Her kan du læse Gul Kluds helt store optakt til Super Bowl LV, hvor Tampa Bay Buccaneers og Kansas City Chiefs tørner sammen.

Vi har været vidne til en usædvanlig sæson i NFL, hvor pandemien har trukket alvorlige veksler på ligaen. Tilskuerløse stadioner har været reglen frem for undtagelsen, flere hold har været tvunget ud i kreative nødløsninger for overhovedet at kunne stille hold, mens ligaen løbende har vendt enhver sten for at kunne få kampprogrammet til at gå op. Set i det lys er det ganske opløftende, at sæsonen overhovedet kunne gennemføres.

Nu venter den endelige kulmination, når Raymond James Stadium i Tampa danner rammerne for Super Bowl LV. Her har Tampa Bay Buccaneers – som det første hold i ligaens historie – uofficiel hjemmebanefordel, når de krydser klinger med de forsvarende mestre fra Kansas City Chiefs.

Husk: Gul Klud afholder Danmarks største, digitale Super Bowl Party på søndag. Læs mere og køb din adgang her.

Vi kan se frem til et mundvandsløbende opgør mellem den seksdobbelte Super Bowl-vinder Tom Brady og ligaens aktuelle og ubetinget bedste spiller Patrick Mahomes. Den seneste uge har budt på et hav af sammenligninger mellem de to superstjerner og forudsigelser om, hvorvidt Mahomes kan gentage – og måske overgå – Bradys historiske svendestykke.

Alene i slutspilssammenhæng er Patrick Mahomes på rette vej. I syv slutspilskampe står Mahomes noteret for 17 kastede touchdowns og en passer rating på 109.8, hvilket er historisk godt. Mahomes bliver også – med sine 25 år og 143 dage – den yngste quarterback i slutspillets historie til at starte i to Super Bowls.  

Ikke desto mindre er der en lang og bøvlet vej op til Tom Brady, der optræder i sin tiende Super Bowl. Brady indehaver rekorder for flest kastede yards (2.838), touchdowns (18) og titler (seks) i Super Bowl-regi. Tyg lige en ekstra gang på de tal.

Super Bowl LV indeholder selvsagt mange flere historier, profiler og spændende dueller, som rækker ud over de to quarterbacks. I denne optaktsartikel sætter vi bl.a. fokus på kampen i skyttegraven.

Læs også: Teis Jorangers ‘5 svar vi leder efter i Super Bowl’ her.

Derudover klæder Alexander Paaske dig på med seneste nyt på skadesfronten i en overbliksartikel, som du kan læse her.

På den måde bliver du helt klar til Super Bowl LV, der sparkes i gang kl. 00.30 natten til mandag d. 8. februar dansk tid.

Finalisternes seneste indbyrdes opgør

De to finalister mødtes tidligere på sæsonen i grundspillets tolvte spillerunde. Her tog Kansas City Chiefs en afgørende skalp ved at vinde 27-24 på Raymond James Stadium. Patrick Mahomes kastede for 462 yards, mens Tyreek Hill greb vanvittige 269 yards og tre touchdowns.

Kansas City Chiefs’ sejr kom først og fremmest i hus efter et stærkt første quarter, hvor de scorede 17 af deres 27 point. Faktisk var Tampa Bay Buccaneers dét bedre hold i særligt kampens sidste kvarter, hvor de scorede 14 ubesvarede point. Flere af Chiefs’ spillere – heriblandt Tyrann Mathieu – har været klare i spyttet om, at det ujævne kampforløb understreger, at man aldrig kan regne Tom Brady og co. ude.

Hold særligt øje med kampen i skyttegravene

Ikke overraskende vil Super Bowl LV blive afgjort i skyttegraven, hvor begge hold råder over en række profiler med kampafgørende potentiale. Buccaneers triumferede senest på Lambeau Field, da Shaquil Barrett, Jason Pierre-Paul og resten af slænget nedlagde Aaron Rodgers med fem sacks og otte QB-hits til følge. Omvendt råder Chiefs over én af ligaens ubestridt bedste defensive tackles i form af Chris Jones, der har leveret 7,5 sacks i sæsonen, mens Frank Clark er ved at finde formen på ydersiden og senest præsterede to sacks i AFC-finalen.

Duellen bliver ikke mindre interessant af, at begge finalisters offensive linjer døjer med skadeskvaler. Særligt Andy Reid er tvunget ud i en større rokade, da angrebets to (normale) startende offensive tackles, Mitchell Schwartz og Eric Fisher, er dømt ude. I stedet skal Mike Remmers starte på venstre tackle, mens Andrew Wylie bliver flyttet ud fra sin guard-position til højre tackle.

