Atlanta Falcons’ offensive coordinator, Kyle Shanahan, kan ikke forstå, hvorfor New England Patriots’ forsvar ikke får mere anerkendelse. Han kalder enheden for “den bedste i NFL i år.”

Som ventet handler størstedelen af Super Bowl-snakken om Atlanta Falcons’ historisk gode angreb og New Englands ditto, der er blandt de bedste angreb år efter år. Det er Matt Ryan vs. Tom Brady.
Arkitekten bag Falcons’ fremragende enhed, offensive coordinator Kyle Shanahan, synes det er skørt, at Patriots’ dygtige forsvar ikke får mere kredit.
“Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det er det bedste forsvar, vi har set i NFL i år. Tallene viser det. Og hvis du genser kampene, kan du se lige præcis, hvorfor statistikkerne er så imponerende. De er ekstremt svære at score imod. Det er derfor, de er det bedste forsvar i ligaen. Jeg mener kun, de har tilladt 30 point i en enkelt kamp,” sagde Shanahan til ESPNs Vaughn McClure.


Og ganske rigtigt. Seattle Seahawks, der i 10. spillerunde satte 31 point på tavlen mod New England, er det eneste hold til at gøre det i sæsonen. Patriots-forsvaret førte NFL i færrest point imod per kamp med 15,6 i grundspillet, og i slutspillet har holdet tilladt henholdsvis 16 og 17 point.
“De har gode spillere over det hele. Alsidige spillere, der kan være pass rushere, der kan være linebackere, der kan være cornerbacks, der kan være safeties. Og de har et rigtig stærkt forsvars-system. Så, det er er uden tvivl vores største udfordring i denne sæson.”
Bill Belichicks mandskab har ført NFL i ‘scoring defense’ én gang tidligere under hans ledelse. Det var i 2003-sæsonen, der endte med en Super Bowl-triumf. Siden år 2000, hvor Belichick kom til, har Patriots kunne løfte Vince Lombardi-trofæet i triumf tre ud af fire gange, hvor holdet har tilladt under 17 point per kamp.


Har Shanahan en pointe? Får New Englands forsvar alt for lidt anerkendelse? Giv din mening til kende med en kommentar til artiklen.