Vi kender nu de to hold, der skal kæmpe om sejren i Super Bowl LVIII. Men kampen skulle oprindeligt have været i New Orleans.

Når Allegiant Stadium søndag d. 11. februar lægger græs til Super Bowl LVIII (58) mellem Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers, så er det første gang, at NFL sender det store finalecirkus til Sin City. Men faktisk skulle kampen have været spillet i en anden festby, nemlig New Orleans.

Årsagen skal findes i, at tilføjelsen af den ekstra runde i grundspillet, der betyder at Super Bowl i 2024 kommer i karambolage med en anden stor begivenhed i New Orleans, det traditionsrige karneval kendt som Mardi Gras.

NFL deler ikke opmærksomheden med nogen eller noget, så udsigten til at alt fra restauranter til hoteller til bybilledet ville være optaget af noget andet, fik NFL til at sende Super Bowl til Las Vegas.

New Orleans bliver dog ikke snydt, da NFL allerede har besluttet, at Super Bowl LIX vender tilbage til The Big Easy i 2025. LIX-tallet betyder 59, og dermed får New Orleans alligevel sin finale, og kommer op på siden af Miami med 11 afholdte Super Bowls.

Den ekstra spilleuge i grundspillet blev indført i 2021 og betød samtidig, at Super Bowl fremover bliver spillet anden søndag i februar. Dermed rammer Super Bowl ind i Mardi Gras i 2024, men ikke i 2025, hvor folkefesten først finder sted d. 4. marts.  

Læs også: Her skal Super Bowl 60 og 61 spilles

Las Vegas har de to seneste sæsoner haft besøg af NFL, når de afviklet har den nye Pro Bowl, der ikke længere er en kamp, men en stribe konkurrencer, opvisninger og en flag football kamp.

Men nu kommer Super Bowl. Og i Las Vegas kan det kun blive vildt.