Vi er mange, der husker, hvordan Mike Remmers blev kørt – på røv og albue – ud af Super Bowl 50, da han stod over for Von Miller og Denver Broncos’ frygtindgydende forsvar. De skrækslagne billeder på nethinden bør holde enhver Chiefs-fan søvnløs frem til kampstart.  Samtidig har Andrew Wylie spillet en relativt skrækkelig sæson, hvortil Pro Football Focus end ikke rangerer ham i top 100 over de bedste offensive linjespillere i 2020.

Remmers og Wylie får den ubarmhjertige opgave at skulle holde styr på Jason Pierre-Paul og Shaquil Barrett, der til sammen har leveret 22,5 sacks i 2020. Chiefs’ rokade vil også få konsekvenser for den indvendige offensive linje, der skal dæmme op for Ndamukong Suh og tilbagevendte Vita Vea.

I bør holde øje med, om Todd Bowles vil udnytte Chiefs’ mangler til at stille op med relativt flere opdækningsspillere, fordi han føler sig sikker på at kunne sætte Mahomes under pres med bare fire til fem spillere?

På den anden side skal Tom Bradys dørmænd forsøge at dæmme op for Chris Jones og Frank Clark. Brady har leveret en fornem debutsæson i Tampa med tredjeflest kastede yards (4.633) og næstflest kastede touchdowns (40) i NFL. Men hvis vi skal finde hår i suppen, er det bemærkelsesværdigt, at Brady havde relativt svært ved at håndtere modstandernes presspil.

Faktisk var Brady den 12. dårligste quarterback i NFL, når modstanderne sendte fem eller flere spillere i presspillet. Og ikke siden 2009 har Brady kastet så mange interceptions (12), hvilket langt hen ad vejen kan forklares ved Bruce Arians’ aggressive og komplicerede angrebssystem, men det er også en indikation på, at Brady i højere grad lader sig presse ind i upræcise kast. 

I den forbindelse er det yderst relevant at fremhæve, at Buccaneers må undvære højre guard Alex Cappa, som brækkede anklen i det første slutspilsopgør. I stedet starter upåagtede Aaron Stinnie, der ikke havde startet en eneste kamp i NFL, inden han blev kastet ud på dybt vand i slutspillet. Og mon ikke at Steve Spagnuolo har tænkt sig at udnytte Stinnies manglende rutine til at sætte Brady under et voldsomt pres gennem midten, hvilket – historisk set – har været Bradys kryptonit?

Steve Spagnuolo vil formentlig placere Chris Jones over for Aaron Stinnie så ofte, som det kan lade sig gøre. Derudover bør vi forvente at se en del blitzes og stunt-spil i Bucs’ højre side, hvor Frank Clark og Chris Jones roterer position ved spilstart for at presse Stinnie til sit yderste. Chiefs’ forsvar var NFL’s fjerde mest blitzende i 2020, og det bør fortsætte mod Buccaneers – bl.a. for at isolere Stinnie i et hav af direkte dueller uden sekundær hjælp.

Endelig er det værd at påpege, at Steve Spagnuolo faktisk var defensiv koordinator for New York Giants, da de besejrede Tom Brady og New England Patriots i Super Bowl XLII. Her satte Spagnuolo fut i presspillet, og Giants’ forsvar kvitterede ved at levere fem sacks og ni QB-hits. Tom Brady har fortalt op til denne Super Bowl, at minderne fra 2007 stadigvæk hjemsøger ham.

Forudsigelse

Lad os først og fremmest glædes over, at vi får mulighed for at overvære en direkte Super Bowl-duel mellem Tom Brady og Patrick Mahomes. Det er et enormt privilegium; bare spørg dem, der går op i NBA, som aldrig vidnede Michael Jordan og LeBron James i direkte duel.  

Super Bowl LV er ekstremt svær at forudse. Opgøret kan både blive en ensidig forestilling, hvor det ene holds defensive linje æder modpartens angreb op. Men det kan også blive en jævnbyrdig forestilling, hvor Andy Reid og Bruce Arians formår at sætte deres eksplosive stjerner – Tyreek Hill, Travis Kelce, Mike Evans, Chris Godwin osv. – i spil. Jeg tror og håber på det sidste.

Vi må ikke underkende Tom Bradys evne til at levere det ekstraordinære, når han står på den allerstørste scene. Alligevel tør jeg ikke sætte mine sjattoner på Buccaneers, da vi endnu har til gode at se dem levere en fuldgod kamp. Angrebet – og ja; Tom Brady – begår simpelthen for mange personlige fejl, og det er der ikke råd til mod Kansas City Chiefs’ velsmurte angrebsmaskine.

Kansas City Chiefs vinder Super Bowl LV med 31-24, og dermed bliver Patrick Mahomes den yngste quarterback i ligaens glorværdige historie til at vinde to titler.