
Superstjerne tight enden Travis Kelce har valgt at tage en sæson mere i Kansas City. Det skriver NFL-journalisten Ian Rapoport.
Han har spillet samtlige af sine 13 NFL-sæsoner for Kansas City Chiefs, men nu bliver 13 til 14.
Trods flere måneders rygter om, at Travis Kelce enten vil finde en ny klub at repræsentere eller kunne finde på at gå på pension, så har han ifølge NFL Network-journalisten Ian Rapoport valgt, at han som minimum tager en sæson mere i Kansas City.
Kelces kontrakt udløb ellers efter 2025-sæsonens afslutning, men nu har han sikret sig en ny etårig kontrakt til 77 millioner danske kroner (12 millioner amerikanske dollars), hvilket kan stige med yderligere 19 mio. kroner (3 mio. dollars).
En af de største
Dermed er der ingen tvivl om, at Chiefs-stjernen stadig har masser af værdi for Patrick Mahomes og Chiefs.
De sidste 11 sæsoner i streg er han blevet udtaget til Pro Bowlen, og i samme tidsrum er han kommet på All Pro-førsteholdet fire gange og andetholdet yderligere tre gange.
I 2025 førte han endda Chiefs i både grebne bolde (76), yards (851), grebne første downs (45) og touchdowns (5).
Desuden er han den kun tredje tight end i NFL-historien til at opnå over 13.000 gribe yards – kun overgået af Jason Witten og Tony Gonzalez. Dog gjorde han det på kun 192 kampe, hvilket er hurtigst af alle.







