Baltimore Ravens’ ellers frygtede secondary ser ud til at miste en nøglebrik i 2019. Cornerback Tavon Young står til at misse hele sæsonen som følge af en nakkeskade.

– Tavons (Young, red.) skade er værre, end vi oprindeligt vurderede. Han har et problem med nakken, der skal tages meget seriøst. Vi frygter, at han misser hele sæsonen, udtalte John Harbaugh via Baltimore Ravens’ officielle medie.

Tavon Young udfylder konkret rollen som “nickel cornerback” for Baltimore Ravens. Young forlængede senest sin kontrakt med Ravens med tre yderligere år, hvilket gjorde ham til den højest betalte nickel cornerback i NFL på daværende tidspunkt.

Den nytilkomne forsvarsstjerne Earl Thomas begræder ligeledes det formentlige tab af Tavon Young:

– Det er et hårdt slag for os. Vi taler om en spiller, der har Pro Bowl-niveau, men jeg er sikker på, at Cyrus (Jones, red.) kan træde ind og hjælpe forsvaret, udtalte Earl Thomas.

Netop Cyrus Jones ser ud at have overtage Tavon Youngs rolle som nickel cornerback. Jones spillede således med de øvrige startere, da Ravens slog Green Bay Packers i en træningskamp natten til fredag. Cyrus Jones blev i sin tid valgt af New England Patriots i anden runde af 2016-draften.