Versus – Super Bowl LX

0

Defensiv linje 

Det er to fantastiske, voldsparate og uhyre kompetente defensive linjer, som stiller til start i Super Bowl LX. 

New England Patriots’ defensive linje er blevet markant forbedret under Mike Vrabel og med tilføjelsen af Milton Williams, som har leveret 29 tacklinger og 3,5 sacks i sin første sæson i Foxborough.  

Samlet set tillod Patriots bare fjerdefærrest løbede yards (97,2 pr. kamp) og producerede 15. flest sacks. Det er altså ganske stærkt.  

Problemet for Patriots i denne sammenhæng er bare, at Seahawks’ skyttegravskrigere er endnu bedre.  

Seahawks tillod tredjefærrest løbede yards (93,7 pr. kamp), færrest løbede touchdowns (0,5 pr. kamp), og leverede niendeflest sacks (2,6 pr. kamp) i NFL. Den defensive linje er rygraden i Mike Macdonalds forsvar, og deres tårnhøje niveau tillader ham at variere sine opdækningsmønstre.  

Dertil har Byron Murphy II taget et tigerspring i sin anden sæson som professionel med 62 tacklinger og syv sacks. Leonard Williams leverede tredjeflest presures i grundspillet, mens DeMarcus Lawrence var her, der og alle vegne med 53 tacklinger, seks sacks og tre fumbles som følge.  

Fordel: Seattle Seahawks  

Linebacker  

Seattle Seahawks’ Ernest Jones IV er den store profil på linebacker-positionen i Super Bowl LX, efter at han leverede voldsomme 126 tacklinger og fem interceptions i 15 grundspilskampe.  

Han bliver suppleret af Drake Thomas, som ligeledes har spillet en flot sæson, hvor han især har været stærk mod løbespillet. Thomas leverede også 96 tacklinger, 3,5 sacks og en interceptions i 17 grundspilskampe.  

New England Patriots råder også over et par dygtige linebackers i form af Robert Spillane og Christian Elliss, som har været to varmesøgende missiler i 2025-sæsonen.  

Det eneste forbehold ved Spillane er, at han spiller så voldsomt, at han også har det med at gå i stykker, og det trækker ned. Faktisk har Spillane kun spillet alle grundspilskampe i to af sine foreløbigt syv år i NFL.  

Fordel: Seattle Seahawks  

Læs også: Vejen til Super Bowl LX – Seattle Seahawks

Cornerback 

Christian Gonzalez er velsagtens den bedste cornerback i Super Bowl LX, efter at han i 2025-sæsonen bare tillod sin direkte modstander at gribe bolden på 44,65 procent af alle de kast, som blev sendt i hans retning. Til sammenligning er gennemsnittet for alle cornerbacks i NFL på 64,3 procent.  

Carlton Davis III har også bevist i slutspillet, at han stadigvæk har mere tilbage i tanken, efter at han bl.a. fremtvang en interception i divisionsrunden, og så er Marcus Jones en bundsolid nickel-cornerback.  

Men igen er problemet for Patriots, at de simpelthen møder en mere suveræn modstander. Seahawks’ cornerbacks tillod under 200 kastede yards pr. kamp og sjettefærrest kastede touchdowns (1,2 pr. kamp) i grundspillet. 

Det er også tydeligt, når man ser Seahawks’ secondary spille, at det er en homogen gruppe, som supplerer hinanden på fornemmeste vis; som mestrer alle opdækningsmønstre; og som spiller med en aggressivitet, der genfremkalder minderne om Legion of Boom.  

Samtidig råder Seahawks over sin egen suveræne cornerback i Devon Witherspoon, der faktisk blev rangeret som den bedste cornerback i 2025-sæsonen af Pro Football Focus.  

Fordel: Seattle Seahawks  

Safety 

Mike Macdonald stiller typisk til start i en nickel eller dime-formation, hvilket betyder, at han oftest har fem eller seks defensive backs på banen.  

Derfor er safety-positionen også altafgørende for Macdonalds defensive succes, og det har været afgørende for dem at få Julian Love tilbage fra sit skadesfravær.  

Men Love spillede bare otte kampe i 2025-sæsonen, og Coby Bryant har været ét af meget få ømme punkter i Seahawks’ opdækningsspil hen over sæsonen.  

Så er der førsteårsspilleren Nick Emmanwori, som har været en åbenbaring i nickel-rollen, og han kandiderer til prisen som sæsonens defensive rookie.  

Alligevel giver jeg New England Patriots fordelen her, da Jaylinn Hawkins har været en force i 2025-sæsonen. Hawkins var her, der og alle vegne, og han sluttede grundspillet med 71 tacklinger, 1,5 sack, en fremtvunget fumble og fire interceptions.  

Samtidig har førsteårsspilleren Craig Woodson, som Patriots valgte i fjerde runde, været en pålidelig starter og Pro Football Focus rangerer ham som den 19. bedste safety i 2025-sæsonen.  

Fordel: New England Patriots  

Næste side: Hvem har fordelen på special teams?