
Jalen Hurts er stadigvæk ikke kommet sig, efter at han pådrog sig en hjernerystelse i 16. spillerunde. I stedet ventes Kenny Pickett at få sin første start som Eagles-spiller.
Philadelphia Eagles led et kostbart nederlag til divisionsrivalerne fra Washington Commanders i 16. spillerunde. Holdet mistede grebet om 1. seedet i NFC, og Jalen Hurts blev slået ud af opgøret med en hjernerystelse.
Siden da har Jalen Hurts været ude af stand til at træne med, og Philadelphia Eagles har nu meldt ham ude af opgøret mod Dallas Cowboys i 17. spillerunde.
I Jalen Hurts’ fravær ventes Kenny Pickett at skulle starte for første gang som quarterback for Philadelphia Eagles. Eagles hentede Pickett fra Pittsburgh Steelers tilbage i foråret. Med handlen sendte Eagles et valg i tredje runde af 2024-draften og to valg i syvende runde af 2025-draften til Steelers i bytte for Pickett og et valg i fjerde runde af 2024-draften.
Den 26-årige Kenny Pickett har tidligere medvirket i fire kampe for Philadelphia Eagles i 2024-sæsonen. Det var også Pickett, som overtog tøjlerne, da Jalen Hurts udgik i begyndelsen af opgøret mod Washington Commanders. Pickett ramte på 14 af 24 kast for 143 yards, et touchdown og en interception i dette opgør.
Det er første gang i sæsonen, at Philadelphia Eagles er tvunget til at starte en anden quarterback end Jalen Hurts. I sine 15 kampe som starter har Hurts kastet for 2.903 yards, 18 touchdowns og fem interceptions, mens han også har løbet for 630 yards og scoret 14 løbe-touchdowns.
Philadelphia Eagles har allerede sikret sig en plads i slutspillet, men kan teoretisk set stadigvæk nå at smide divisionstitlen, hvis de taber til Dallas Cowboys og New York Giants, og Washington Commanders vinder sine to resterende kampe i grundspillet.
Læs også: Weekly Winners Uge 17