Mens opgøret mellem Eagles og Chiefs var det sportslige højdepunkt for tusindvis af amerikanere, så var kampen udenfor banen det kommercielle crescendo.

Super Bowl er blevet allemandseje, ikke blot i USA, men verden over. Et samlingspunkt, der udover football byder på mad, halftime show og, ja, reklamer.

Igen i år har priserne for skærmtid under Super Bowl nået nye højder. Det koster nu mere end 7 millioner dollars for blot 30 sekunders skærmtid. Det svarer til godt halvanden million kroner per sekund! Det er en historisk udvikling i kan læse mere om her, hvor vi også har samlet nogle af de vigtigste reklamer gennem alle årtier. 

Med så massiv en investering, så er der garanti for dyr, stjerner og øl. Se de bedste reklamer fra Super Bowl 57 herunder.

Dunkin Donuts

Boston er en by, der er kendt for en del ting, men Dunkin Donuts og Ben Affleck er bestemt blandt de bedste eksportvarer byen har i arsenalet. De to kombineres i denne reklame, der også har en sjov og meget bekendt overraskelse.

Avocados from Mexico

Det er efterhånden en tradition, at Avocados fra Mexico er med i vores rangering af bedste reklamer. Igen i år har de skabt en sjov og skæv reklame, der kombinerer humor, berømtheder og… ikke så meget tøj. Hvordan havde verden set ud, hvis den forbudte frugt havde været en avocado?

Rakuten

Findes der en bedre måde at få vores opmærksomhed på, end ved nostalgi? Det satser Rakuten i hvert fald på, at der ikke gør. Alicia Silverstone er tilbage i sin ikoniske rolle fra Clueless i denne reklame.

T-Mobile

Samme opskrift med nostalgi bruges af T-mobile, der får John Travolta tilbage og synger med på den klassiske melodi Summer Nights fra Grease med hjælp fra to kendte ansigter fra TV-serien Scrubs.

Pepsi

Pepsi har været en af de største annoncører i Super Bowl-historien, og de er tilbage med Ben Stiller og en lektion i, hvad skuespil er, eller ikke er?

Michelob Ultra

Light-øllen går efter Star Power på alle mulige leder og kanter. Alt fra Serena Williams og Alex Morgan til Brian Cox tørner ud i denne retroreklame.

GMC… og Netflix?

Will Ferrell har i flere år været en prominent herre i Super Bowl-sammenhæng, og han er igen i år klar med en reklame for General Motors, som trækker på et samarbejde med Netflix. Det byder på et genkendeligt syn med flere af de største TV-serier gennem de seneste år.

Uber One

Diddy får hjælp af flere af sine gamle venner og musikere til at skrive en ny jingle for Uber One, og det fungerer ret godt med et væld af klassiske sange i nyfortolket udgave.

Doritos

Doritos er vanligt en af de firmaer, der poster flest penge i Super Bowl-reklamer og i år er ingen undtagelse. Den første lander med rapstjernen Jack Harlow, der skifter karriere og skaber en ny karriere med trianglen, det Doritos-formede instrument. De stod også klar med folk, der måske ikke er til den poppede Harlow med en hyldest til Breaking Bad. Se begge spots her.

Øl mod øl

Ølreklamer er en del af fundamentet i amerikansk sport, og i denne reklame får vi en solid dose kampsport mellem Miller og Coors, to af de mest populære lite-øl på markedet. Det er anderledes og underholdende.

Workday

Kedelige forretningstyper kalder hinanden rockstjerner, og det er de rigtige rockstjerner faktisk ved at være godt trætte af i denne reklame.

Amazon

Amazon er ikke blandt de længst kørende firmaer i Super Bowl-sammenhæng, men de forstår alligevel at trække på alle de klassiske midler i denne reklame med en familie og deres hund.

NFL

Og traditionen tro kom NFL også med sin egen reklame. Den her “Run With It” og indeholder en stribe store stjerner både fra ligaen, men også fra andre sportsgrene, og som hovedperson den mexicanske flag football-spiller Diana Flores.