Ravens må undvære forsvarsprofil i divisionsopgør

0

Baltimore Ravens’ startende cornerback Marlon Humphrey er blevet opereret for en skade i sin finger, og han kommer derfor ikke i spil mod Cleveland Browns.

Hvis vi bare så på statistikkerne, så var der ikke noget, som tydede på, at Marlon Humphrey blev skadet i Baltimore Ravens’ seneste sejr på 27-19 over Minnesota Vikings.

Den 29-årige cornerback færdiggjorde kampen, og han sluttede opgøret med fire tacklinger og en interception. Men hvis ser nærmere på spillet, hvor han griber bolden fra J.J. McCarthy, så var Humphrey iført en stor handske på sin ene hånd.

Det har efterfølgende vist sig, at Marlon Humphrey beskadigede en finger i Minnesota, og at han måtte under kniven.

Som følge af operationen kommer Humphrey ikke i spil, når Baltimore Ravens møder divisionsrivalerne fra Cleveland Browns i 11. spillerunde.

Marlon Humphrey har spillet en afgørende rolle i Ravens’ foreløbigt vellykkede forsøg på at vende sæsonen fra komplet fiasko til en slutspilsplads. Humphrey har spillet otte kampe fra start, og han står noteret for 33 tacklinger og to fremtvungne turnovers.

Uden Marlon Humphrey ventes Baltimore Ravens at starte Nate Wiggins og Chidobe Awuzie på ydersiderne af forsvaret, mens T.J. Tampa kommer til at spille en større rolle i rotationen. Derudover bliver det spændende at se, hvordan Zachary Orr dækker sig af i nickel-positionen, hvor Humphrey også tidligere har spillet.

Siden Ravens hentede Alohi Gilman til som startende safety, har Orr brugt forsvarsstjernen Kyle Hamilton i nickel-positionen, og det har været med enorm succes som følge. Ifølge Pro Football Focus er Kyle Hamilton den bedst rangerede spiller på sin position i NFL.