Video: Lions er ude efter afklapser på hjemmebane

0

Der blev sat hele 76 point på måltavlen, da Commanders sendte de håbefulde Detroit Lions hjem allerede i divisionsrunden. Forskellen blev fire dyre interceptions

Billetterne til divisionsrundekampen mellem Detroit Lions og Washington Commanders blev revet væk og priserne gik hen og slog rekord som de dyreste billetter til en divisionsrundekamp nogensinde. Og tilskuerne fik også valuta for pengene, specielt hvis man holder med Washington Commanders. Allerede i pausen var der sat 52 point på tavlen hvor der specielt i 2. quarter blev scoret point i et hæsblæsende tempo.

Lions afsluttede første quarter med en snæver føring på 7-3 efter at Lions runningback Jahmyr Gibbs fik sneget sig ind i endzonen på et kort løbespil

Men Commanders svarede hurtigt igen og herfra gik det stærkt og holdene scorede touchdown på alle de seks efterfølgende angrebsserier. Først satte Commanders syv point ind på kontoen, da runningback Brian Robinson løb bolden ind i endzone og afsluttede en serie på 11 spil. Bagefter greb Sam Laporta bolden på akrobatisk vis med kun den ene hånd, hvilket sendte Lions i front for sidste gang i kampen

Commanders skulle kun bruge tre spil på at tilbageerobre føringen, og her fik Commanders receiver lov at vise, hvorfor de kalder ham “Scary” Terry McLaurin. På et ellers ufarligt screen pass, løb McLaurin bolden 58 yards først igennem to forsvarsspillere og senere forbi en tredje og sidste forsvarsspiller.

Og så skete der det, som bare ikke måtte ske, når man forsøger at holde trit med et af ligaens mest potente angbreb. Detroit Lions fik ikke scoret på den efterfølgende serie – og hvad værre er, at de fik foræret syv point til Commanders.

Lions quarterback Jared Goff kaster bolden fra egen 10-yardlinje, men får sat for meget power på kastet, som flyver hen over hovedet på wide receiver Tim Patrick og lige i armene på Commanders safety Quan Martin, der løb bolden ind for yderligere seks point.

Udover at øge Commanders forspring fik Lions ekstra salt i såret, da Jared Goff blev skadet på spillet, og måtte lade sig erstatte på den efterfølgende serie.

Reservequarterbacken hos Lions hedder Teddy Bridgewater, og han overtog styringen af Lions-angrebet, som med det samme gik ned og reducerede føringen. På et fikst trickspil endte wide receiver Jameson Williams med at få bolden, og løb på kryds og tværs af banen, inden han lavede en fin saltomotale ind i endzone til stillingen 21-24.

Men Commanders var ikke færdige med at give Lions-forsvaret en dårlig dag. På en fuldstændig klinisk præcis angrebsserie marcherede Commanders 70 yards ned ad banen og satte yderligere syv point på kontoen, da quarterback Jayden Daniels kastede et kort og præcist kast til tight end Zach Ertz – seriens højdepunkt var dog et formidabelt kast til wide receiver Dyami Brown, som bliver ramt helt nede i hjørnet af banen.

I mellemtiden var Jared Goff blevet klar nok til at komme tilbage på banen. Med blot et minut og 46 sekunder tilbage på uret, begyndte Lions halvlegens sidste angreb, og Goffs tropper marcherede sikkert ned ad banen i håbet om endnu en reducering.

Men med 35 sekunder tilbage forsøger Goff at presse bolden ind i endzonen til Jameson Williams, og desværre for Goff, har cornerback Mike Sanristil læst spillet som bog, og formår at placere sig perfekt og snuppe bolden. Med blot få sekunder tilbage af kampen beslutter Commanders sig for at tage et knæ og gå til pause med en 31-21 føring.

Commanders startede med bolden i anden halvleg, og tredje quarter skulle vise sig at være en helt anden historie. Først startede Commanders – fuldstændig usymptomatisk for kampen – med at lave fire spil, få en enkelt ny første down, men ellers sluttede serien med kampens blot andet punt. Derfra kørte begge hold to lange og tidskrævende serier, som endte med at vare hele tredje quarter og faktisk først blev afsluttet et par minutter inde i fjerde quarter.

Begge de to lange serie endte med touchdowns, og i begyndelsen af fjerde quarter var stillingen 38-28 til Commanders.

I et forsøg på at skabe noget ekstraordinært forsøgte Lions sig med endnu et trickspil, og det var meningen, at wide receiver Jameson Williams skulle kaste bolden til runningback Jahmyr Gibbs. Desværre for Lions, var cornerback Mike Sanristil igen på pletten, og han lavede endnu en flot interception.

Det var reelt dødstødet, som blev sat ind. Commanders satte nemlig endnu et touchdown på tavlen, da de på vanlig vis marcherede ned ad banen endnu en gang. Med blot syv minutter tilbage af kampen, havde Commanders sat sig på en kommanderende 45-28-føring, og Lions skulle dermed score tre gange, samtidig med at de skulle holde Commanders angreb fra fadet.

Det blev dog kun til et enkelt field goal i de resterende syv minutter, og Detroit Lions er dermed færdige i slutspillet, inden de overhovedet kom i gang.

Washington Commanders fik spillet sig i deres første NFC-finale siden 1991. Dengang mødte de Lions, og endte med at avancere helt til Super Bowl, hvor de slog Buffalo Bills.