Jameis Winston har gang i en sæson, hvor han kaster touchdowns, interceptions og ‘pick sixes’ som en gal. Og det kan gøre hans sæson historisk.

Bruce Arians blev i foråret hyret som cheftræner for Tampa Bay Buccaneers, og den erfarne cheftræner skulle primært få styr på quarterback Jameis Winston, der i sin karriere har smidt bolden væk i ét væk.

På mange måder har Bruce Arians også fået noget godt ud af Jameis Winston.

Winston har efter 13 spillerunder i år slået sin personlige rekord for flest kastede yards i en sæson. 4.115 yards er det blevet til hidtil, hvilket er 25 yards mere end han kastede for i hele 2016-sæsonen, hvor han kastede for næstflest i sin karriere. Han er samtidig godt på vej mod at slå sin personlige rekord på 28 touchdowns på en sæson, da han med tre kampe igen har kastet 26 af slagsen.

Men Bruce Arians har ikke kunnet løse Jameis Winstons største problem: turnovers. Quarterbacken har nemlig også allerede slået sin egen rekord for flest interceptions i én sæson.

I weekenden kastede Jameis Winston nemlig en interception med sit første kast mod Indianapolis Colts, og han kastede yderligere to i kampen. Nu står han noteret for 23 interceptions efter 13 kampe, og det er fem mere end hans tidligere rekord på 18.

Sæsonen har altså budt på både op- og nedture for Jameis Winston og Buccaneers, men den kan også nå blive historisk for den 25-årige quarterback. Det er langtfra utænkeligt, at Winston på de sidste tre kampe i sæsonen kaster fire touchdowns og to interceptions – ja, det er faktisk urealistisk, at han ikke gør det – og hvis han gør det vil han blive blot den tredje spiller i historien med 30 touchdowns og 25 interceptions på én sæson.

De to øvrige på listen er Eli Manning for New York Giants i 2010 og Lynn Dickey for Green Bay Packers i 1983.

Du kan se hele den nuværende liste her:

Måske kan Jameis Winston endda skrive sig ind i historiebøgerne som den første quarterback med 30 touchdowns og 30 interceptions i en sæson. Flere har kastet mere end 30 interceptions på én sæson, men ingen har samtidig kastet 30 touchdowns. Men mens det vil kræve blot fire touchdowns, vil det også kræve syv interceptions, og det bliver svært at nå – især når man tager i betragtning, at to af de hold, Buccaneers skal møde, Houston Texans og Detroit Lions, er blandt de hold med færrest interceptions i sæsonen.

Men det er ikke den eneste måde, han kan skrive sig ind i historiebøgerne på. Jameis Winston har hidtil kastet fem ‘pick sixes’ (interceptions, der bliver returneret for et touchdown, red.). Det er nok til en delt tredjeplads med blandt andre Philip Rivers, Geno Smith og Carson Palmer for flest i en sæson.

Og med tre kampe igen kan Winston endnu nå at tangere eller slå rekorden, der aktuelt lyder på seks ‘pick sixes’ og er sat Rudy Bukich i 1966 og Peyton Manning i 2001.

Du kan se listen over flest pick sixes her:

Hvis Jameis Winston kan trøste sig med noget, er det imidlertid, at han med stor sandsynlighed ikke bliver den Tampa Bay Buccaneers-quarterback i historien, der har kastet flest interceptions på en enkelt sæson.

I 1988 kastede Vinny Testaverde nemlig hele 35 interceptions på 15 kampe for Buccaneers, mens han kun kastede 13 touchdowns. Det er NFL-rekorden for flest interceptions i én sæson, og den bør, trods alt, være uden for rækkevidde for Jameis Winston.

Jameis Winston har gang i en yderst interessant sæson, og det bliver ikke mindre interessant af, at hans kontrakt med Tampa Bay Buccaneers udløber efter denne sæson. Sæsonen har budt på opture som hans imponerende toucdown-total, men den har også budt på nedture som hans antal kastede interceptions.

Bonusinfo: Det er desuden ikke utænkeligt, at Jameis Winston ender med flest kastede yards, kastede touchdowns og kastede interceptions, når sæsonen er slut. I øjeblikket er han nummer to i kastede yards og kastede touchdowns, mens han altså fører ligaen i kastede interceptions. Det vil være første gang, at det sker, siden Drew Brees gjorde det i 2012.