivlsom kamp, men hans nye våben, Amari Cooper, virkede til gengæld klar efter at være undsluppet  Jon Grudens kaos i Oakland. Mod Eagles greb Cooper seks bolde for 75 yards, og med et bedre kast på en dyb bold var han let kommet over 100. Statistisk set har Cooper endnu ikke haft det helt store gennembrud for Cowbooys, men spillet på banen indikerer, at det kommer før eller siden.

Philadelphia Eagles: Golden Tate skal mere på banen
Golden Tate greb to bolde for 19 yards, og begge bolde blev grebet bag line of scrimmage. Samtidig var Tate kun på banen på 18 snaps og en spiller som Jordan Matthews spillede betydeligt mere. Det her var Tates første uge hos Eagles, men de er nødt til at få ham mere på banen, hvis han skal have mulighed for at hjælpe en noget spruttende offensiv.

New York Giants – San Francisco 49ers: 27-23

New York Giants: Linebackerne har store problemer i opdækningen
Giants snuppede en sjælden sejr mod 49ers, men det var ikke en decideret overlegen præstation. 49ers-quarterback Nick Mullens og kompagni formåede nemlig at udnytte nogle svagheder i Giants’ forsvar, hvor de især kastede over midten mod Alec Ogletree og B.J. Goodson. Især Ogletree var ikke imponerende og tillod otte grebne bolde, mens B.J. Goodson tillod to. Sidstnænvte endte dog med to interceptions, men de kom, efter at andre havde forsvaret kastet.

San Francisco 49ers: Sherman er stadig en klassecornerback
Inden denne sæson var der nogle, der mere eller mindre havde afskrevet Richard Sherman som en af NFL’s bedste cornerbacks. Men hos 49ers har han alligevel genfundet noget af den form, der i sin tid gjorde ham til en af NFL’s mest frygtede cornerbacks. Mod Giants lukkede han stort set hele sin side af banen bortset fra et enkelt kast til Odell Beckham Jr. og en pass interference. Derudover var han især god til at være hurtig over Saquon Barkley, når runningbacken brød fri i løbe- eller kastespillet.