Super Bowl 55. Endelig er vi nået til kampen, hvor det hele skal afgøres, og opgøret byder på et eksplosivt matchup mellem Kansas City Chiefs og Tampa Bay Buccaneers. Men hvad er det for nogle spørgsmål, holdene skal besvare, hvis de vil vinde Lombardi-trofæet? Her får du vores bud.

To eksplosive angreb anført af den mest vindende quarterback nogensinde, Tom Brady, og den bedste quarterback i ligaen lige nu, Patrick Mahomes. Super Bowl 55 mellem Kansas City Chiefs og Tampa Bay Buccaneers byder på et brag af en kamp, der også har en masse interessante matchups udover quarterback-duellen.

Men hvad er det for nogle spørgsmål, som holdene skal besvare, før de kan løfte Lombardi-trofæet? Det giver Gul Klud et bud på herunder.

1) Hvordan håndterer Buccaneers Chiefs-dilemmaet?
Hvordan forsvarer man mod Chiefs’ angreb? Det er det evige dilemma, som hold står overfor. Trækker du dig tilbage og er forsigtig mod Tyreek Hill og Mecole Hardmans fart, så kaster Chiefs en masse screens og Travis Kelce boltrer sig i midten af banen. Går du frem i hovedet på receiverne og spiller aggressivt, så brænder Hill og Hardman dig dybt. Den balancegang er utrolig svær at finde, og jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvad Bucs planlægger. I slutspillet har de haft stor succes med at være aggressive og skrue op for mandsopdækning, men det var den taktik, der i uge 12 betød, at de blev ristet for over 200 yards af Tyreek Hill… i første quarter. Meget af det handler også om, hvordan du vil forsøge at slå Chiefs. Trækker du dig tilbage og spiller konservativt og håber at få nogle redzone stops, der holder Chiefs til tre point? Eller spiller du aggressivt i håb om, at Chiefs måske kan lokkes til at forsøge flere svære dybe kast, som lettere kan gå galt, hvis Chiefs lige mangler de sidste procenter. Der er ikke noget korrekt svar i dette dilemma, men man må bare prøve sig frem og se, om det lykkes.

2) Har Bucs pass rushet, der kan overtage kampen?
Sidste års Super Bowl havde San Francisco 49ers rigtig godt styr på Kansas City Cheifs i tre og et halvt quarter, og det skyldes først og fremmest deres pass rush. Nick Bosa, DeForest Buckner og kompagni jagtede Patrick Mahomes vildt og gjorde det svært for Chiefs. Og det var en Chiefs-Offensiv linje med deres to bedste tackles Mitchell Schwartz og Eric Fisher på banen. I kampen mod Buccaneers må Chiefs med overvejende sandsynlighed undvære begge, og det åbner i den grad for, at Buccaneers måske kan overtage kampen ved at lægge et uovertruffent pres på Mahomes. Buccaneers’ defensive linje mangler i hvert fald ikke kvalitet med dygtige spillere som Jason Pierre-Paul, Shaq Barrett, Vita Vea og Ndamukong Suh. Spørgsmålet er, om den kvartet er god nok til også at overtage kampen mod Mahomes og Andy Reids fantastiske angreb.

3) Hvordan går Chiefs til kampen uden deres to startende tackles?
I forlængelse af ovenstående punkt, så bliver det selvfølgelig mindst lige så interessant at se, hvordan Chiefs går til kampen uden deres startende tackles. Skruer Chiefs på eget initiativ ned for de dybe kast, og kunne de finde på at løbe bolden mere for ikke at skulle pass protecte for meget? Og hvis det bliver tilfældet, hvem får så en nøglerolle på angrebet? Ser vi mere til formationer med to tight ends, så Deon Yelder får flere snaps, eller ser vi bare endnu mere til Mecole Hardman og Tyreek Hill i nogle af de her manufactured touches på screens, jets sweeps osv. Måske ser Reid et godt matchup i form af Clyde Edwards-Helaire i kastespillet mod blandt andet hans tidligere college-holdkammerat Devin White. Reid er en exceptionel kreativ offensiv koordinator, og hvordan han håndterer en vanskelig tackle-situation vil altid være interessant.

4) Har Chiefs’ en secondary, der kan matches Bucs’ mange våben?
Det er dog ikke kun Chiefs’ angreb, der er stærkt og har mange våben. Tampa Bay Buccaneers har også et veludrustet arsenal af kastevåben. Mike Evans og Chris Godwin giver receiver-gruppen en masse fysik og størrelse, mens Antonio Brown giver dem en posession-receiver, der kan flytte kæderne på de lidt korter ruter. Scott Miller giver dem derudover en lynhurtig dyb trussel. Det er en dygtig kvartet, og derudover har Bucs to gode tight ends i Rob Gronkowski og Cameron Brate. Det er mange våben at skulle holde styr på, og spørgsmålet er, om Chiefs har en god nok secondary til at klare den opgave. Charvarius Ward, Bashaud Breeland og L’Jarius Sneed er store og aggressive cornerbacks, og de gør sig godt i Spagnuolos system, men er de gode nok til at håndtere bomstærke receiver som Evans og Godwin eller en fantastisk ruteløber som Brown? Og hvad med Bucs’ tight ends, der havde en strålende kamp i uge 12, da de to hold mødtes første gang. Her kørte Bucs meget på safety/linbacker-hybriden Daniel Sorensen, men har Chiefs et bedre modsvar nu? Juan Thornhill er tilbage i fuldt vigør, og mon ikke Tyrann Mathieu vil blive brugt mod tight ends også.

5) Er Brady stadig så god, at han kan følge med Mahomes?
Super Bowl 55 byder også et på et strålende matchup på quarterback-fronten. Den suverænt mest vindende quarterback nogensinde i form af af gode gamle Tom Brady mod den bedste quarterback i ligaen lige nu i form af Patrick Mahomes. Mange kalder Brady The GOAT (The Greatest of all time), men Mahomes ligner bedste bud på en mand, der kan udfordre Bradys seks Super Bowl-sejre. Til denne kamp bliver det nok mest af alt interessant at se, om den gamle Brady stadig kan følge med den unge og eksplosive Mahomes. Brady har spillet en solid sæson, og især i anden halvdel af sæsonen og i slutspillet har Bucs’ angreb anført af Brady løftet sit niveau. Nu står han for 10. gang i den største kamp af dem alle, og selvom Mahomes stod i Super Bowl sidste år, så har Brady trods alt erfaringen på sin side. Om det er nok til, at Brady kan følge med og overgå Mahomes, får vi at se. En sidste note, der er værd at notere sig, er, at Bradys hold aldrig har scoret et touchdown i første quarter af en Super Bowl. En hurtig start kan være nødvendig mod et eksplosivt Chiefs-hold.