
I mange år var der ikke meget spænding i Super Bowl, men gennem de seneste 20 år har vi fået et hav af spændende finaler.
Derfor er min liste over de bedste Super Bowls gennnem tiderne også præget af Super Bowl fra dette årtusinde, men der er dog blevet plads til nogle af mine absolutte favoritter fra 80’erne og 90’erne.
Nu er det selvfølgelig lidt svært at gå tilbage i arkiverne og holde en given Super Bowl fra en svunden æra op mod Super Bowl 49, 51, 52 og alle de andre fænomenale kampe fra de seneste 15-20 år, som f.eks sidste års overtidsbrag mellem Chiefs og 49ers (der er min første bobler), eller sidst Chiefs og Eagles mødtes i Super Bowl for to år siden (som ikke er med på listen).
Hvor hører Jets og Joe Namaths historiske sejr i Super Bowl III hjemme? Eller hvad med Super Bowl XIII og den famøse tabte bold af Jackie Smith? Eller Super Bowl V der som den første blev afgjort med et field goal til allersidst?
De var helt sikkert gode kampe, men NFL har gennem de sidste 20 år formået at opnå den jævnbyrdighed og den uforudsigelighed, de har håbet på og stræbt efter, og derfor har Super Bowl de seneste år leveret tætte kampe, drama og comebacks på et andet niveau end tidligere.
Her er min Top 10 over Super Bowls gennem tiderne og vi lægger lige ud med to boblere
Bobler I: Super Bowl LVIII (2024)
Chiefs – 49ers 25-22
Historiens anden overtidskamp i Super Bowl sammenhæng var egentlig ikke særlig velspillet, men havde noget intenst drama over sig hele vejen.
49ers var foran 10-0 og virkede som om, de havde kampen i deres hule hånd (lidt lige som da de tabte Super Bowl 54 fire år tidligere til Chiefs), og de kom også foran både 16-13 og 19-16, inden Chiefs fik kampen i overtid.
Her fik vi for første gang to scoringer i den forlængede spilletid, da 49ers måtte nøjes med et field goal, og Chiefs efterfølgende vandt på et touchdown kast fra Mahomes til Mecole Hardman.

Lige som TV2’s kommentatorer ikke helt havde styr på de nye regler, så indrømmede flere 49ers-spillere bagefter, at det havde de heller ikke.
Næste side: Tom Brady æraen begynder!








