Tampa Bay Buccaneers’ general manager Jason Licht har svært ved at skjule sin begejstring over at have hentet Rob Gronkowski.

I går aftes (dansk tid) offentliggjorde Tampa Bay Buccaneers, at de havde hentet Rob Gronkowski fra New England Patriots. Hertil afgav Buccaneers et valg i den kommende drafts fjerde runde (nr. 139), mens de fik ‘Gronk’ og et valg i draftens syvende runde (nr. 241) retur.

Tampa Bay Buccaneers’ general manager Jason Licht har nu udtalt sig om handlen – som han er svært begejstret for:

“Rob Gronkowski er én af de bedste tight ends i NFL’s historie. Han spiller med en særlig passion og sult, som adskiller ham fra mange andre. Rob (Gronkowski, red.) har altid spillet med Tom Brady – og deres bedrifter taler for sig selv. De har udviklet en fantastisk kemi på og uden for banen, som er afgørende for deres og holdets succes. Rob har unikke egenskaber som både receiver og ‘blocker’ – men han er først og fremmest en sand vinder, som bringer en særlig mentalitet og arbejdsmoral til truppen,” vurderede Jason Licht i en officiel udtalelse.

Læs også Rob Gronkowskis umiddelbare kommentar om sin tilbagevenden til NFL.

Rob Gronkowski og Tom Brady tilbragte ni sæsoner sammen i New England, hvor de kombinerede for 78 touchdowns. Det er femte flest kombinerede touchdowns for den samme duo i ligaens historie.

“Gronk” kommer også til at spille med nr. 87 for Tampa Bay Buccaneers.