Bare tæer, ingen grøntsager og nul fodboldsnak: Mød den mest interessante spiller til Super Bowl LX

0

Mack Hollins er mildest talt noget for sig selv. Patriots-receiveren lever på en helt speciel måde – og har meget mere at byde på end bare football.

New England Patriots’ receiver Mack Hollins har sandsynligvis skrevet Super Bowl-historie allerede inden kampen er spillet.

Ikke på banen – men i mediecirkusset, hvor han er en populær herre, ikke mindst pga. sin noget alternative påklædning og sin helt specielle måde at lade sig interviewe på.

Om han er den første spiller nogensinde, der møder op til Super Bowl-mediedækning i bare tæer, er svært at dokumentere. Men én ting er sikkert: Han er den første, der har gjort det med et skakbræt under armen.

Men det er ikke kun de manglende sko og skakbrættet, der er usædvanligt. Hollins nægter også at svare på spørgsmål om den store finale. Alle spørgsmål om Super Bowl bliver affejet med et smil og et højlydt:
“No football! No football!” Til gengæld taler han gerne om stort set alt andet.

Ingen grøntsager, ingen bestik – og helst ingen sko

Hollins fortæller blandt andet, at han:

  • ikke har spist grøntsager i fem-seks år
  • helst undgår at drikke vand (og kun kildevand, hvis det endelig er)
  • som regel spiser uden bestik
  • ikke stoler på trådløse høretelefoner
  • og foretrækker at være barfodet så ofte som muligt

Hans holdkammerat Stefon Diggs opsummerer det meget præcist:

“Han er nok nummer ét på listen over unikke typer. Han har faktisk lært mig en del – alternative behandlingsformer, hvad han spiser, hvordan han bevæger sig. Han er klart den mest anderledes holdkammerat, jeg har haft.”

Hvorfor barfodet?

Historien om de bare tæer begyndte, da Hollins spillede for Philadelphia Eagles (hvor han også var med til at vinde Super Bowl i 2017) og døjede med en lyskeskade. I jagten på svar kom han i kontakt med en australsk trænergruppe, Melbourne Muscular Therapy, som introducerede ham for ideen om at leve barfodet, når det er muligt.

Siden da er det blevet hans varemærke. Det er ikke usædvanligt at se ham ankomme til stadion uden sko – selv i kulde. Til Patriots’ mediedag havde han en hoodie på med sit navn, hvor bogstaverne L var erstattet af fodaftryk, og teksten “Free the feet” stod under.

Der er dog grænser:

  • I lufthavnstoiletter tager han sko på
  • Hvis det er under cirka to grader i længere tid, tager han sko på
  • Og hvis han bærer militær-inspireret tøj, tager han sko på af respekt for uniformen

Grounding, EMF – og mistillid til Bluetooth

Hollins tror på såkaldt grounding – idéen om, at kroppen har gavn af direkte kontakt med jordens elektriske ladning gennem bare fødder. Ifølge ham selv, har det givet ham bedre bevægelighed og sundere hofter og knæ.

Han er også skeptisk over for trådløse høretelefoner på grund af elektromagnetiske felter.

“Det lyder måske skørt,” indrømmede han,
“men der findes forskning – måske ikke direkte på mennesker, men på planter – der viser, at EMF kan have en effekt.”

Ikke ligefrem standard Super Bowl-snak.

Kostråd fra Mack Hollins

Hollins lagde heller ikke skjul på sine kostvaner. Grøntsager har han droppet helt, fordi han mener, de er bedre som medicin end som daglig ernæring. Til gengæld prædiker han én ting: Kvalitet.

“Jeg er ligeglad med, om du er veganer, kødspiser eller noget midt imellem. Bare sørg for, at kvaliteten er høj,” udtaler Hollins.
“Problemet er, at vi vælger bekvemmelighed igen og igen – og bekvemmelighed har en pris.”

Vand er han heller ikke fan af – faktisk kalder han vand “lidt af et scam“. Patriots-receiveren drikker som oftest vandmelonjuice – og så har han selv køleskabet fyldt med rå mælk.

Når man tror manden ikke kan være mere særpræget, så har vi endnu ikke engang nævnt, at han har hele tre slanger som kæledyr.

Hvor mange spillere bliver trætte af medierne i løbet af Super Bowl-ugen, virker Hollins som én, der sagtens kunne snakke videre hele i længere tid – om livet, verden og alt det midt imellem. Hvor stort et præg han kommer til at sætte på selve Super Bowl opgøret bliver interessant at følge med i, men han har i hvert fald indtaget en sjov hovedrolle hos medierne.