Baltimore Ravens vaskede tavlen ren, da de besejrede Tennessee Titans med 20-13 i wild card-runden.

Det var tydeligt at se, at sejren betød dét ekstra for Baltimore Ravens’ spillere, som har tabt de seneste to indbyrdes opgør til Tennessee Titans. Heriblandt i slutspillet i sidste sæson, hvor Derrick Henry og Titans vandt en flot sejr i Baltimore.

Ravens’ sejr kom i hus efter en forrygende individuel præstation af Lamar Jackson, der ramte på 17 af 24 kast for 179 yards og en interception, mens han løb for 136 yards og en 48 yard-lang touchdown, som I kan se via nedenstående klip.

Scoringen var det næst længste løb i slutspilshistorien – kun overgået af Colin Kaepernicks 56-yard løb mod i 2013 mod Green Bay Packers.

Det var Lamar Jacksons første sejr i slutspillet efter, at hans Baltimore Ravens har tabt til henholdsvis Los Angeles Chargers og Tennessee Titans i de to forrige sæsoner.

Foruden Lamar Jacksons individuelle præstation skal det fremhæves, at Baltimore Ravens’ forsvar lykkedes med at neutralisere Derrick Henrys løbetrussel. Henry, der havde løbet for 328 yards i de seneste to indbyrdes opgør mod Ravens, blev holdt til sølle 40 yards på 18 løb, hvilket er 2,2 yards pr. løb. Ravens’ forsvar spillede disciplineret og overrumplede gentagende gange Titans’ offensive linje.

I næste runde af slutspillet skal Baltimore Ravens møde enten Kansas City Chiefs eller Buffalo Bills. Det afhænger af, hvem der vinder opgøret mellem Pittsburgh Steelers og Cleveland Browns natten til mandag d. 11. januar 2021.