
Gul Klud mødte New England Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels til en snak om Drake Maye, Tom Brady og Super Bowl LX.
Santa Clara, Californien. Det kan godt være, at det er Tom Brady og Bill Belichick, som er blevet synonym med New England Patriots’ fantastiske dynasti, som kvalificerede sig til ni Super Bowls og vandt seks mesterskaber fra 2001 til 2018.
Men der er én anden person, som også var en konstant faktor i Patriots’ Super Bowl-optrædener og titler. Det er Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels.
Gul Kluds Super Bowl-reporter Nicholas Isak Jørgensen mødte McDaniels i Santa Clara forud for Super Bowl LX, der bliver hans 10. finale som offensiv koordinator for Patriots.
Bill Belichick, Tom Brady… og Josh McDaniels
Josh McDaniels har arbejdet for New England Patriots i 19 sæsoner, og han har været holdets offensive koordinator i 14 af disse år.
Under Josh McDaniels’ kyndige ledelse havde Patriots det højest rangerede angreb i NFL i 2007, i 2012 og i 2017. Tom Brady, som tidligere har betegnet Josh McDaniels som den bedste offensive koordinator i NFL, leverede otte sæsoner med mindst 4.000 kastede yards i McDaniels’ angreb.
De mange succesfulde sæsoner i New England har også betydet, at Josh McDaniels à flere omgange har været én af de mest ombejlede cheftrænerkandidater i NFL.
Som følge har Josh McDaniels fået to chancer som cheftræner i NFL, men han har stadigvæk til gode at bevise sit værd i denne rolle. I stedet blev McDaniels fyret efter kortvarige ophold hos Denver Broncos (2009-2010) og Las Vegas Raiders (2022-2023).
Efter hver eneste fyring er Josh McDaniels før eller siden vendt tilbage til New England, og Patriots har nu prøvet at ansætte ham som offensiv koordinator à tre omgange.
Hans nuværende tørn i New England adskiller sig ved, at Bill Belichick og Tom Brady er fortid, og at han i stedet står med purunge Drake Maye som sin quarterback.
Kan du fortælle en historie om Drake Maye, som vi ikke kender?
Vi starter også vores samtale med Drake Maye, da jeg spørger Josh McDaniels, om han kan fortælle en historie om sin nye bannerfører, som vi ikke nødvendigvis kender:
– Ja, det tror jeg godt, jeg kan. Midtvejs gennem sæsonen installerede Drake (Maye) en juicepresser i vores træningsfaciliteter og det har taget overhånd. Vi bruger den allesammen – spillere, trænere, ansatte. Der bliver presset så mange appelsiner, at du tror, det er løgn. Vi har desværre ikke fået den med til Santa Clara – og det er der flere, som har påpeget, griner Josh McDaniels.
Under Josh McDaniels har Drake Maye taget et tigerspring, som er svært at begribe. I sin anden sæson som professionel kastede Maye 4.394 yards (fjerdeflest i NFL) og 31 touchdowns (tredjeflest i NFL), mens han sluttede grundspillet med den højeste quarterback-rating (77.1) i NFL.
Som følge er Drake Maye én af to forhåndsfavoritter til at hjemtage prisen som den mest værdifulde spiller i NFL i 2025-sæsonen, som uddeles til NFL Honors natten til fredag dansk tid.
Den uundgåelige sammenligning: Tom Brady og Drake Maye
Drake Mayes kolossale succes har selvfølgelig givet anledning til en række sammenligninger med Tom Brady, der også brillerede under Josh McDaniels. Patriots’ offensive koordinator ser også visse ligheder mellem sine to quarterbacks:
– Jeg har svært ved at sammenligne dem 1:1, fordi Tom (Brady, red.) havde så meget erfaring til sidst i vores fælles tid. Omvendt er Drake (Maye, red.) så ung, at det næsten er svært at forstå. Jeg er i hvert fald nødt til at huske mig selv på, at alt det her er nyt for ham. En fællesnævner er, at de begge to elsker begge football, og at de hele tiden stræber efter at lære og blive bedre – og det gælder både i football og i livets andre facetter. Det er en fornøjelse at træne spillere som dem, vurderer McDaniels.
New England Patriots valgte Drake Maye med det tredje valg i 2024-draften, og han er bare 23 år gammel. Søndag bliver Maye den yngste quarterback siden Dan Marino til at starte en Super Bowl, og han vil blive den yngste quarterback til at vinde en Super Bowl, hvis det lykkes Patriots at besejre Seattle Seahawks.
Set ude fra kan det virke som, at Drake Maye har et endeløst potentiale, og det er en påstand, som Josh McDaniels deler til fulde:
– Det er noget, som Drake (Maye, red.) selv beslutter. Han har talentet til at drive sin karriere så langt, han vil. Jeg er sikker på, at han vil arbejde benhårdt for at blive den bedst tænkelige spiller. Jeg tror ikke, at en quarterback nogensinde bliver færdigbagt – og især ikke i deres anden sæson i NFL. Lige nu fokuserer vi alene på Super Bowl, men derefter skal vi evaluere sæsonen sammen og blive skarpe på, hvor vi kan forbedre os fremover.
