Bryce Petty endte i en ond Ndamukong Suh-Cameron Wake-sandwich i nat. Quarterbacken blev ramt voldsomt på samme tid af de to profiler og udgik med en skade.

New York Jets blev igen ydmyget i primetime, da Miami Dolphins var en tur forbi New York i nat.

Unge Bryce Petty havde en skidt kamp, som han ikke vil glemme foreløbigt. Og det er ikke på grund af spillet på banen. På det første spil i fjerde quarter blev Petty smadret, da Ndamukong Suh og Cameron Wake begge kom frit igennem på samme tid og smadrede den unge quarterback i jorden.

25-årige Petty lå et stykke tid på grønsværen i store smerter, før han blev hjulpet af banen. Ryan Fitzpatrick spillede resten af kampen.

Røntgenundersøgelserne efter kampen har vist, at Petty ikke har brækket nogle ribben. En CT-scanning senere i dag vil afgøre, om quarterbacken har skadet sine lunger eller andet.