Reportage: Historiens vingesus i Superdome

0

Gul Klud besøgte finalearenaen Superdome i New Orleans som optakt til Super Bowl LIX. Her kommer du helt tæt på historiens vingesus. 

New Orleans, Louisiana. I takt med at vi nærmer os Superdome, er det svært ikke at tænke på, at det var her, at Morten Andersen skabte sin Hall of Fame-karriere. Fra 1982 til og med 1994 spillede den danske kicker 196 kampe for New Orleans Saints. Han er stadigvæk alletiders topscorer i New Orleans med 1.318 point. 

Mediebussen ruller op på siden af det kolossale stadion. Louisiana Superdome, Mercedes-Benz Superdome. Kært barn har mange navne. For tiden bliver arenaen sponsoreret af en bookmaker, hvilket giver det knap så flatterende navn: Caesars Superdome. Jeg tror, at jeg nøjes med Superdome. 

Med en kapacitet som kan udvides op til 76.468 tilskuere er Superdome det fjerde største stadion i NFL. Det fornemmer vi godt, som vi står i skyggen af stadion. Storheden er gennemtrængende. 

En gammel Super Bowl-traver 

Cirkus Super Bowl er tilbage i New Orleans for første gang siden 2013, hvor Baltimore Ravens bragede sammen med San Francisco 49ers. Det var Ray Lewis og Ed Reed mod Colin Kaepernick og Frank Gore. Det er i sandhed en svunden tid. 

Det mangeårige fravær ændrer ikke ved, at New Orleans er en mastodont inden for Super Bowl-værtskaber. Med Super Bowl LIX bliver New Orleans den by, som har leveret flest værtskaber (11) til NFL sammen med Miami. 

Mens de første tre Super Bowls i New Orleans blev afviklet på Tulane Stadium, så er det ottende gang, at Superdome lægger hus til den store finale. Det gør Superdome til det mest spillede Super Bowl-stadion nogensinde – foran Hard Rock Stadium (6) og Orange Bowl (5) i Miami. 

Superdome åbnede for første gang i 1975 og er det femteældste stadion i NFL, som stadigvæk er i brug. I løbet af de seneste seks måneder er stadion blevet renoveret, men dekorationerne og de nye lysprojektorer skjuler ikke, at der er tale om en gammel institution. 

Vi bliver lukket ind i katakomberne under Superdome. Jeg har altid værdsat at bevæge mig rundt under stadion. Det er her, at vi mærker stadionets nerve. Langs cementmurene bliver der arbejdet på højtryk for at gøre Superdome klar til den store finale. 

Udstyr bliver skubbet rundt og prøvet af. Logistikken bliver testet. Og så render der et orkester rundt og spiller en generalprøve, før de senere på aftenen skal marchere ind på grønsværen sammen med Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs til Opening Night. Vi befinder os vel i New Orleans? 

Læs også: Højdepunkter fra Super Bowl Opening Night

Charme, nostalgi og storhed

Det er forfriskende at besøge én af institutionerne i amerikansk sportshistorie i en tid, hvor moderne superstadions skyder op på tværs af det amerikanske kontinent. Bevares, de nye arenaer har meget andet at byde på. Indgangen til SoFi Stadium i Los Angeles er et imponerende optisk bedrag. Allegiant Stadium i Las Vegas minder mest om en flyvende tallerken, som er landet i ørkenen fra det ydre rum. 

Superdome har en anden charme, nostalgi og storhed over sig, som tager tid og minder at opbygge. 

Vi bliver ledt ind på grønsværen, hvor den kolossale kuppel åbner sig foran os. Storheden er ikke til at tage fejl af. Stadion er endnu ikke færdigpyntet til Super Bowl LIX, og derfor pryder Morten Andersens banner stadigvæk den ene tribune. I må ikke tage fejl af, at Andersen er en mastodont i New Orleans, og det vækker genkendelse blandt de lokale, når jeg fortæller, at jeg er fra Danmark. 

Byens skjold 

Men Superdome har tjent en rolle, som rækker langt ud over sportens grænser og formåen. I ved måske, at New Orleans har været særdeles hårdt ramt af tragiske naturkatastrofer – senest ved orkanen Katrina, som skyllede hen over byen i august 2004. 

Derfor har Superdome også været et skjold for byens indbyggere og familier, der hverken har midlerne eller muligheden for at flygte, når katastrofen rammer. Under masseødelæggelserne, som fulgte med orkanen Katrina, søgte hele 20.000 mennesker ly i Superdome.  

Orkanen sled også på Superdome, som både mistede sin elektricitet, ventilation og kølesystem. Store dele af taget blev også blæst af, og regnen væltede ind. 

Der gik mere end et år, før New Orleans Saints kunne vende tilbage til Superdome. I mellemtiden spillede Saints på tre forskellige adresser – på LSU’s hjemmebane, i San Antonio og i New Jersey.

Den 25. september 2006 gjorde New Orleans Saints comeback i Superdome, da de mødte divisionsrivalerne fra Atlanta Falcons. Og det er vel nærmest overflødigt at nævne, at Saints udraderede Falcons med 23-3 i den gåsehudsfremkaldende tilbagevenden?  

“Built to host” 

I dag er New Orleans Saints sendt på en tidlig ferie, efter at de kollapsede i 2024-sæsonen. I stedet er Superdome iklædt de skriggrønne og ferrarirøde kulører, som kendetegner Super Bowl LIX, og der går ikke længe, før Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles betræder banen i den store finale. 

Kansas City Chiefs har endnu til gode at spille en slutspilskamp i New Orleans, mens Philadelphia Eagles har haft fornøjelsen fire gange tidligere. Fornøjelsen er oftest blevet til skuffelse, da Eagles har tabt tre af de fire kampe – deriblandt til det daværende (Oakland) Raiders i Super Bowl XV, som blev spillet tilbage i (1981).

Som borgmesteren af New Orleans LaToya Cantrell udtalte ved den officielle åbning af Super Bowl-ugen: “We’re built to host”. Ugen er knap kommet fra land, og jeg kan allerede mærke, at hun har ret.