Én af Drake Mayes største styrker er hans evner til at læse spillet og bruge sine atletiske evner til at undvige og stikke af fra presset. I 2025-sæsonen skabte Maye hele 37 første downs efter, at han tog benene på nakken, hvilket er flest af alle quarterbacks i NFL.
Josh McDaniels mener også, at Drake Maye har en medfødt evne, som ikke kan oplæres, når det kommer til at løbe bolden på de rigtige tidspunkter:
– Han (Drake Maye, red.) vælger sine løb med omhu og han overtænker ikke situationerne. Jeg mener, at det er hans helt store styrke – at han ikke forcerer sine løb. Det er vildt at overvære, hvor længe han rent faktisk fokuserer på at kaste bolden, før han så stikker af. Han har et helt særligt instinkt, og det kan jeg ikke tage æren for.
Patriots’ svære slutspilsvej til Super Bowl LX
Mens Drake Maye var fænomenal i grundspillet, så har han straks haft det sværere i slutspillet, hvor Patriots har mødt tre stærke forsvar i form af Los Angeles Chargers, Houston Texans og Denver Broncos.
I sine tre slutspilskampe har Drake Maye kastet to interceptions, taget 15 sacks og tabt bolden hele seks gange.
Det har ført til en kritik af, at Drake Mayes MVP-niveau i grundspillet var betinget af, at New England Patriots var forskånet af et usædvanligt let kampprogram.
Josh McDaniels maner til besindighed, da jeg spørger ham ind til kritikken og Drake Mayes slutspilspræstationer:
- Vi har mødt nogle af de bedste forsvar i ligaen i slutspillet. Det har været en stor og lærerig udfordring for os – og ikke mindst for Drake (Maye, red.). Jeg mener, at det kræver en ekstraordinær mentalitet at vinde i slutspillet, og det er noget, som kommer med erfaringen. Det er bare sværere at vinde i slutspillet. Jeg tror på, at han (Drake Maye, red.) er blevet bedre af at spille i slutspillet, og vi får brug for, at han spiller på sit højeste niveau, hvis vi skal vinde på søndag, svarede Josh McDaniels.
Læs også: Vejen til Super Bowl LX – New England Patriots
48 altafgørende timer
Der er bare få dage til, at Super Bowl LX løber af stablen. Mike Vrabel sagde på sit pressemøde onsdag morgen, at de efterfølgende 48 timer er altafgørende i forhold til forberedelsen af den store finale.
Det er en påstand, som Josh McDaniels, der immervæk ved, hvad han taler om, når det kommer til at forberede sit angreb på at skulle spille i Super Bowl, deler:
– Vi er nået til et punkt på ugen, hvor vi er kommet på plads i Santa Clara, vi har besøgt vores træningsfaciliteter og vi er snart færdige med alle vores medieforpligtelser. Det betyder, at vi nu kan fokusere på vores træning og forberedelser, opsummerede McDaniels, før han løftede sløret for Patriots’ træningsplaner de næste par dage:
– Senere i dag (onsdag, red.) skal vi træne vores spil til første, anden og tredje down, i morgen (torsdag, red.) skal vi træne vores spil til redzone-situationer og to-minutters-situationer, og fredag skal vi samle det hele og sikre, at alle vores spillere forstår kampplanen og er kampklar.
Søndagens finale markerer også den fjerde slutspilskamp på stribe, hvor Josh McDaniels og Drake Maye møder et topforsvar. Seattle Seahawks tillod færrest point (17,1 pr. kamp), syvendefærrest yards (293,2 pr. kamp) og fremtvang sjetteflest turnovers (1,5 pr. kamp) i grundspillet.
Derfor var det passende at runde samtalen med Josh McDaniels af ved at fokusere på den kolossale opgave, der venter i Super Bowl LX:
– Når man går ind til en Super Bowl, så er det sjældent, at man ændrer og tilpasser sin tilgang på grund af modstanderen. Vi ved, hvad der virker for os, og hvad vi er gode til. Vi ved også, at vi møder en fantastisk modstander. Det er nok det bedste forsvar i football, vurderede Josh McDaniels, før han konkluderede, at han forventer en tæt finale:
– Det er to fantastiske hold. John Schneider gør tingene på den rigtige måde. Deres trænere og spillere er særdeles velforberedte. Det vil ikke overraske mig, hvis kampen først bliver afgjort til allersidst, sluttede Josh McDaniels.
Super Bowl LX løber af stablen klokken 00:30 natten til mandag dansk tid.
Læs også: Versus – Super Bowl LX








