Patriots vandt deres sjette Super Bowl, og det unge Rams-hold må vente på sin storhedstid. Super Bowl blev en tæt og intens forsvarspræget kamp, og vi giver der her et par tanker til begge holds præstation.

Super Bowl 53 blev ikke et offensivt festfyrværkeri, men i stedet en tæt og intens forsvarsduel, hvor to erfarne forsvarshjerner havde overhånden. Her få du årets sidste omgang tanker, når et par tanker til begge Super Bowl-deltagere gives herunder.

Los Angeles Rams – New England Patirots: 3 – 13

Rams’ angreb: Goff skal stadig blive bedre
Rams’ angreb skuffede i ekstraordinær stil i Super Bowl, og det var ikke mindst Jared Goffs skyld. Goff havde en virkelig dårlig dag på kontoret og sluttede 19 for 38 for 229 yards med en interception. Quarterbacken havde det ikke nemt bag en offensiv linje, der blev ydmyget af Patriots, og han var konstant under pres, men han lavede også mange personlige fejl.

Goffs første kast i anden halvleg sad direkte i hænderne på Patriots’ Dont’a Hightower, der dog ikke kunne holde fast i bolden, og derefter opfangede Goff for sent, at Brandin Cooks var åben for et touchdown, hvilket gav Patriots’ Jason McCourty muligheden for at forpurre scoringen. Det skuffende præstation fortsatte i fjerde quarter, hvor han fortsatte med at misse et par åbne kast, mens han også kastede en dyr interception til Stephon Gilmore, som endegyldigt lukkede kampen.

Alt i alt var det en skuffende aften for Goff – og Rams – og han viste, at han skal forbedre sig endnu mere, hvis Rams vil udvikle sig til et dominerende mandskab i NFC og vinde et par Super Bowls i fremtiden.

Victor Risager

Rams’ forsvar: Hvor mange af lejesoldaterne kan de bringe tilbage?
2018-forsvaret var sammensat af en lang række dyre profiler, og inden søndagens kamp havde præstationerne været lidt svingende. Mod Patriots spillede forsvaret dog deres klart bedste kamp, og i næsten alle scenarier burde præstationen have været nok til at vinde. Nu er spørgsmålet, hvor mange man kan holde fast i?

Ndamukong Suh, Aqib Talib, Mark Barron, Dante Fowler, LaMarcus Joyner og Michael Brockers har alle spillet på dyre kontrakter i 2018, men har enten kontraktudløb eller kan fritstilles med stor økonomisk gevinst. Specielt Ndamukong Suh, Dante Fowler og LaMarcus Joyner har ageret etårige lejesoldater, og spørgsmålet er, om de har indfriet forventningerne, så de kan få en ny kontrakt? Jeg glæder mig meget til at se, hvordan Rams ønsker at bygge deres forsvar op næste år. Som tingene ser ud lige nu, kan der ske store omvæltninger.

Teis Joranger

Patriots’ angreb: Patriots skal give Brady nogle bedre receivere næste år
Julian Edelman var fantastisk, og hans samarbejde med Brady er uforligneligt. Problemerne opstod i år, når Brady var tvunget til at kaste mod de andre offensive våben. Specielt resten af wide receivergruppen var et kæmpe problem. Phillip Dorsett og Chris Hogan lever simpelthen ikke op til standarden, og i 2018 var Brady i hvert fald ikke i stand til at få dem til at se gode ud, som han ellers tidligere har gjort med dårligere receivere. Hvis Patriots skal optimere de sidste år af Bradys karriere, skal de gøre det lettere for ham og give ham nogle pålidelige våben på ydersiden.

Teis Joranger

Patriots’ forsvar: Play action uden effekt
Det er ingen hemmelighed, at Sean McVay er hjernen bag Rams’ angrebsspil, og at Goff bliver meget lettere at stoppe, når han er overladt til sig selv.
Det var tilfældet i Super Bowl, hvor Patriots’ linebackere ofte ikke respekterede play faken på play action. På play action spil, er spillene ofte designet til, at en mand skal blive fri bag de linebackere, der træder frem mod runningbacken. Når Dont’a Hightower og kompagni fra starten af kun tænkte på kastespillet, blev Goff tvunget til at tænke ud af boksen, og det lykkedes sjældent.

Kunne Rams så ikke bare have løbet bolden igen og igen? – Jo, det kunne man tro, men Rams snittede 3,4 yards per løb. Belichick vidste, at Rams ofte vinder på mange store spil, men i Super Bowl var de tvunget til at score på lange drives, hvilket de ikke formåede at skrue sammen.

Dennis Cordsen